35.000 børn genplanter planeten

Frem til FN’s klimatopmøde i København trækker over 35.000 skolebørn i røjserne, slænger spader over skuldrene og planter træer på skoler og i skove for et bedre klima. To store events d. 5. november og 10. december vil sætte fokus på Genplant Planeten.

Genplant Planeten får tusindvis af børn fra hele landet ud at plante træer for et bedre klima.

Frem til FN’s klimatopmøde i København trækker over 35.000 skolebørn i røjserne, slænger spader over skuldrene og planter træer på skoler og i skove for et bedre klima.
To store events d. 5. november og 10. december vil sætte fokus på Genplant Planeten, når børn, ministre, kunstnere, skovfolk og presse vil samles for at markere skolebørnenes indsats for at skabe et bedre klima.

Formål med træplantning

Formålet med Genplant Planeten er at vise børn, at de selv kan handle aktivt og hjælpe til at mindske klimaforandringerne. Projektet sætter samtidig fokus på, at træplantning, bæredygtigt skovbrug og brug af træ er en del af løsningen på klimaproblemet.

Overvældende interesse fra skoler

Genplant Planeten er blevet modtaget med kyshånd af skolerne. ”Rigtig mange skoler ønsker at arbejde med klima på en løsningsorienteret måde,” fortæller projektleder Malene Bendix fra Skoven i Skolen, som er koordinator for Genplant Planeten. ”Indtil videre har 270 skoler bestilt over 79.000 træer – og vi regner med at der kommer flere til, før det går løs med plantninger i november og december. Det er dobbelt så mange som vi først havde anslået, så vi er meget glade og overvældede over den store interesse.”

Gratis træer til skolerne

Skolerne får gratis træer, som de enten planter til skoleskove og grønne klasseværelser på skolens område, eller planter i skove som nyplantning eller genplantning. De nye skoleskove kan bruges til udeskole og udeundervisning. Træerne doneres af Dansk Planteskoleejerforening, af det internationale skole-skov projekt LEAF (Learning About Forests) og af de skove som inviterer skoler ud at plante.

Globalt perspektiv

Det er ikke kun danske skolebørn som planter træer for et bedre klima. Genplant Planeten er en del af FN´s globale ”Billion Tree Campaign” under FN´s Miljøhandlingsprogram UNEP. Kampagnens målsætning om, at mennesker over hele verden skal plante 7 milliarder træer før udgangen af 2009 er netop nået – og skolebørnenes plantninger vil være med til at få tallet endnu højere op. Børn i 15 lande i det internationale skole-skov projekt LEAF planter 264.000 træer i 2009. Koordinatorerne fra de 15 LEAF-lande er inviteret til København under klimatopmødet af Skoven i Skolen, hvor de vil overrække et bevis for de mange nyplantede træer til en repræsentant for FN´s Miljøhandlingsprogram UNEP.

SPØRGSMÅL TIL GENPLANT PLANETEN:

 

Hvor og hvornår planter børn træer?

På kortet til højre kan man se hvilke skoler som planter hvor og hvornår.Da flere skoler kommer til, findes en opdateret version på Genplant Planeten.

Hvorfor skal børn plante træer?

Tre grunde til Genplant Planeten:

  1. Genplant Planeten skal give børn mod til selv at handle aktivt i forhold til klimaforandringerne.
  2. Genplant Planeten skal få børn til at turde interessere sig for klimaproblematikken og for,
    hvordan vi hver især kan udlede mindre CO2.
  3. Genplant Planeten skal få børn til at tage udfordringen op og bruge klimatruslen som drivkraft for at lære, at indsamle viden og bruge den kreativt til opfindelser og løsninger for et bæredygtigt
    samfund.

Hvor er undervisningen?

Til Genplant Planeten er udviklet en række undervisningsforløb og aktiviteter om træplantning, klima, handling og innovation, som kan bruges før, under og efter at børnene planter træer. Alle børn får også udleveret børnehæftet ”Klimamaskinen..

De skoleskove som børnene planter på skoler landet over, vil blive brugt som grønne klasseværelser, hvor klasserne kan arbejde med udeundervisning og udeskole.

Hvorfor er træplantning en del af løsningen på klimaforandringen?

Træer i vækst optager CO2 fra luften og bygger det ind i deres plantekroppe. En af de mange løsninger på klimaproblemet er at plante træer, at dyrke skoven bæredygtigt og at bruge træ til huse, broer, papir, tømmer, hvor kulstoffet kan lagres – eller brænde det af som CO2 neutral bioenergi.

ARRANGEMENTER

Events i forbindelse med Genplant Planeten.

5. november: Startskud for Genplant Planeten.
Sted: Naturcenter Herstedhøje, Herstedhøje Alle 1, 2620 Albertslund:

  • 100 børn planter en skov i form af et Danmarkskort, som kan ses oppe fra højen.
  • Tamra Rosanes spiller klimasange.
  • Jesper Theilgaard fortæller hvorfor vi planter træer for et bedre klima.
  • Klimaaktiviteter for børn.
  • Arrangement: Skov- og Naturstyrelsen, Naturcenter Herstedhøje og Skoven i Skolen

10. december: Replant the Planet, internationalt arrangement.
Sted: Landskabstræet på Frieslandsvej i Kongelunden:

  • 500 børn genplanter et stort landskabstræ, som kan ses fra luften.
  • Fotomulighed fra kæmpekran.
  • De træer som er plantet af børn i Danmark og i LEAF landene afleveres til UNEP-repræsentant.
  • Taler ved minister, UNEP- repræsentant, præsident for FEE/LEAF.
  • Tamra Rosanes spiller klimasange.
  • Bål og skovservering.
  • Arrangement Skov- og Naturstyrelsen, Naturcenter Vestamager og Skoven i Skolen

OM GENPLANT PLANETEN

Hvem står bag Genplant Planeten

Genplant Planeten koordineres af Skoven i Skolen og gennemføres i samarbejde med:

Dansk Skovforening, Dansk Planteskoleejerforening, Danske Fragtmænd, Skov- og Naturstyrelsen, Learning About Forests, Friluftsrådet, Træ Er Miljø, Undervisningsministeriet, Naturvejlederforeningen, Skovdyrkerforeningerne, Kommunale Park og Naturforvaltere, Godfred Hartmanns Forskningsfond, Panasonic, HedeDanmark, Flexika – Center for fleksibel læring, Plant Et Træ, Grønt Flag – Grøn Skole, Ballerup Kommune, samt Akkerup Planteskole, Hjorthede Planteskole, Holms Planteskole, Højmoses Planteskole og Peter Schjøtts Planteskole.