Skovejere står klar til at levere på biodiversitet – nu skal systemet følge med
Interessen blandt skovejere for at styrke biodiversiteten i eksisterende skove er stor. Alligevel er den populære tilskudspulje blevet udskudt, og midlerne er langt fra tilstrækkelige. Dansk Skovforening opfordrer derfor til, at der åbnes for en ny ansøgningsrunde allerede i 2026 – og at puljen får et markant løft.

Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk
Skal Danmark nå regeringens ambitioner om mere natur, biodiversitet og skov, kræver det, at der skrues op for tempoet. Derfor undrer det Dansk Skovforening, at den højt eftertragtede pulje til biodiversitet i eksisterende skove er blevet udskudt, samtidig med at midlerne i puljen slet ikke matcher den store efterspørgsel fra skovejerne.
Tilskudsordningen for biodiversitetsskov er et effektivt og frivilligt redskab, der gør det muligt for private skovejere at omlægge eksisterende skov til gavn for natur og biodiversitet. Ordningen er åben for alle og relativt enkel at søge – og netop derfor har interessen været overvældende.
Stor interesse – men alt for få midler
I 2025 søgte 372 private skovejere om støtte til biodiversitetstiltag i deres skove for i alt 141 mio. kr. Der var imidlertid kun afsat 31 mio. kr. i puljen, hvilket betød, at langt størstedelen af ansøgningerne måtte afvises, hvilket samlet set er i omegnen af 3.000 ha.
Ifølge Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening, er tallene et klart udtryk for, at skovejerne står klar til at levere – hvis rammerne er til stede.
“Når der søges for mere end tre gange så meget som puljen rummer, er det et tydeligt signal om, at finansieringen er for lav. Skovejerne er klar til at levere på biodiversiteten – nu mangler vi, at systemet følger med,” siger Anders Frandsen.
En ny ansøgningsrunde var oprindeligt planlagt til foråret 2026, men er nu blevet udskudt til 2027 på grund af IT-opdateringer hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV). Den kommende pulje forventes at udgøre 46,95 mio. kr.
Frivillig omlægning giver hurtig effekt
Den grønne trepart har lagt op til, at der rejses 100.000 ha urørt skov som led i de samlede natur- og klimaambitioner. Ifølge Dansk Skovforening er der imidlertid langt hurtigere og større biodiversitetseffekt at hente ved at omlægge eksisterende skov til urørt – især, når det sker gennem frivillige ordninger.
Samtidig har interessen for tilskud til ny urørt skov været begrænset i den første ansøgningsrunde. Der er kun søgt om 19 ha urørt skovrejsning pr. 1. januar 2026.
“Det er lidt kontraintuitivt, at der i den grønne trepart afsættes adskillige milliarder kr. til urørt skovrejsning, som der aktuelt er meget begrænset interesse for og som først vil levere biodiversitet om mange årtier, mens en frivillig ordning med dokumenteret effekt på biodiversiteten i eksisterende skov bliver begrænset af både økonomi og forsinkelser,” påpeger Anders Frandsen.
Opfordring: Åbn for ansøgningsrunde i 2026
Dansk Skovforening opfordrer derfor til, at der – som oprindeligt planlagt – åbnes for en ny ansøgningsrunde allerede i 2026, og at puljen samtidig styrkes markant, så den bedre matcher interessen og de politiske ambitioner.
“Hvis vi vil have mere biodiversitet her og nu, giver det god mening at bygge videre på de ordninger, der virker, og som skovejerne bakker op om. En større og mere stabil pulje vil være et oplagt sted at starte,” siger Anders Frandsen.
Regeringen arbejder på at præsentere en ny natur- og biodiversitetslov i løbet af 2026. Dansk Skovforening håber, at arbejdet med loven vil give anledning til at drøfte både en udvidelse og en fortsættelse af puljen til biodiversitetsskov – til gavn for naturen, skovejerne og de samlede grønne ambitioner.
