Besøg og skovkredsmøde på Christianssæde – Sjællandske Skovkreds

Dansk Skovforening inviterer i samarbejde med Andreas Just Karberg, ejer af Christianssæde, til ejendomsbesøg og skovkredsmøde tirsdag den 27. juni 2023. Ledsagere er velkommen.

Mødedato: 27. juni 2023 kl. 10.00

Mødested: Jägerhuset, Kristianssædevej 9A, 4930 Maribo

Tilmeldingsfrist er torsdag den 22. juni til Marie-Louise Bretner på mail mlb@danskskovforening.dk

I 2019 købte Andreas Just Karberg Christianssæde. Hovedhuset var ved overtagelsen en tom murstensskal. Planen er, at huset skal restaureres med respekt for bygningshistorien og åbnes op for offentligheden.

Der har være drevet skovbrug på Christianssæde i mere end 300 år. Skoven er på ca. 1000 ha og er PEFC-certificeret. Under ejer og statsminister C.D.F. greve Reventlow (1748-1827) blev skoven til et større forst- og forskningsprojekt. I 1805 var Reventlow initiativtager til fredsskovsforordningen.

I 2022 fik vi en ny regering. Regeringsgrundlaget indeholder en række ambitiøse målsætninger af interesse for skovejere og skovbrug. Det gælder både målsætningen om rejsning af yderligere 250.000 ha skov, ambitiøse målsætninger for CO2-reduktion på 70 procent i 2030 og 110 procent i 2050 samt udarbejdelse af en ny natur- og biodiversitetslov.

På skovkredsmødet vil Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening, præsentere en analyse af regeringen og regeringsgrundlaget, og hvad det betyder for Dansk Skovforenings medlemmer. Derudover vil Tanja Olsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Skovforening, og Anders Frandsen berøre en række andre emner af interesse for skovejere, bl.a. udvikling af et nyt skovskilt, de nye ejendomsvurderinger, det igangværende arbejde med § 25-registreringer og resultatet af EU’s revision af EU-direktivet om fornybar energi, der sætter rammerne for afsætning af flis til energi.

Dagsorden:

10.00 Velkommen til Skovkredsmøde på Christianssæde v. Bo Jung og ejer Andreas Just Karberg

10.10 Baggrund, ideer og renovering af Christianssæde hovedbygning og omgivelser v. Andreas Just Karberg

11.00 Skovdistriktet efter tornerosesøvn v. skovfoged Kirsten Hvidbjerg-Hansen

12.00 Frokost med egen medbragt madpakke

12.30 Valg af skovkredsformand. Skovkredsformanden findes ved afstemning på mødet. Medlemmer af Dansk Skovforening er velkommen til at stille op. Valgperioden er 2 år. Bo Jung genopstiller.

12.45 Orientering fra Dansk Skovforening v. Anders Frandsen

13.30 Udveksling af erfaringer fra Skovkredsen – det kunne fx være:

  • Hvordan opleves skovgæsterne pt? Er presset fra Covid taget af?
  • Bæredygtighedskrav til flis – er de til at håndtere?
  • Hjortevildt/vandboringer (BNBO-aftaler)/svampeplukkere
  • Eventuelt/afslutning