Dansk skovbrug er i topform
Det viser seneste udgave af Private Skoves Økonomi. Det gennemsnitlige resultat er steget 20 procent, og det skyldes ikke mindst gode priser på råtræ, der har været på vej op siden 2018. Men der er fremgang på hele linjen, og bivirksomhed udgør fortsat størstedelen af de samlede indtægter.

Foto: Colourbox
Økonomien i dansk skovbrug er i topform.
Det viser Private Skoves Økonomi 2023, som Dansk Skovforening netop har udgivet til sine medlemmer.
Ifølge statistikken havde skovejerne i gennemsnit et overskud på godt 2.400 kr./ha – en stigning på 20 procent i forhold til 2022, som også slog rekord.
Det sker på trods af et mindre fald i hugsten på tre procent. Forklaringen på den forbedrede økonomi skal i stedet findes i de stigende priser på råtræ, som har været på en opadgående kurve siden 2018. Siden da er den gennemsnitlige pris pr kubikmeter træ steget mere end 40 procent og lå i 2023 på 566 kr./m3.
Bivirksomhed – primært jagt og boligudlejning – udgør stadig størstedelen af de samlede indtægter. Her er indtjeningen også steget, forklarer politisk konsulent Frederik Falk-Sørensen, der står bag statistikken:
”Økonomien er generelt forbedret, men der er ingen tvivl om, at gode råtræpriser er helt afgørende for en stærk økonomi i skovbruget.”
Resultater
De overordnede regnskabstal for 2023 er:
|
Traditionel skovdrift (træproduktion, juletræer og pyntegrønt) |
1.192 kr./ha |
|
Bivirksomhed |
1.366 kr./ha |
|
Samlet resultat af skovdriften |
2.439 kr./ha |
Det samlede resultat af skovdriften er opgivet før renter, afdrag og aflønning af ejer. Medregnes gennemsnitsrenten for jordbrug i en modelberegning med belåning af 50 procent af den gennemsnitlige offentlige vurdering, lander det samlede resultat efter renter på 2.332 kr./ha (se figur).

Gennemsnitligt resultat for privatejede skove. Se også indtægter og udgifter, herunder renter
Færre skove er med
Dansk Skovforening har udgivet regnskabsstatistikken Private Skoves Økonomi siden 1938 – kun afbrudt af besættelsen 1940-1945, og årets udgivelse er nummer 79 i rækken.
Publikationen bygger på regnskabstal, som private skove frivilligt indberetter. Efter en mindre stigning i deltagelsen sidste år er tilslutningen igen faldet: I år har 63 skove indberettet – mod 72 sidste år – og det samlede indberettede areal er faldet med 2331 ha.
Frederik Falk-Sørensen har derfor en opfordring til landets skovejere:
”Vi har virkelig brug for, at I hjælper os med at holde styr på skovbrugets økonomi ved at sende jeres tal ind til os.”
Han erkender, at det kan tage lidt tid at fylde indberetningsskemaet ud og holde øje med nøgletal i sin økonomi, men håber alligevel skovejerne vil tage sig tiden. Det har nemlig stor betydning for Dansk Skovforening.
”Det er en vigtig del af vores politiske arbejde med at sikre gode rammevilkår for skovbruget, og uden indberetninger kan vi ikke sige noget fornuftigt om skovbrugsøkonomien,” siger han og understreger, at Private Skoves Økonomi er den eneste statistik, der dokumenterer økonomien i private skove.
Hold øje med vores nyhedsbrev, hvor vi inden længe indkalder til indberetninger for regnskabsåret 2024.
