550 forskere går til forsvar for skovdrift

Klimasmart skovbrug er nøgleordet for det brev, 550 europæiske forskere har sendt til EU-præsidenter, hvor de tilskynder brugen af træ som ressource til produkter og energiproduktion. Brevet kommer forud for EU-forhandlinger, der kan have afgørende betydning for det europæiske skovbrugs fremtid.

Foto: Colourbox.

Med den rigtige forvaltning kan skovene afbøde klimaændringer og øge biodiversiteten. Og det indebærer, at skovene producerer træ til en fremtidig bioøkonomi og vedvarende energiforsyning i Europa.

Sådan skriver 550 europæiske forskere sammen i et brev til EU-Kommissionens præsident Ursula von der Leyen, Europa-Parlamentets præsident Roberta Metsola og Det Europæiske Råds præsident Charles Michel.

Brevet kommer forud for de såkaldte trilogforhandlinger i EU, hvor centrale dele af EU’s klimapakke Fit for 55, der skal vise vejen til EU’s klimamål om 55 procent reduktion i udledning af klimagasser i 2030 og klimaneutralitet i 2050, skal forhandles. Det omfatter revision af en række direktiver og forordninger, hvor EU-Kommissionen, Europarådet og Europa-Parlamentet skal blive enige om den endelig ordlyd. Det gælder bl.a. revision af direktivet for vedvarende energi, en ny afskovningsforordning, der skal afløse den eksisterende tømmerforordning (EUTR) og revision af LULUCF-forordningen – alle tre områder, der kan have afgørende betydning for fremtidens europæiske skovbrug, og hvilken rolle skovene kan spille i klimakampen.

Udsigten til forhandlingerne ser ud til at have aktiveret de 550 europæiske forskere, der sammen har skrevet under på det to sider lange brev. Her skriver de bl.a. om det risikable i at lade skovene stå urørte:

”Skove har en høj kapacitet til at binde kuldioxid fra atmosfæren. Men i mange europæiske lande er et højt niveau af stående trælagre allerede nået, og yderligere akkumulering af biomasse synes at være risikabel under klimaopvarmning. Hvis tørre år bliver hyppigere, forventer vi, at skovens biomasse vil falde i stedet for at stige i det næste årti, uanset forvaltning og beskyttelse,” skriver forskerne med henvisning til, at klimaforandringerne bringer varmt og tørt vejr, der skaber grobund for, at tørke, sygdomme og brande i stigende grad risikerer at ødelægge skovarealer.

Forskerne påpeger også, at skovene på et tidspunkt vil blive mættet med CO2, hvis høsten stopper, så det fortsatte optag i skovene vil nærmere sig nul, og at samfundet derudover vil gå glip af substitutionen af energitunge materialer samt det ekstra kulstoflager, som træprodukter udgøre uden for skoven.

Endelig slår forskerne fast, at skovdyrkning og brug af træressourcen altid vil afføde resttræ, som det er fornuftigt at bruge til energi. Europa er allerede afhængig af importeret træ, og forskerne peger på, at udlæg af urørt skov derfor bør målrettes dér, hvor det bedst understøtter biodiversiteten.

Bæredygtigt skovbrug, der leverer træ til produkter og biomasse til energi er afgørende for at klare klimakrise og grøn omstilling, og Dansk Skovforening er derfor helt enig i forskernes opråb.

Med beslutningen om at blive fri af fossile kilder og tilbage til en samfundsmodel baseret på biogent kulstof finder vi det underligt, at et bæredygtigt skovbrug og de positive effekter, som netop kan bidrage til at nå både klimamål og den grønne omstilling, miskrediteres nu mere end nogensinde. Hvordan skal behovet for træ blive dækket uden en aktiv skovdyrkning?

Det er svært at se det som andet end manglende politisk forståelse for skovdyrkningens cyklus og lange tidshorisont, når der politisk arbejdes for løsninger, der nok på den korte bane giver resultater, men på lang sigt kan være decideret kontraproduktivt.

Vigtigt at kigge på langt sigt

Forslaget til mål for LULUCF-sektoren er et godt eksempel på noget, der vil give resultater på den korte bane, men på længere sigt vil virke som at tisse i bukserne. Inden 2030 skal LULUCF-sektoren – det vil sige jordbrug inkl. skove – fjerne 310 millioner ton CO2. Det en ca. 25 procent mere end i dag.

For skovbruget er 2030 en meget kort tidshorisont, og målsætningen kan nærmest kun indfries ved at nedsætte hugsten. Men nedsat hugst betyder også, at man bryder med skovdyrkningens cyklus, hvor det er essentielt at forynge bevoksningerne for at opretholde en høj træproduktion og dermed et høj optag af CO2.

Det kan få både træressourcemæssige konsekvenser og konsekvenser for CO2-optaget på den anden side af 2030, hvis man markant udskyder hugsten.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for at se på, hvordan vi i skovbruget kan gøre det anderledes og bedre i en tid med klimaforandringer, biodiversitetskrise og et stigende behov for træressourcen. Der vil både nu og i særdeleshed i fremtiden være brug for bæredygtigt drevne skove.

I stedet for at regulere og begrænse brugen af træ til specifikke formål, burde man politisk i stedet afsætte ressourcer til at se på:

  • Hvordan kan vi regionalt og lokalt udvikle skovdyrkningen i en tid med klimaforandringer?
  • Hvordan kan vi tage bedre hensyn til biodiversiteten i den dyrkedes skov?
  • Hvordan kan vi udnytte træressourcen endnu bedre?