Dansk Skovforening: 30 procent beskyttet natur kræver et marked for biodiversitet
I stedet for at fokusere på restriktioner og båndlæggelser som grundlag for at få mere skov, bør regeringen i stedet skabe et marked for mere biodiversitet. Det skriver Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening, i Naturmonitor.

Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk
Dette debatindlæg er oprindeligt bragt i Naturmonitor den 21. august. 2026.
Skov er altid godt! Uanset forvaltningsform, så bidrager skov med en række positive og samfundsgavnlige effekter. Det kan være i form af CO2-optag, materialer til grøn omstilling, resttræ til vedvarende energi, grundvandsbeskyttelse, reduceret kvælstofudledning, rekreation og natur og biodiversitet.
Skoven er således en schweizerkniv med mange muligheder i forhold til både klima og biodiversitet, men selvfølgelig også med begrænsninger. For at blive i analogien, så øger det ikke funktionsværdien at slå alle knivblade og øvrige funktioner ud samtidig.
Et nyt studie fra Københavns Universitet viser tydeligt, at der vil være en forskel i skovens positive effekter alt afhængig af, om den forvaltes med henblik på urørt skov og fremme af biodiversitet eller skovbrug og produktion af klimavenlige materialer til den grønne omstilling.
Regeringsgrundlaget indeholder en ambition om en natur- og biodiversitetslov, hvor der skal afsættes 30 procent af Danmarks areal til beskyttet natur, heraf 10 procent strengt beskyttet natur. Samtidig siger regeringsgrundlaget at definitionen på beskyttet / strengt beskyttet natur skal baseres på faglige kriterier.
Hvis man tager udgangspunkt i biodiversitetsrådets definition, så har Danmark pt. ca. 1,8 procent beskyttet natur og ikke noget strengt beskyttet natur. De danske myndigheder følger en anden opgørelsesmetode og indberetter derfor til EU, at der er omkring 14,8 procent beskyttet natur i Danmark. (Fratrækkes golfbaner, motorveje og tankstationer, som visse steder indgår i disse arealer, så har vi ca. 14,3 procent beskyttet natur).
Hvis en ny natur- og biodiversitetslov skal baseres på biodiversitetsrådets kriterier, så skal der altså findes i omegnen af yderligere 1,2 millioner hektar, som skal udlægges til beskyttet og strengt beskyttet natur. I henhold til biodiversitetsrådets definition skal landbrug, skovbrug og fiskeri som hovedregel undgås i de beskyttede områder, mens det vil være helt forbudt i de strengt beskyttede arealer. Det er altså 30 procent af Danmark, hvor der ikke vil være grundlag for egentlig økonomisk aktivitet.
Tager man i stedet udgangspunkt i myndighedernes indrapportering til EU, så mangler vi ca. 15,5 procent. Det er også et ganske omfattende areal på ca. 650.000 hektar. Det vil i givet fald medføre, at man skal pålægge lodsejerne en række restriktioner og forpligtelser, og så vil man stå med en løsning, som ikke lever op til den biologiske fagligheds kriterier.
Det store tema, som indtil videre har været ganske fraværende i debatten om en natur- og biodiversitetslov er imidlertid, hvem der i givet fald skal lægge jord og arealer til denne gigantiske arealomlægning – og på hvilke vilkår?
Set fra et lodsejerperspektiv kan det godt virke temmelig bekymrende, at regeringsgrundlaget tilsyneladende slet ikke forholder sig til denne ret centrale problemstilling.
Omkring år 1800 var der stort set ikke noget skov tilbage i Danmark. Det gav mangel på tømmer til materialer, og derfor iværksattes en genplantning og skovrejsning. Hen over de sidste 200 år er vi gået fra 2-3 procent skov til ca. 15 procent skov. Heraf er langt hovedparten privat skov.
Ofte er det i de private løvskove med aktivt skovbrug, at der findes det bedste udgangspunkt for at fremme biodiversiteten yderligere. Fra den biologiske faglighed peges der således ofte på disse arealer, som de steder, hvor man hurtigst kan gøre mest for biodiversiteten.
Det rejser imidlertid en række centrale politiske, juridiske og økonomiske spørgsmål om, med hvilken ret og i hvilket omfang, man i givet fald føler sig berettiget til at råde og regere over andre folks private ejendom. Navnlig, når de pågældende skovejere har gjort en masse godt ved at plante skov.
Aktivt skovbrug med træproduktion for øje er et stort samfundsgode. Det bidrager i udtalt grad til at løse klimaudfordringen. De leverer et fornybart råstof, binder CO2 og bidrager til at erstatte mere klimabelastende materialer. Det er en væsentlig del af den grønne omstilling. Og samtidig med, at de gør dette, så gør disse skove også en masse andet godt i forhold til grundvandssikring, kvælstofreduktion, rekreative muligheder osv.
Lidt firkantet sagt, så er alt skov godt for meget og stort set ikke dårligt for noget.
Man kan sagtens ønske, at vi havde langt mere og bedre biodiversitet, men man kan ikke komme uden om, at de jordejere, som har plantet skov de sidste 200 år, i praksis er blandt dem, der har gjort mest for natur og biodiversitet.
At de samtidig har gjort det på en måde, hvor de også har øje for, at der skal være økonomi i skovbruget, er vanskeligt at klandre dem for. Det er jo sådan set en forudsætning for, at det bliver plantet.
Hvis man vil ændre forvaltningen af disse arealer så der i stedet er fuld fokus på biodiversitet, så kræver det, at der er økonomi og frivillige og positive incitamenter til denne omlægning. Biodiversitet koster penge, og en kommende biodiversitetslov bør derfor have fokus på at skabe et marked for natur- og biodiversitetsfremmende tiltag frem for at lave båndlæggelse og restriktioner.
