Pro Silva efterårsekskursion: Skakbrætkulturer i Bjergsted Skov

Dagens hovedemne er et gensyn med skakbrætkulturer, som er anvendt efter 1935 i Bjergsted Skov ved Jyderup. Kulturarealet inddeles i kvadrater med en sidelængde på 6-9 meter, og der plantes skiftevis løvtræ og rødgran i kvadraterne. Der tyndes hårdt i granerne, som er afviklet efter alder 40-60 år. Målet er en ren bevoksning af bøg eller eg.

Formålet med en blandingskultur er generelt:

1) lavere anlægsudgifter, idet en del af arealet tilplantes med en billigere træart
2) mulighed for tidlige udbytter fra den hurtigtvoksende rødgran
3) bedre stabilitet af nåletræerne, der står mellem løvtræer
4) større vedproduktion ved anvendelse af nåletræ.

Gennem tiden er der også lavet mange rækkekulturer med løvtræ og rødgran – 1-3 rækker løv og 3-5 rækker nål.

Thomas Nord-Larsen fra Københavns Universitet deltager på ekskursionen og vil fortælle om tilvækst og vækstrytme hos de forskellige træarter.

Blandt debatpunkterne er: Kan skakbrætkulturer anvendes i praksis? Er andre blandingsmodeller bedre? Kan man styre kulturpleje og tynding med to træarter? Hvordan er form og vedkvalitet hos de to træarter sammenlignet med renbestand? Hvilken omdriftsalder bør anvendes for nåletræerne? Kan rødgran erstattes med sitkagran, douglasgran, omorika, cypres, lærk eller poppel?

Kom gerne med erfaringer fra dit eget skovdistrikt!

Tid og sted mv.

Tid: Fredag d. 23. september 2022 kl. 10-15
Mødested: Bjergsted Byvej 39, 4450 Jyderup
Vært: Skovrider Jakob Schaffalitzky de Muckadell

Tilmelding til Pro Silva sekretær Søren Fodgaard, soren@fodgaard.dk. Bemærk, at ekskursionen er kun åben for medlemmer af Pro Silva. Indmeldelse kan ske ved indbetaling af kontingent for 2022 inden ekskursionen:

Mobilepay:
Betal 200 kr. til nummer 76283. Skriv navn og mail i feltet ”Tilføj kommentar”, inden du swiper, fx Hans Hansen – hh@hh.dk

Bankoverførsel:
Indbetal 200 kr. på reg.nr.: 7835, konto: 0001334582. Skriv navn og mail i det udvidede meddelelsesfelt i din netbank, fx Hans Hansen – hh@hh.dk

Enkelte medlemmer af Pro Silva har ikke modtaget en indkaldelse fra Pro Silva på mail, idet vi ikke har en E-mailadresse til medlemmer. Hvis du har betalt kontingent for 2022, så skriv til soren@fodgaard.dk og oplys din E-mailadresse.

Læs mere om blandingskulturer

Carl Mar: Møller, ”Vore skovtræarter og deres dyrkning”, side 416 – 421
H.A. Henriksen, ”Skoven og dens dyrkning”, side 472-481
Michael Schaffalitzky de Muckadell har beskrevet kulturerne i Bjergsted i Dansk Skovforenings Tidsskrift 1959 side 287-333 og 1983 side 323-331.

Nyheder fra Dansk Skovforening

Du kan læse og modtage nyheder fra os via disse kilder: