Biodiversitet som business

Danmark og resten af EU har aftalt senest i 2010 at stoppe årtiers tab af biodiversitet. Det når vi ikke. Men Skovforeningen har et konkret forslag til hvordan skatteyderne får mest biodiversitet for pengene skovene.

Når skov- og naturejerne belønnes for at skabe værdier for samfundet, bliver ejerne motiveret til at skabe endnu flere værdier. Den forståelse er udbredt i Danmark, men endnu ikke i EU. Og det giver problemer for Danmarks natur.

Lige nu står Danmark med et akut politisk behov for et rigere dyre- og planteliv: EU’s medlemmer har forpligtet sig til senest i 2010 at stoppe årtiers tab af biodiversitet. Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har i et år drøftet med forskere og organisationer om hvordan det kan gøres, og der er bred enighed om at:

  • Danmark når ikke at stoppe tabet af biodiversitet i 2010. Men målet skal fastholdes, også selv om tidsfristen overskrides.
  • Skovene har en nøglerolle i udvikling af biodiversitet.
  • Der er bevaret mere biodiversitet i de private skove end i statsskovene.

Skovene kan øge biodiversiteten på mange måder. For eksempel:

  • Urørt skov
  • Græsning, stævning og andre gamle driftsformer
  • Beskyttelse af nøglebiotoper
  • Genskabelse af naturlig vandbalance
  • Opløsning af skarpe skel mellem skov og åbent land
  • Etablering af løvskovbryn
  • Flere skov- og naturarealer og tættere netværk mellem arealerne

Mest biodiversitet for pengene vil skatteyderne få med licitationsordninger: Staten beder ejerne tilbyde projekter til en given betaling og vælger så de projekter der giver mest biodiversitet for pengene.

Modellen bruges allerede i Danmark til at skabe urørt skov. Og modellen kan nemt udvides med projekter fra listen ovenfor. Så bliver der et marked for biodiversitet, og det bliver attraktivt for skovejerne at udvikle naturværdier.

Desværre er denne logik ikke trængt ind i EU-kommissionen. Kommissionen vil ikke tillade at skov- og naturejere tjener penge på støtteberettigede projekter. Tre aktuelle eksempler viser hvilke problemer det giver:

  • Frivillige aftaler, typisk om naturprojekter, efter skovlovens §25 og finansieriet gennem landdistriktsprogrammet: Kun direkte omkostninger og tab må dækkes. Derved kan projekterne ikke konkurrere med traditionel produktion på arealerne, og så bliver de ikke til noget.
  • Beskyttelse af arter ifølge EU’s habitatdirektiv: Ejerne risikerer i realiteten at blive straffet økonomisk for at huse sjældne arter, og så vil ejerne søge at undgå disse arter.
  • Tilskud til plantning af løvskov: Der må nu kun plantes så få træer at der ikke kommer en kvalitetsproduktion ud af det, og så mindskes ejernes motivation til at plante løvtræer.

Nu må Danmarks regering og EU-parlamentarikere råbe systemet op: EU-kommissionen skal stoppe vanetænkningen, skifte pisken ud med guleroden og gøre lodsejerne til professionelle medspillere.

Biodiversitet skal være en god forretning. Det er i alles interesse.