Dansk Skovforening mødtes med skovens nye minister

I slutningen af august blev Jeppe Bruus udnævnt til trepartsminister. Derfor har Dansk Skovforening lagt vejen forbi det nye Ministerium for Grøn Trepart for at drøfte med ministeren, hvordan vi bedst når trepartens mål om 250.000 ha skovrejsning.

Dansk Skovforenings direktør; Anders randsen (tv.), sammen med nyudnævnte trepartsminister, Jeppe Bruus (th.)

Det er kun knap halvanden måned siden, at Danmarks fik en minister for grøn trepart, men allerede nu er flere områder fra både Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen blevet flyttet til det nye Ministerium for Grøn Trepart og den nye Styrelse for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, herunder ikke mindst skovene. 

Hovedopgaven for Ministeriet for Grøn Trepart bliver at implementere den aftale, der blev indgået i den grønne trepart, bl.a. at omlægge det danske landskab til meget mere skov. Konkret lyder det i aftalen, at der skal rejses 250.000 ha ny skov frem mod 2045.  

Netop nu er politiske forhandlinger om den grønne trepart i gang, og derfor har Dansk Skovforening været til møde med nyudnævnte trepartsminister Jeppe Bruus for at aflevere vores indspil til forhandlingerne.  

Det er blandt andet i form af fire faglige notater med vigtige anbefalinger til, hvordan vi bedst kommer i mål med at rejse trepartens skove. Du kan finde notaterne ved at klikke her. 

På mødet kvitterede Dansk Skovforening for, at der er blevet gennemført en grøn trepart med massivt fokus på skovrejsning, men udtrykte også bekymring for, at aftalen om grøn trepart ikke indeholder incitamenter til at rejse skov i større sammenhængende arealer, eller hvor det giver størst mulig værdi for samfundet, fortæller direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen: 

“Derfor anbefaler Dansk Skovforening en trappestigemodel, hvor støtten til at omlægge arealer til skov ikke er ens over hele landet, men kan variere afhængigt af, hvilke samfundsmæssige synergier skovrejsningen understøtter,” siger han og fortsætter:  

“Samtidig udtrykte vi også bekymring for, om støttesatsen i sin eksisterende form er tilstrækkelig høj til at gøre det muligt for den enkelte landmand at omlægge sin jord.” 

Sidst men ikke mindst drøftede Dansk Skovforening også med ministeren, at der er en udfordring med, at al skovrejsning går i stå i den kommende periode frem til, at den nye nationale støtteordning, som skal realisere planen om 250.000 ha ny skovrejsning, er godkendt i EU.  

“Det forventes at falde på plads i efteråret 2025, og hvis ansøgninger om skovrejsning derefter ikke behandles hurtigt og smidigt, risikerer vi at være fremme ved foråret 2027, før der kommer planter i jorden. Det vil være en lang periode for planteskoler og skovdyrkningskonsulenter at skulle vente,” siger Dansk Skovforenings direktør.