Certificering er interessant for skovejere af flere årsager
Certificering er en nem måde for skovejerne at vise, at de tager ansvar over for samfundet – og så er der i øvrigt ekstra gode priser at hente på certificeret træ. Derfor anbefaler Dansk Skovforening skovejere at blive certificeret med PEFC eller FSC.
Den 8. april var der generalforsamling i PEFC Danmark på Det Grønne Museum i Auning, og her er Dansk Skovforenings direktør, Anders Frandsen, blevet valgt ind i bestyrelsen.
PEFC-certificering har eksisteret siden 1999 og er verdens største skovcertificeringssystem. Op mod 350.000 ha dansk skov er PEFC-certificeret.
PEFC og FSC er de to ordninger, der kan dokumentere, at skovforvaltningen opfylder kravene til en bæredygtig skovforvaltning, og Dansk Skovforening anbefaler generelt private danske skovejere at få deres skov certificeret efter en af de to standarder.
Dels det er en nem måde at vise over for samfundet, at skoven bliver drevet på ansvarlig vis. I en certificeret skov udlægges 10 procent af skovens areal nemlig til biodiversitetsformål, hvor naturværdierne i skoven kortlægges og registreres, og samtidig efterlades der stående træer til henfald, hvilket kommer bl.a. fugle og vedboende svampe til glæde. Desuden bliver hugstmængden kontrolleret som dokumentation for, at der ikke bliver hugget mere end skovens tilvækst.
Og dels fungerer certificering i stadig højere grad som “license to operate” på træmarkedet, hvor aktører efterspørger certificeret træ. Det afspejler sig i prissætningen, og dermed er det også økonomisk interessant for den enkelte skovejer at blive certificeret.
Udviklingen kan blive forstærket af udlægningen af 75.000 ha urørt skov i de danske statsskove, der hidtil har været storleverandør af certificeret træ. Det stopper nu, og dermed er der formentlig ekstra god plads til private certificerede skove på markedet.
Frivillighed driver udviklingen
Certificering bør altid ske på frivillig basis og ikke ved lovgivning og tvang. Certificeringsordningernes styrke er netop, at de er markedsbaseret og dermed drevet af frivillige og positive incitamenter. Omvendt hæmmer det nytænkning og udvikling, hvis alle aktører er bundet til lovhjemlede certificeringsordninger.
Mange års international erfaring viser desuden, at lovgivning og certificeringer fint kan arbejde sammen om at opfylde fastsatte bæredygtighedsmål, og at adgangen til certificering for skovejere bliver lettere i lande med robust lovgivning, der effektiv sikrer natur, friluftsliv og skovenes drift.
Selvom ordningerne er frivillige, har de vist sig meget robuste over tid, og derfor bør naturværdierne på certificerede arealer i højere grad anerkendes, mener Dansk Skovforening:
”Vi arbejder for, at de arealer, der udlægges til biodiversitetsformål, opnår politisk legitimitet på linje med juridisk beskyttet natur. Biodiversitetsarealer er en frivillig arealreservation, hvor markedets efterspørgsel af certificeret træ skaber nye levesteder for arter, der ellers har trange kår i den danske natur. Grundet den fortsatte efterspørgsel efter certificeret træ har denne frivillige beskyttelse en høj grad af permanens, hvorfor skovejeres bidrag til at beskytte arters levesteder selvfølgelig bør anerkendes politisk,” fastslår Dansk Skovforenings direktør, Anders Frandsen.
PEFC’S BESTYRELSE