Affald havner i skove – ordning hjælper ejere
Medlemmer hos Dansk Skovforening oplever i stigende grad aflæsning af store mængder affald i skove. Heldigvis er der hjælp at hente for skovejere, der oplever hærkværk - men det er vigtigt at reagere i tide.
Foto: Noerlund
Dansk Skovforening får løbende henvendelser fra medlemmer, der oplever henkastet affald eller hærværk i skovene.
I den seneste tid drejer det sig bl.a. om asbestplader, der havner i skove i stedet for på deponi, og om vandaliserede skovskilte, der oplyser om adgangsregler i skove.
Gennem de seneste år har Dansk Skovforening flere gange spurgt sine medlemmer om deres oplevelser med affald i skovene. Flertallet svarer, at mængden af henkastet affald stiger. Og det er ikke ”bare” et efterladt stykke skrald hist og her – det gælder også deciderede aflæsninger af store mængder affald eller byggeaffald, som burde være kørt på genbrugspladsen, men i stedet bliver læsset af i skovene.
Ordning støtter ramte skovejere
Hos Dansk Skovforening er vi ærgerlige over, at nogle opfatter skoven som en affaldsplads. Udover den gene, det medfører skovejeren, er det heller ikke noget, der fremmer hverken natur eller genbrug af materialer.
Heldigvis kan skovejere få hjælp gennem den såkaldte brand-, tyveri- og hærværksordning, der kompenserer skovejere for udgifter i forbindelse med bl.a. hærværk og fjernelse af aflæsset affald i skoven.
Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at skovejeren skal anmelde hærværk til politiet inden for 8 dage, efter det er blevet opdaget, og til Miljøstyrelsen inden for 4 uger fra opdagelsen. Vi har set ærgerlige eksempler på skovejere, der ikke har reageret i tide. Og så dækker ordningen desværre ikke.
Små skader kan lægges sammen
Siden naturfredningsloven i 1969 gav offentligheden adgang til de private skove, har Dansk Skovforening haft en aftale med myndighederne om, at det offentlige betaler for brand-, tyveri- og hærværksskader i de private skove, der opstår som følge af, at offentligheden har adgang til skoven. I 2015 blev aftalen erstattet af en bekendtgørelse, hvor mulighederne for at få godtgørelse for affaldsaflæsninger i skoven blev forbedret.
Ordningen dækker udgifter til at få fjernet affald, som er blevet læsset af i skove – på betingelse af, at affaldet ikke er læsset af lige op til offentlig vej. Og selvom den normalt ikke dækker skader forårsaget af motorkøretøjer, gælder det ikke ved aflæsning af affald. Det betyder fx, at hvis nogen kører ind i skoven med en varebil og aflæsser byggeaffald, kan skovejeren få erstatning for sit tab, også selvom det er ulovligt at køre i skoven
Hvis skaden er på 1000 kr. eller derunder, er der som udgangspunkt ingen dækning. Imidlertid kan skovejeren pulje flere omkostninger under 1000 kr., hvis de er kommet inden for et år, og dermed samlet set nå op over beløbsgrænsen. Hver enkelt affaldsaflæsning skal anmeldes efter reglerne, mens beløbet først udbetales, når ansøger beder om det.