Biomasse – en central brik i den grønne omstilling

Siden 2012 har det været politisk tilskyndet at bruge biomasse i energisektoren for at omstille forbruget fra fossile brændsler til vedvarende energikilder.

I dag er det lykkedes at omstille en stor del af energisektoren: Ifølge Energistyrelsens Energistatistik er forbruget af kul og gas faldet med henholdsvis 74 og 70 procent siden 2012. Og det er i høj grad takket være biomasse fra skovene.

Kritikere påstår, at brugen af biomasse til energi tærer på skovene, men tallene viser tydeligt det modsatte – siden 2012 er det kun gået fremad for de danske skove:

✔️ Skovarealet er vokset og er nu på 15 procent af det danske areal

✔️ Mængden af stående vedmasse i skovene er steget

✔️ Mængden af dødt ved, som er vigtigt for biodiversiteten, er også steget

✔️ Og mere træ bruges som gavntræ til grønne og bæredygtige produkter

Debatten om brugen af biomasse og dens konsekvenser for skovene har ofte været præget af forsimplede billeder – som forestillingen om, at vi fælder hele skove og brænder dem af for at producere energi. Men det er ikke korrekt. I Danmark og Europa er skovdrift og energiproduktion reguleret stramt og med fokus på bæredygtighed (RED III og VE III), så det ikke sker.

Det er vigtigt at understrege, at skovene ikke fældes med det formål at producere biomasse. Kritikken af biomasse beror ofte på idéen om, at forbruget af biomasse lægger et stort pres på skovene og truer biodiversitet og levesteder, både i Danmark og i udlandet. Når vi taler om biomasse fra skove, er det imidlertid i høj grad træ fra tyndinger – en selektiv fjernelse af mindre eller svækkede træer, som er en almindelig del af forvaltningen af produktionsskoven, hvor hovedformålet er at producere kvalitetsråtræ til byggeri og andre produkter. Der er tale om restprodukter af træ, som er af så dårlig kvalitet træ, at det ikke kan komme til savværket og ikke egner sig til andre formål.

Hertil kommer trætoppe, grene, stammer ramt af råd eller billeangreb og andet lavkvalitetstræ kan træindustrien ikke aftage – men de kan anvendes som træbiomasse i energiproduktionen, hvor den fortrænger fossile brændsler.

At tynde skoven handler om at understøtte væksten af de resterende træer og forbedre skovens sundhed. Operationen er ikke en trussel mod skoven – tværtimod er det et værktøj, som øger skoven modstandskraft. Herunder følger 4 grunde til, at det giver mening.

Når for mange træer vokser tæt sammen, kæmper de om lys, næring og vand. Det resulterer ofte i svagere, syge eller deformt voksende træer. Ved at fjerne udvalgte individer skabes der bedre vækstbetingelser for de tilbageværende, som får stærkere stammer, bredere kroner og et mere modstandsdygtigt rodnet. Dermed skaber vi træer med højere kvalitet, hvilket betyder mere værdifuldt tømmer med lige og stærke stammer.

Når tyndinger giver de tilbageværende træer bedre vækstvilkår, øger det samtidig de stående træers kulstoflagring, hvilket er vigtigt i en klimakrise.

Især målrettet og kraftig udtynding kan reducere risikoen for tørke, da konkurrencen om de sparsomme vandressourcer reduceres, og bl.a. også skovbrande, særligt når hugstrester fjernes fra skovbunden. Desuden skabes der bedre luftcirkulation, så også udbredelsen af svampe- og insektangreb mindskes. Selvom tynding i første omgang kan øge risikoen for stormfald, viser forskning, at unge bevoksninger over tid udvikler et stærkere rodsystem og dermed større modstandsdygtighed mod vindbelastning.

Når træer fjernes, opstår lysåbninger, som giver bedre vækstbetingelser for urter, buske og unge træer – og dermed flere levesteder for fugle, insekter, svampe og små pattedyr. Tyndinger kan også gå hånd i hånd med biodiversitet ved at anvende strategier om at efterlade en del af det døde ved i skovbunden, hvilket er en del af certificeret skovdrift. Op mod 40 % af skovens arter er afhængige af dødt ved, og i Danmark er mængden af dødt ved i skovene steget de seneste år.

Tyndinger og det efterfølgende salg af biomasse skaber en vigtig, løbende økonomisk værdi for skovbruget, og det er et afgørende incitament for overhovedet at eje og drive skov. Med udsigt til at skulle plante 250.000 ha ny skov som følge af den grønne trepartsaftale, heraf 150.000 ha ny produktionsskov, er det derfor nødvendigt, at der også er økonomi i skovbruget – ellers får vi ikke mere skov.

Hvis det ikke kan betale sig at forvalte skovene aktivt, mister vi desuden en væsentlig del af forsyningen af råmaterialer, der bl.a. kan erstatte mere klimabelastende ressourcer som cement eller stål i byggeriet og kul eller gas i energiforsyningen.

Øget biodiversitet er en helt central og legitim dagsorden – og vi anerkender fuldt ud, at biodiversiteten i Danmark er under pres. Der er behov for plads til urørt natur, hvor naturen får lov at udvikle sig på egne præmisser, og hvor fokus er på arter, økosystemer og levesteder. Men der skal også være plads til produktionsskov: Vi har brug for en branche, der har fokus på at drive og forvalte skovene aktivt med fokus på træproduktion og klimaeffekt.

Derfor er det vigtigt at skelne mellem forskellige formål med skovene. Forskellige skove egner sig til forskellige formål, og der er planlagt forskellige forvaltninger i hvert enkelt område. Vi skal både have urørte skove, hvor naturen får lov at udvikle sig på egne præmisser, og produktionsskove, hvor aktiv skovdrift leverer de råvarer, samfundet har brug for.

Efterspørgslen på træ vil ikke forsvinde i fremtiden. Spørgsmålet er derfor ikke om vi skal producere træ, men hvordan vi tager ansvar for at gøre det under bæredygtige rammer.

Når biomasse i energisektoren kombineres med CCS (Carbon Capture and Storage, red.), kan vi reducere mængden af CO2 i atmosfæren. Det sker, fordi den CO2, som træet har optaget i skoven, mens det voksede, bliver frigivet, indsamlet og lagret ved afbrænding. På den måde skaber vi negative udledninger og fjerner CO2 fra atmosfæren.

Video: Dansk skovflis bliver brugt på danske varmeværker

Debat om biomasse