Dansk Skovforening planter skoven i mediebilledet

Det seneste halve år har Dansk Skovforening været vidt omkring i forskellige danske medier om alt fra brug af biomasse til energi til debatten om adgang til de private skove. Her kan du få et overblik over de forskellige artikler, indslag og debatindlæg, som har løftet centrale skovagendaer ind i den offentlige debat.

Dansk Skovforening har siden årsskiftet haft travlt med at løfte både politiske sager og mange spændende skovarrangementer, bl.a. Skovekskursion, Naturmødet og skovpolitiske debatter på Folkemødet.  

Samtidig har vi haft høj aktivitet på presse- og mediearbejde, hvor vi er kommet bredt ud og har sat fokus på forskellige dagsordner, som du kan læse om nedenfor. 

Biomassens rolle i det grønne danske energimix 

Der har i løbet af især foråret og forsommer igen været stort fokus på brug af biomasse i energiforsyningen i Danmark, hvor organisationer taler for, at vi bør udfase brug af biomasse i Danmark. Senest er der i regeringsgrundlaget præsenteret planer for at undersøge muligheden for udfasning af importeret biomasse.  

På den baggrund har Dansk Skovforening skrevet debatindlæg i bl.a. PolitikenKlimamonitor og Naturmonitor og medvirket i artikler og indslag i KlimamonitorWood Supply og i DR P1’s radioprogram ”Guld og Grønne Skove” om biomassens vigtige rolle i det danske energimix i en stabil energiforsyning. Her har vi understreget, at biomasse er en vedvarende energikilde, der både bidrager til at udfase fossile energikilder og er vejen til at nå de danske klimamål i kombination med BECCS.  

Nej tak til øget adgang og allemandsret 

Op til folketingsvalget var der gang i debatten om øget adgang til natur og skov i Danmark, hvor særligt Friluftsrådet er fortaler for mere adgang. I regeringsgrundlaget har regeringen lanceret, at der skal nedsættes en ”allemandsretskommission”, der skal se på muligheder for at lempe adgangsreglerne til dansk natur efter svensk og norsk eksempel, hvor man netop har såkaldt allemandsret. 

Dansk Skovforening har fra start markeret sig i debatten med argumenterne om, at Danmark har velfungerende adgangsregler, og at danskerne er tilfredse med deres skovbesøg og de nuværende muligheder, de har for at færdes i naturen, hvilket viser, at der reelt ikke er et bredt ønske i befolkningen om mere adgang.  

Den politiske udmelding om en allemandsretskommission skaber usikkerhed om skovejernes rammevilkår, ikke mindst den private ejendomsret. Dette svækker skovejernes incitament til at indgå samarbejdsaftaler med fx spejdere og friluftsforeninger og lysten til at rejse ny skov, hvilket skader grøn omstilling og målet i den grønne trepart om at rejse 250.000 ha ny skov frem mod 2045. 

Vi har skrevet debatindlæg i Altinget og Naturmonitor og medvirket i artikler og indslag på TV 2 NyhederneNaturmonitor og Landbrugsavisen om allemandsret i regeringsgrundlaget.  

Efter sommerferien vil Dansk Skovforening fortsat sætte de mange uhensigtsmæssige konsekvenser ved allemandsret på dagsordenen. 

Asbestaffald pibler frem i danske skove 

Reglerne for privates håndtering af asbestaffald blev skærpet i 2025, og det har medført en stigning af ulovlig dumpning af asbest i de danske skove, som vi særligt så konsekvenserne af i løbet af foråret.  

Dette har Dansk Skovforening været med til at belyse i TV 2 News den 19. april, DR TV-avisen den 26. april, til dr.dkTV MidtVest og TV 2 Østjylland, hvor vi har efterspurgt politisk handling på området. Sideløbende har vi sat fokus på tilsvarende udfordringer med dumpning af affald og skrald i skovene i bl.a. TV 2.dk, DR Nyhederne den 28. april og i Folketidende.dk. 

I kølvandet på vores indsats er det positivt, at der i regeringsgrundlaget fremgår et punkt, hvori regeringen slår fast, at den vil se på håndtering og løsninger i forhold det voksende problem med dumpning af asbestaffald. 

Grøn trepart – mere fart på skovrejsning 

Aftalen om den grønne trepart har et mål om at rejse 250.000 ha ny skov inden 2045. Men lige nu går det langsomt med skovrejsningen, og det er der flere årsager til. Det gælder bl.a. bureaukratiske benspænd, der forhaler bl.a. ansøgningsprocessen, og en ensartet værditabskompensation, der bør ændres til en differentieret ordning, så skoven rejses dér, hvor den har størst værdi for samfundet med flest synergieffekter for bl.a. klima og biodiversitet.  

Udfordringerne med skovrejsning har Dansk Skovforening sat fokus på i bl.a. TV 2NaturmonitorInformation og EcoTech, hvor vi også har præsenteret konkrete forslag til regeringen om, hvordan man får skovrejsningen op i tempo.  

Forsidehistorie: Danske godser overrendes af myndigheder 

Antallet af myndighedsbesøg på danske naturejendomme er steget de seneste år. Særligt i områder med naturbeskyttelse som Natura 2000-arealer og arealer langs søer og vandløb oplever lodsejere stadig flere besøg fra forskellige tilsyn og overvågningsaktiviteter.  

Lindenborg Gods er et eksempel på udviklingen. I 2026 forventer godset at få mere end 100 besøg fra myndigheder i forbindelse med overvågning under NOVANA – svarende til et besøg omtrent hver anden arbejdsdag. Samme billede tegner sig hos Gisselfeld Kloster, der har arealer i beskyttede naturområder.  

Denne udvikling beskrev Jyllands-Posten med en forsidehistorie den 12. Maj. Efterfølgende fulgte flere medier op på historien, blandt andet AgriWatch, Naturmonitor, Wood Supply, Effektivt Landbrug og BT.