Adgangen til skovene er ikke problemet – det er manglen på skov

Gæstetrykket er i forvejen stort i de danske skove, og en udvidelse af de eksisterende adgangsregler reducere lysten til at eje og rejse skov, skriver Dansk Skovforening i en replik til Friluftsrådet.

Debatindlægget her er oprindeligt bragt i Naturmonitor den 20. april 2026.

Den grønne trepart sætter en ambitiøs målsætning om at rejse yderligere 250.000 ha skov. Det bliver særdeles svært at indfri denne målsætning, og hvis det skal lykkes, kræver det i hvert fald, at lodsejerne anser det for attraktivt at eje og forvalte skov.

Senest har Friluftsrådet fremført, at adgangsforhold skal indgå som en integreret del af den grønne trepart.

I Dansk Skovforening er vi helt enige i, at det er dejligt, at danskerne har mulighed for at komme en tur i skoven, og det er også glædeligt, at cirka 90 millioner danskere hvert år besøger skoven.

I forbindelse med den grønne trepart vil der blive udlagt 390.000 ha til skov og natur. Der vil således alene i kraft af implementering af treparten blive skabt store nye arealer med adgang til naturoplevelser.

Samtidig er det værd at slå fast, at adgangen til skovene ikke er et problem i Danmark. Hele 92,5 procent af danskerne er tilfredse med deres besøg i de danske skove – en tilfredshed, der i øvrigt er steget gennem de seneste årtier. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet.

Hertil viser analyser gennemført af Dansk Skovforening i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Norstat, at 87 procent af danskerne er tilfredse eller meget tilfredse med adgangen til naturen, mens blot fire procent er utilfredse.

Med andre ord: Danskerne bruger skovene flittigt – og de er tilfredse med adgangen.

Dette viser, at vi ikke står med et grundlæggende adgangsproblem – men derimod med en opgave i at realisere trepartens ambition om at skabe de 390.000 hektar ny skov og natur.

Skoven kommer ikke af sig selv

Langt størstedelen af den nye skov skal etableres på privat jord. Derfor er det afgørende, at private lodsejere og skovejere har lyst til at investere i skovrejsning.

Dansk Skovforening har gennemført en medlemsundersøgelse, som belyser konsekvenserne af at udvide adgangsreglerne.

To ud af tre skovejere svarer, at det vil påvirke deres lyst til at rejse skov i negativ retning, hvis adgangsreglerne ændres. Hertil kommer, at 85 procent af skovejerne vurderer, at øget adgang vil få negative konsekvenser, og over 90 procent heraf peger på, at det vil have en dårlig påvirkning på dyrelivet.

Det er ikke et udtryk for modvilje mod friluftsliv, men blot udtryk for, at skovejerne ofte ønsker at balancere en række forskellige hensyn, fx hensyn til dyrelivet, og ønsker fra forskellige brugergrupper samt jagtudlejning og skovbrug.

Hertil kommer, at gæstetrykket vokser i disse år, og at udviklingen allerede i dag presser de eksisterende adgangsregler. Det gælder fx mountainbikere, gravelbikere og folk på bredfælgede elcykler, som i større grupper og med høj hast kører gennem skoven. Det kan være problematisk for dyreliv og andre grupper i skoven, som har betalt for en særlig benyttelsesret, såsom jagt eller hesteridning.

Derudover oplever skovejere i stigende grad, at de gældende regler ikke respekteres. Det gælder fx hunde, der ikke holdes i snor, eller dumping af asbest og andet affald i skoven.

Det er også værd at bemærke, at danske skovejere i dag har masser af bilaterale, frivillige aftaler med spejdere, daginstitutioner m.v., som ønsker en udvidet brug af skoven.

Medlemsundersøgelsen viser, at hvis man gennemfører en generel udvidelse af de almindelige adgangsregler, risikerer det at reducere antallet af sådanne frivillige aftaler markant. Dermed risikerer det at svække de velfungerende løsninger, vi har i dag.

Fælles mål – forskellige veje

Der er ingen tvivl om, at skovrejsning er en samfundsinvestering. Men det ændrer ikke på, at den i praksis skal realiseres af private aktører.

Hertil kommer, at arealomlægninger som følge af grøn trepart ikke kan legitimere, at der skal laves ændrede adgangsregler i eksisterende private skove, der som bekendt ikke er omfattet af aftalen om en grøn trepart, ligesom de pågældende eksisterende skovejere heller ikke modtager nogen værditabskompensation.

Derfor er det afgørende, at vi finder løsninger, hvor hensynet til friluftsliv og adgang går hånd i hånd med hensynet til dem, der skal etablere og drive skovene.

Krav om udvidet adgang i forbindelse med skovrejsning i regi af grøn trepart risikerer at medføre det modsatte af det, vi ønsker: mindre skovrejsning og færre investeringer i natur.

Skov er en langsigtet beslutning, der rækker ud over generationer, og som kræver stabile rammevilkår og tillid til, at man som privat skovejer kan forvalte sin ejendom.

Derfor bør fokus være klart: Vi skal sikre, at der bliver plantet mere skov i Danmark – og at de politiske rammevilkår understøtter det.