Dansk Skovforening: Skovrejsning drukner i regler, skøn og lange sagsbehandlingstider

Der skal luges gevaldigt ud i unødige regler og uhensigtsmæssigt bureaukrati, hvis vi skal nå i mål med den politiske ambition om skovrejsning i Danmark, skriver Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.

Debatindlægget her er oprindeligt bragt i Naturmonitor 19. januar 2026.

Regeringen har sat et ambitiøst mål om at etablere 250.000 hektar ny skov, og i dag, mandag, er minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), vært for et stort skovkonvent i Odense, hvor han skal præsentere status for skovrejsningen. Selvom de politiske ambitioner er høje, er realiteten desværre, at man ikke er nået så langt med den konkrete skovrejsning, som man kunne ønske sig.

Den nyeste opgørelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) viser, at der indtil videre er søgt støtte til skovrejsningsprojekter under den nye skovrejsningsordning svarende til et areal på kun godt 2.000 hektar.

Det kræver ikke kun stor vilje til dialog og samarbejde i de lokale grønne treparter at nå i mål. Det kræver også, at barrierer i form af lovgivning og bureaukrati bliver ryddet af vejen, og at kommunerne går mere smidigt til værks, når de skal behandle ansøgninger om skovrejsning.

De lokale treparter har det seneste år været i fuld gang med omlægningsplaner, der blandt andet skal realisere målet om 250.000 hektar skovrejsning. Samtidig oplever vi hos Dansk Skovforening desværre, at lodsejere, der står klar med et skovrejsningsprojekt, løber panden mod en mur, når projektet skal godkendes.

Lokale særkrav spænder ben

Det kan skyldes flere faktorer. Eksempelvis tilføjer nogle kommuner supplerende kriterier for skovrejsning i kommuneplanerne. Det kan være båret af hensyn til modsatrettet lovgivning, men i mange tilfælde er det båret af andre lokale hensyn, hvor det indimellem kan være svært at se formålet – og hvor det bidrager til at bremse muligheden for skovrejsning. Det kan eksempelvis være krav til valg af træart i forbindelse med skovrejsningen, eller at skoven ikke må overstige en vilkårligt fastsat arealstørrelse.

De yderligere krav gælder vel at mærke også i områder, der i forvejen er udpeget som ’skov-ønsket’, og hvor det derfor burde være en formsag at få godkendt et skovrejsningsprojekt.

De lokale og kommunale hensyn ender således ofte med at kollidere med det politiske ønske om at skabe større, sammenhængende skovområder.

Derudover skaber det selvsagt længere sagsbehandlingstider i kommunerne og bidrager til en usmidig proces. Det kan endda bevirke, at nogle helt opgiver et projekt om skovrejsning.

Omkring hvert tredje hektar er på forhånd lukket land

Samtidig er det særdeles uhensigtsmæssigt, at så store arealer i dag er udpeget som såkaldte minusområder, hvor skov som udgangspunkt er uønsket. Faktisk er det cirka en tredjedel af Danmarks arealer, der falder i denne kategori.

Tiden er derfor inde til, at man får blødt lidt op på begreberne og ser på mulighederne for en ny landskabsplanlægning, hvor man forholder sig mere fleksibelt til skovrejsning – selvfølgelig med respekt for udsyn til kyster og ådale.

Lang sagsbehandling og overimplementering bremser tempo

Parallelt med kommunernes egne benspænd udgør også dansk implementering af EU-regler en konkret barriere. Det gælder for eksempel EU’s VVM-direktiv, hvor Danmark har valgt ikke at sætte minimumsgrænser for hverken screeninger eller miljøkonsekvensvurderinger.

Det betyder i realiteten, at et projekt om skovrejsning altid skal underlægges en konkret vurdering af, om der skal laves en miljøvurdering, også selvom skovrejsning på tidligere intensivt dyrkede landbrugsjorder kun kan have positiv miljøeffekt. Og endeligt bremses projekterne af de lange sagsbehandlingstider, ikke mindst hos nationale myndigheder. Sagsbehandlingstiden i Miljø- og Fødevareklagenævnet er aktuelt cirka 16 måneder på naturområdet, og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det vil ændre sig i positiv retning.

Der er således nok at tage fat på, hvis vi skal have ryddet de mange unødige barrierer af vejen.

Det kræver en samlet indsats, og at man både fra statslig og kommunal side er villige til at se åbent på udfordringerne og tage fat om nældens rod.