Dansk Skovforenings formand genvalgt for de næste to år

Fire medlemmer blev genvalgt, mens to blev skiftet ud i foreningens bestyrelse ved onsdagens generalforsamling ved Stensballegaard. Dagen bød også på gennemgang af et begivenhedsrigt år i dansk skovpolitik samt indlæg fra både Skovrådets formand og USA-analytiker Mads Fuglede.

Foto: Joakim Bisgaard Jensen

Onsdag holdt Dansk Skovforening generalforsamling på Stensballegaard Gods ved Horsens.
Her blev fire bestyrelsesmedlemmer genvalgt for de næste to år, herunder foreningens formand, Peter A. Busck, ejer af Rye Nørskov. De tre øvrige genvalgte medlemmer er:

  • Jens Kristian Poulsen, direktør i Stiftelsen Sorø Akademi
  • Bendt Wedell, ejer af Frijsenborg Gods og Wedellsborg Gods
  • Kristian Schrøder Hart-Hansen, direktør på Astrup Gods

Ændringer i bestyrelsen

To medlemmer har dog også forladt bestyrelsen. Det gælder bl.a. Steen Riber, der er skiftet fra Hedeselskabet og skovbranchen til et job hos landbrugsvirksomheden VKS. I hans sted blev Torben Hjøllund Mortensen valgt ind, som til dagligt er regionschef i Dalgas’ skovdivision i Midt- og Vestjylland.

Også Lars Skou Gleerup fra Skovdyrkerne trådte ud af bestyrelsen, da han ikke længere er formand for skovdyrkerorganisationen, der i stedet har valgt Hans Christian Teisen som ny formand. Han blev derfor indstillet som ny kandidat til Dansk Skovforenings bestyrelse, hvor han blev valgt ind ved onsdagens generalforsamling.

Torben Hjøllund Mortensen, regionschef i Dalgas’ skovdivision i Midt- og Vestjylland, er et af to nye medlemmer, der blev valgt ind Dansk Skovforenings i bestyrelse. Foto: Joakim Bisgaard Jensen

Økonomi

Generalforsamlingen vedtog bestyrelsens forslag om at hæve kontingentsatsen med to procent. Samtidig fastholdes honorarer til bestyrelsens forretningsudvalg:

  • Formand: 326.557 kr.
  • Næstformand: 163.278 kr.
  • Tredje medlem: 81.693 kr.

Dansk Skovforenings direktør, Anders Frandsen, præsenterede regnskabet for det forgangne år, der viste et positivt resultat:

  • Resultat før skat: 0,58 mio. kr.
  • Balance: 57,5 mio. kr.

Til gengæld led foreningens datterselskab, DSH Wood, et underskud på 22 mio. kroner. Formand Peter A. Busck forklarede, hvordan det skuffende resultat fik bestyrelsen til at handle hurtigt og indsætte en ny direktør, Lasse Skovlund Bech, som allerede ser ud til at have vendt udviklingen.

Der blev også plads til både sandwich, kaffe og kage. Foto: Joakim Bisgaard Jensen

Synlighed i begivenhedsrigt år

Formandsberetningen kom også omkring de mange sager, som Dansk Skovforening har arbejdet med siden sidste års generalforsamling.

Det gælder ikke mindst den grønne trepart, som har været en stor opgave for sekretariatet. Her har vi løbende bidraget med input – fx med forslag om en trappestigemodel til at belønne synergier i skovrejsning samt om vigtigheden af at etablere skove på store, sammenhængende arealer. Disse forslag blev først spillet ind til den grønne trepart og senere justeret som bidrag til de politiske forhandlinger, der i sidste uge resulterede i en bred Folketingsaftale.

Foråret og efterårets kampagne for dansk skovbrug fik også et par rosende ord med på vejen af formanden, ligesom foreningens succesfulde tilstedeværelse på Naturmødet i Hirtshals blev fremhævet som positivt for Dansk Skovforenings synlighed.

Udskydelse af EUDR, positiv implementering af EU’s seneste direktiv for vedvarende energi (REDIII) samt foreningens arbejde for at gøre vindmøller i skove muligt var også del af Peter A. Buscks gennemgang af et begivenhedsrigt år i Dansk Skovforening.

Stensballegaard Gods lagde lokaler til årets generalforsamling, hvor de fremmødte kunne nyde en fin udsigt til Stensballegaard Golfklub og Horsens Fjord. Foto: Malene Breusch Hansen

Oplæg fra Skovrådet og USA-ekspert

Før den formelle del af generalforsamlingen blev skudt i gang ved dirigent Lars Hvidtfeldt, var der også plads til to indlæg.

Først fra Skovrådets formand, Peter Kofoed, der fortalte om rådets anbefalinger til minister for grøn trepart Jeppe Bruus, der skal gøre ambitionen om 250.000 ha skovrejsning til virkelighed inden 2045.

Der skal være tilstrækkelige incitamenter til at rejse skov, og lodsejere skal befries fra den tunge administrative sagsgang, som hæmmer nuværende skovrejsningsordninger, lød det blandt andet fra skovrådsformanden, der til dagligt er bæredygtighedschef hos Ørsted, der producerer varme med bl.a. biomasse fra skove. Derfor afsluttede han sit indlæg med følgende bemærkning:

“Jeg håber, at Ørsted stadig brænder biomasse af i 2045 – men også at vi har fået en masse ny skov.”

USA-ekspert Mads Fuglede leverede dagens andet indlæg via et Teams-link direkte fra morgenstunden i USA. Her gav han en grundig analyse af valget og forklarede, hvorfor Trump opnåede en så overbevisende sejr i de 50 forenede stater.

USA-analytiker og folketingsmedlem (DD) Mads Fuglede var dagens krydderi med et oplæg om baggrunden for det amerikanske valgresultat. Foto: Joakim Bisgaard Jensen