“Skov- og naturpolitikken er blevet afsporet”

Den danske skov- og naturpolitik er desværre blevet afsporet, fordi vores politikere – formodentlig i den bedste mening – har truffet vidtrækkende beslutninger på et meget utilstrækkeligt vidensbaseret grundlag.

Det skyldes, at det er lykkedes nogle ganske få personer ved et særdeles effektivt lobbyarbejde at overbevise flertallet af folketingspolitikerne om det gavnlige i at oprette 15 naturnationalparker, der skal rumme store græssende dyr og hegnes med i de fleste tilfælde høje hegn, samt at knap 70.000 ha (ca.  2/3) af statens skove fremover skal være såkaldte urørte skove.

Disse beslutninger vækker af flere forskellige gode grunde stor modvilje både lokalt og i større dele af befolkningen til skade for den fremtidige opbakning bag skov- og naturpolitikken.

Vi er enige i, at vi i Danmark og på verdensplan er nødt til at gøre meget mere for at imødegå den truende klimakrise og tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed (biodiversitet), samt at der er behov for at gøre meget mere for skovene og naturen.

Vi er også enige i, at store græssende dyr og urørt skov kan være gode midler til at fremme levesteder for en del dyr og planter. Vi er desuden enige i, at der, som bl.a. påpeget af flere forskere, herunder nogle af fortalerne selv (1), mangler et tilstrækkeligt vidensgrundlag for de ovennævnte beslutninger, og at der er behov for flere forsøg.

Vi er ikke enige med flere af fortalerne for disse beslutninger i, at den biologiske mangfoldighed er i tilbagegang i de danske skove. Ved den omfattende revision af skovloven i 1989 blev det indført, at der generelt og navnlig i statsskovene skal tages hensyn til landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske værdier samt til miljøbeskyttelse og friluftsliv.

Både før og navnlig siden da er der ofret flere milliarder på at tilgodese disse vigtige hensyn. Derfor kan det ikke undre, at truede arter, herunder tidligere uddøde arter, takket være mange dygtige fagfolks indsats og ved brug af flere forskellige midler har været i fremgang i de danske skove siden 1990’erne. Denne fremgang er påpeget i flere undersøgelser, herunder ved en omfattende forskning af Erik Buchwald i hans ph.d.-afhandling og opfølgende arbejder (2), ligesom vi i dag har langt flere skovfugle, end vi har haft i flere hundrede år (3).

Den biologiske mangfoldighed er navnlig truet og har været i tilbagegang i Danmark som følge af vores generelt for store forbrug af ressourcer, herunder areal, meget intensive landbrugsproduktion og klimaforandringerne. Disse svære udfordringer løses ikke ved, at politikerne beordrer Naturstyrelsen til at udlægge 15 naturnationalparker og 70.000 ha statsskov, der allerede har en relativ høj biologisk mangfoldighed, som urørt.

Koster flere milliarder

Beslutningerne skaber derimod, som det har vist sig, måske flere problemer, end de løser. De koster knap 1 mia. kr. i direkte omkostninger at realisere, hvortil kommer de negative følgeeffekter på flere milliarder kr. for produktionen af træ til en grøn omstilling og for møbel- og træindustrien. I en cirkulær, biobaseret økonomi er der store potentialer i brug af biomasse, herunder det reproducerbare og genanvendelige råstof træ i alle dets forskellige former (4).

Vi importerer således omkring 3,4 gange mere træ, end vi selv producerer i Danmark (5), og dermed udnytter vi andre landes skove med i de fleste tilfælde mere biodiversitet, end de statslige nåletræsplantager, som nu skal være urørte. Hertil kommer omkostningerne til transport af træet, og at den tidligere omfattende import af træ fra Rusland, der har næsten 1/5 af hele verdens skovareal (6), nu er ophørt.

Endnu mere alvorligt er det, at beslutningen om at udlægge 70.000 ha af statens skove som urørte vil få store negative konsekvenser for vores bestræbelser på at mindske klimaforandringerne.

Det skyldes, at træer, som vokser, fældes og anvendes til varige træprodukter i fx huse og møbler, lagrer CO₂ og substituerer brugen af meget mere energiforbrugende materialer som fx beton og stål. Og at træernes tilvækst og dermed CO₂-sugeevnen løbende opretholdes netop i kraft af den regelmæssige hugst og træernes hurtige vækst navnlig i de yngre aldre (7).

En anden udfordring i forhold til klimaforandringerne er den omfattende skovrydning i det globale syd. Den danske skovlov kræver som de fleste andre skovlove i Europa, at det meste skov efter fældning skal genetableres. Skovarealet og mængden af træ (vedmassen) er således stigende i de fleste vestlige lande og fx de mere velstående lande i Asien som et led i den grønne omstilling, herunder begrænsning af klimaforandringerne.

Men det er desværre ikke tilfældet på verdensplan på grund af det stigende forbrug af træ og konkurrencen om brugen af arealerne til andre formål end skov (8). Et omfattende ophør af produktionen af træ i Danmark og andre europæiske lande vil lægge et større pres på skovene i lande, hvor skovbeskyttelsen er mindre effektiv, og medføre yderligere rydning af mere biologisk værdifulde skove i det globale syd. Dermed udøver vi, hvad flere har betegnet som økologisk imperialisme.

Skov kræver kontinuitet

Både klimakrisen og biodiversitetskrisen er menneskeskabte. Det er uklogt at forsøge at mindske biodiversitetskrisen ved at øge klimakrisen, bl.a. fordi stigende klimaforandringer vil have en negativ effekt på biodiversiteten. Ved en klog forvaltning af vores skove, kan skovene mindske begge kriser samtidigt.

Det er desuden forståeligt, at der er bekymringer for 1) dyrevelfærden og 2) færdslen med hund eller til hest blandt de store græssende dyr i de hegnede naturnationalparker samt 3) risikoen for ulykker ved fald af rådne træer og grene i de urørte skove. De urørte skove vil endvidere i løbet af få årtier udvikle sig til at være mørke og mere ufremkommelige, medmindre de udsættes for en eller anden pleje.

Vi foreslår derfor, at man undlader på et meget utilstrækkeligt vidensbaseret grundlag at haste med at gennemføre de største ændringer af skovpolitikken siden Fredskovsforordningen i 1805. Ændringer som desuden medfører stor modvilje lokalt og i større dele af befolkningen. En skov- og naturpolitik bør være langsigtet, da forvaltning af skov og natur kræver kontinuitet. En forudsætning for en sådan kontinuitet er, at skov- og naturpolitikken har en bred forankring i både befolkningen og i Folketinget, så den ikke ændres afhængigt af varierende folketingsflertal.

I stedet bør man først ved forsøg med færre naturnationalparker og mindre arealer med urørt skov undersøge, hvor omkostningseffektive disse midler er til at opnå de forskellige mål i skov- og naturpolitikken set i forhold til de mange andre mulige og til dels afprøvede midler. Herunder bør mulighederne også undersøges på landbrugsjorder og i de private skove. Kan vi fx få en langt større positiv effekt på den biologiske mangfoldighed – for betydeligt færre omkostninger – ved at arbejde med udtagning af vådbundsarealer af landbrugsdriften og med overgangen mellem det åbne land og skoven?

De fleste i Danmark kan formodentlig blive enige om, at der bør gøres mere for klimaet, naturen og skovene. Der er behov for bæredygtige, helhedsorienterede, multifunktionelle og langsigtede løsninger, da der allerede er lagt planer for et langt større areal, end vi har i Danmark (9). Det kræver, at der findes en vidensbaseret afvejning mellem de økologiske, sociale og økonomiske hensyn fremfor en afsporet og ensidig skov- og naturpolitik.

Indlægget er oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad den 18. marts 2024.