Dansk Skovforenings julekalender – 24 fantastiske træarter

24. december: Nordmannsgran

GLÆDELIG JUL! Dansk Skovforenings julekalender er nået til det allersidste opslag, og det handler selvfølgelig om ingen anden end nordmannsgranen, der i disse dage for mange nok er bedre kendt som JULETRÆET!

Nordmannsgran er ikke hjemmehørende i Danmark, men blev indført i 1850. I nyere tid har Nordmannsgranen i vid udstrækning erstattet rødgranen som juletræsfavorit på grund af sin evne til at holde nålene på i længere tid, når først det er fældet og kommet indenfor. I dag findes nordmannsgran rundtom i hele landet i plantager med juletræer eller pyntegrønt. I alt er ca. 6 procent af det danske skovareal tilplantet med nordmannsgran. 

Traditionen med juletræet er kommet til Danmark fra Tyskland. Der er juletræet blevet brugt i hvert fald siden 1500-tallet lokalt, men fra ca. 1800-tallet breder skikken sig op gennem Tyskland. Man mener, at det første juletræ i Danmark blev tændt i begyndelsen af 1800-tallet. Der skulle dog gå lang tid, før skikken bredte sig til resten af Danmark – først omkring første verdenskrig var det en uundværlig tradition i danske hjem til jul. 

Navn: Nordmannsgran (Ábies normanniána) 

Levested: Nordmannsgran er ikke hjemmehørende i Danmark. Det vokser naturligt i Kaukasus og det nordlige Tyrkiet og blev indført i Danmark i 1850 – Nordmannsgran har i øvrigt sit navn efter den finske botaniker Nordmann, som fandt træet i Kaukasus i 1836.  

Nordmannsgran findes stort set ikke som almindeligt skovtræ, men udelukkende i plantager med juletræer eller pyntegrønt. I alt er ca. 6 procent af det danske skovareal tilplantet med nordmannsgran. 

Kendetegn: Nålene er mørkegrønne og blanke med to tydelige hvide striber på undersiden og stump ende, hvor det ser ud, som om spidsen er hakket af. Skuddene er fyldige, og træet udvikler sig meget regelmæssigt. Hvis det står frit, bliver de nederste grene siddende – selv på gamle træer. 

Anvendelse: Nordmannsgran har ingen større betydning som leverandør af træ, fordi den vokser ret langsomt. Veddet kan dog bruges som bygningstømmer, og særlig langsomt vokset træ af fin kvalitet bruges til violinbunde. Med sine mørkegrønne, blanke nåle, de fyldige skud og regelmæssige opbygning har nordmannsgranen i stedet fået stor betydning som juletræ og pyntegrønt i Danmark. 

23. december: Eg

På denne næstsidste dag i Dansk Skovforenings julekalender med træarter fra de danske skove vender vi tilbage til de danske skoves rødder og tager fat i et velkendt, hjemmehørende træ: eg.

Eg er næsten lige så udbredt i Danmark som bøg og rødgran, som du også kan læse om i julekalenderen – 12 procent af det danske skovareal er dækket af eg, mens 13 procent er dækket af hhv. bøg og rødgran.

I Danmark findes naturligt to arter af eg: stilkeg og vintereg. Stilkeg er den mest almindelige. På afstand kan de to arter være stort set umulige at skelne fra hinanden. Men kigger man nærmere efter, har de hver især deres kendetegn. På begge arter sidder frugterne – agern – i en lille skål, men på stilkeg har skålen, som navnet siger, en lille stilk, der sidder fast på kvisten, mens agernet på vintereg sidder helt tæt til kvisten. Pudsigt nok forholder det sig omvendt med hensyn til træets blade: Bladene på stilkeg har næsten ingen stilk, mens vinteregen har en ca. 2 cm lang bladstilk.

Længere tilbage i historien blev egetræ i stort omfang brugt til skibstømmer – og huse – fordi det er stærkt og holdbart. Der blev imidlertid ikke plantet nye træer, og da Danmark i begyndelsen af det 19. århundrede mistede en stor del af sin flåde, begyndte både staten og lodsejere at plante egetræer til senere at kunne bygge skibe af. De egetræer har derfor fået navnet flådeege. Der blev dog ikke brug for at bygge en træflåde, da træerne først var klar til at kunne blive fældet, og mange af egene står derfor stadig i dag.

Danmarks ældste træ er en eg – Kongeegen – der står i Jægerspris Nordskov og vurderes til at være over 1500 år.

Navn: Stilkeg (Quercus robur) og vintereg (Quercus petraea)

Levested: Egen indvandrede til Danmark for ca. 7000 år siden. Stilkegen findes overalt i Danmark, mens vintereg hovedsagligt findes i Midt- og Østjylland og på Bornholm. Stilkegen kan gro på stort set alle jordbundstyper, men dens svaghed er det store lyskrav. Vinteregen vokser også på mange jordbundstyper, men det ældre træ er mere sårbart over for oversvømmelse af rødderne.

Kendetegn: Egen kan kendes på sine frugter, agern, eller på bladene, der er glatte og har små lapper i kanten. På afstand kan de være stort set umulige at skelne fra hinanden, men der er små forskelle. Stilkegs agern sidder på en lille stilk, mens vinteregens sidder tæt til kvisten. Omvendt har stilkegens blade næsten ingen stilk, mens vinteregens blade sidder på ca. 2 cm lange stilke.

Anvendelse: Vinteregen bruges som Stilkegen. De anvendes først om fremmest som vedproduktion i skovbruget, men bruges også i fx skovbryn og læbælter. Veddet er meget stærkt – dog ikke helt så stærkt som bøgs – og meget holdbart. Derfor bruges det fx til møbler, gulve og hegnspæle.  

22. december: Thuja

I dag skal vi igen have fat i en af de mindre kendte arter: thuja. Thuja vokser – ligesom ædelcypres, du kan læse mere om i julekalenderen fra den 18. december – naturligt i et smalt bælte langs stillehavskysten, i det nordvestlige USA. Her kan en thuja blive op til 1000 år gammel! Træet blev indført til Danmark i 1853 for at bruge i parker, men fra slutningen af 1800-tallet begyndte det også at blive dyrket i de danske skove. I dag vokser thuja mest på de bedre jorde på øerne.  

Thuja er let at forveksle med cypres, men de to kan kendes fra hinanden ved, at thujatræets top stikker lige op i luften, mens cypres har hængende topskud, der bøjer nedad – man kan bruge huskereglen “T for thuja, C for cypres” for henholdsvis den oprejste top og den hængende top, der nærmest danner et C.  

Navn: Thuja (Thuja plicata) 

Levested: Thuja vokser naturligt i et smalt bælte langs stillehavskysten i det nordvestlige Amerika fra British Columbia til det nordlige Californien. Siden slutningen af 1800-tallet er det blevet dyrket i danske skove. Thuja vokser godt på fugtig lerjord i nær kysten og findes i dag mest på de bedre jorde på øerne. 

Kendetegn: I modsætning til de fleste andre nåletræer sidder grenene ikke i kranse omkring stammen, men spredt. Thujaens nåle har små, grønne og blanke skæl, der ligger som tagsten uden på hinanden. Skuddene er flade og forgrener sig. 

Thuja kan nemt forveksles med ædelcypres, men kan kendes på den oprejste top. Koglerne er også forskellige: Thujaens kogler er aflange med tynde, taglagte skæl, mens ædelcypres’ kogler er kuglerunde. 

Anvendelse: Thujas kerneved har et højt indhold af stoffer, der er giftige for insekter og svampe, så også uden imprægnering er det meget holdbart. Derfor bliver det brugt til udendørs formål som vinduesrammer, beklædning af huse, hegn og havemøbler.  

Træets stedsegrønne løv bliver også brugt til pyntegrønt. 

21. december: Elm

I dag skal det handle om en gammel kending i de danske skove: elm – eller storbladet elm, som er den elmeart, der findes i de danske skove. 

Elmetræet indvandrede sammen med lind ca. 7500 år f.v.t., og i årtusinder var den et udbredt skovtræ i Danmark. Men så kom elmesygen – en svamp, der angriber vækstlaget i stammen og forhindrer, at træet kan føre vand fra rødderne op til bladene. Svampen får hjælp af elmebarkbillen til at sprede sig fra træ til træ, og op igennem 1900-tallet har elmesyge taget livet af så mange elmetræer, at træet i dag næsten er udryddet. 

Det kan sidestilles med det forløb, vi senere har set med asketræer, der er blevet angrebet af asketoptørre, som du kan læse mere om i julekalenderen fra den 7. december. Men hvor der ser ud til at være lys for ende af tunnelen ift. at udgå asketoptørre og få flere asketræer tilbage i det danske skovbrug, er der endnu ikke fundet en måde at undgå elmesyge.  

Elmen er nok særligt kendt for sine frugter, der bliver kaldt manna. Manna er små vingede nødder, der sidder i tætte klaser på elmetræet. De kan plukkes og spises, mens de er grønne.  

Navn: Storbladet elm (Ulmus glabra) 

Levested: Elm er udbredt i det meste af Europa og visse steder i Asien og er en hjemmehørende art i Danmark. På grund af elmesygen er der dog ikke mange træer tilbage, men der er høstet og gemt en mængde mannafrø, der kan blive sået, hvis elmesygen bliver udryddet.  

At elm næsten ikke bliver plantet i skovbruget skyldes dog ikke kun elmesygen. Veddet indeholder ofte fejl som fx revner og store knaster og kan derfor ikke sælges. Samtidig vokser unge elme voldsomt og kvæler andre planter og træer. Det er ellers et af vores mest stormfaste træer, og det tåler frost. 

Kendetegn: Elm kan let kendes på bladene, der har en ru overflade og er takkede og smule asymmetriske, så ene side ofte er lidt større end den anden. Desuden kan frugterne kaldet manna også nemt genkendes.  

Anvendelse: Elmetræet er rigtigt godt til stævningsskov, hvor træerne med jævne mellemrum (10 – 50 år) bliver skåret af lige over jorden, hvorefter den igen skyder lange tynde skud fra stubben.  

Tidligere brugte man de lange slanke stammer til stager, redskaber, møbler, gulve, skibskøle, klokkeophæng, vogne og en lang række andre ting, der krævede stærkt træ. 

20. december: Valnød

Inden jul skal vi også nå forbi et træ, som du formentlig bedst kender for sine frugter: valnød. 

Botanisk set er valnødder egentlig stenfrugter. Nødderne er omgivet af grønt frugtkød, der får dem til at minde om små limefrugter. Når frugten er moden, åbner frugtkødet sig og stenen – valnødden – kommer til syne. 

Valnøddetræet er ikke udbredt i de danske skove, men bliver brugt i indblandinger eller holme. Dyrkningserfaringer viser, at træet faktisk klarer sig så godt, at det umiddelbart kan undre, at det ikke dyrkes i nævneværdigt omfang i det danske skovbrug, men det kan bl.a. skyldes, at træet er meget sårbart over for frost, der kan skade træet dødeligt.  

Derfor er valnød også blandt de arter, der forventes at kunne trives rigtig godt i Danmark i fremtiden og blive mere interessant for skovbruget at arbejde med i trit med, at klimaforandringer bl.a. hæver temperaturen – sammen med fx avnbøg, ægte kastanje, fuglekirkebær og røn, som du kan læse om i tidligere opslag i Dansk Skovforenings julekalender. 

Og i julens ånd vil vi også lige tilføje her fra Dansk Skovforening, at valnødden er god at lave snaps af.  

Navn: Almindelig valnød (Juglans regia) 

Levested: Valnøds naturlige udbredelse er fra Sydøstbalkan og Lilleasien og mod Himalaya, og den er blevet indført til Danmark senest omkring 900-tallet. Valnød har i dag ingen egentlig betydning for det danske skovbrug, men den findes i skovene i indblandinger eller holme.  

Kendetegn: Valnøddetræet kan bedst kendes på sine frugter – valnødderne – der først sidder indkapslet i grønt frugtkød i 3-6 cm store kugler, der får dem til at ligne små limefrugter. Under frie forhold er træets krone bred og uregelmæssig og med mange bugtede grene.  

Anvendelse: Udover at producere næringsrige, spiselige nødder skaber valnøddetræet også værdifuldt ved, der er eftertragtet for både sine tekniske egenskaber og udseende. Veddets mørke udtryk kan sammenlignes med tropisk træ, og valnøddetræ anvendes til fine møbler, paneler og finer. På grund af sine stabile egenskaber anvendes den oftest også til geværkolber.  

19. december: Fuglekirkebær

I dag er vi igen i den mindre kendte ende af listen over træarter, nemlig hos fuglekirsebær. Fuglekirsebær er en hjemmehørende art i Danmark, men den er ikke meget udbredt i de danske skove. Den findes ofte i skovbryn og nogle gange iblandet bøgebevoksninger.

Den kan anses som den vilde form af de dyrkede kirsebærarter, vi kender fra baghaven. Og træets navn giver rigtig god mening, både fordi de spiselige frugter er meget eftertragtet af fugle, og fordi fugle spiller en vigtig rolle i forbindelse med træets spredning, når de spreder frøene via deres fugleklatter. Egern og mus åbner dog også gerne stenene for at få fat i de næringsrige frø.

Om foråret blomstrer den med fine, hvide blomster, og det tiltrækker bier og andre både bestøvende og ikke-bestøvende insekter, hvilket er gavnligt for biodiversiteten.

Navn: Fuglekirsebær (Prunus avium)

Levested: Fuglekirsebær er vidt udbredt i Europa og Asien og er hjemmehørende i Danmark, hvor den har været vildtvoksende de seneste 1000 år. Den vokser især i de østlige dele af Danmark – især på Bornholm – da træet foretrækker kalkrig jordbund med god næring, men lokalt findes også forekomster med rigtigt mange individer, fx ved Mariager fjord, Salling, Himmerland og i Vendsyssel. Den findes ofte i skovbryn og nogle gange iblandet en bøgebevoksning.

Kendetegn: Bladene er lancetformede – smalle ovale med spidse ender – og med savtakker. Om foråret sætter fuglekirsebær flotte hvide blomster, der sidder sammen i stande. Frugterne er kugleformede og mørkerøde eller næsten sorte med en lang stilk, og så er de mindre end de dyrkede kirkebær.

Anvendelse: Fuglekirsebær er især påskønnet for sin frugt, men er også meget værdifuldt som møbeltræ. Kirsebærtræ har en gylden farve, der bliver mørkere med tiden, og på grund af sit smukke udseende bliver kirsebærtræ specielt brugt til fint snedker- og drejerarbejder.

18. december: Ædelcypres

Denne gang skal det igen handle om en af de mindre kendte arter, nemlig ædelcypres. Ædelcypres er da heller ikke hjemmehørende i Danmark – faktisk vokser den kun naturligt i en smal stribe langs Stillehavets kyst i det vestlige USA – men den har formentlig været i Danmark siden midten af 1800-tallet, hvor den først blev plantet i parker og sidenhen i skovene.  

I dag findes den især i bevoksninger i Østjylland og på øerne, men ædelcypres har ikke stor betydning for vedproduktion i det danske skovbrug. Den bruges primært til pyntegrøntproduktion, men der findes enkelte bevoksninger med vedproduktion for øje.  

Du kan kende ædelcypres fra andre nåletræer på de små kuglerunde kogler, der lidt ligner rosenkål med sine skjoldformede kogleskæl. Ædelcypres kan forveksles med thuja, som du kan glæde dig til at læse mere om i Dansk Skovforenings julekalender senere i december, men i modsætning til thuja har ædelcypres hængende topskud, der nærmest former et C – som i cypres. Desuden er skuddene smallere og finere. 

Navn: Ædelcypres (Chamaecyparis lawsoniana) 

Levested: Cypres er en indført art, der oprindeligt vokser i et lille nedbørsrigt område i det vestlige USA tæt på stillehavskysten. Her kan den blive op til 60 meter høj og 600 år gammel. Den kom efter sigende til Danmark med henblik på at blive et parktræ 1855, og i 1870 blev den første cypres plantet i Langsøs skove. I dag findes der flotte bevoksninger særligt på øerne og Østjylland, hvor den oftest er at finde på fugtige jorde, men den kan vokse på et bredt spektrum af jordbundstyper.   

Kendetegn: Kronen er oftest smal og med en spids kegleform. Grenbygningen er flad til let opadgående, dog har den altid buet hængende topskud. Nålene er skælagtige. Ædelcypres sætter ofte mange kogler, som er kuglerunde og lidt ligner rosenkål med sine skjoldformede kogleskæl. 

Anvendelse: Cypres plantes sjældent som vedproducenrende træ, men der findes 100-årige bevoksninger på øerne og i Østjylland med det formål. I dag er der især et marked for cypres-pyntegrønt, hvorfor de typisk plantes med det formål, enten som indblanding i løvtræsbevoksninger eller som rene bestande. Derudover kan unge og smådimensionerede stammer bruges som hegnspæle, og knastfri cypres kan være værdifuldt snedkertræ.  

17. december: El

Vi er i fuld gang med at tælle ned til jul med en ny træart fra de danske skove hver dag, og nr. 17 i række er el. 

Der findes forskellige slags elletræer i Danmark, blandt andet rød- og hvid- og grønel. Grønel er en busk, der mest anvendes i læhegn og vildtremiser. Hvidel kaldes også gråel og bruges hovedsaligt som hjælpe- og ammetræ.   

Den mest almindelige er rødel, og det er derfor også den, vi har fokus på i dag. Den vokser gerne langs vandløb, søbredder og i andre vådområder, og i fugtige lavninger i løvskove kan elletræerne danne deres egen lille skov, en såkaldt ellesump, der er en beskyttet naturtype. 

Helt specielt er det, at rødellens blade er grønne, når de falder af om efteråret. Det skyldes, at rødel ikke som mange andre træer er nødt til at suge næring fra bladene til sig om efteråret, fordi den i stedet har bakterier i knolde på rødderne, som frigiver kvælstof fra luften til træet.  

Rødel har fået sit navn, fordi veddet bliver rødt, lige efter træet er fældet, fordi saften kommer i kontakt med ilt. Ellen har givet navnet videre til elverfolk – eller ellefolk – som er mystiske naturvæsner i folketroen, der lever i moser og andre steder, hvor der vokser elletræer, hvor de efter sigende lokker dem, der færdes alene i skoven, ud i sumpen for at drukne dem.   

Navn: Rødel (Alnus glutinósa)  

Levested: Rødel er det eneste træ, der kan tåle at stå med rødderne dækket af vand i længere perioder. Derfor vokser den ofte langs vandløb, søbredder og moser og i såkaldte ellesumpe. I takt med at mange moser og andre vådområder er blevet afvandet, har rødellen mistet sin udbredelse.  

Kendetegn: I modsætning til mange andre løvtræer får rødel ikke de flotte høstfarver om efteråret, men bladene forbliver grønne indtil de falder af. På rødderne sidder små knolde, der kan blive på størrelse med en knytnæve. I knoldene lever en bakterie, der hjælper med at fiksere kvælstof, som er et vigtigt næringsstof. Bakterien kan optage kvælstof fra luften, som den giver videre til træet.  

Rødellens blade er runde og glatte med en fintakket kant, og så er de mørkegrønne på oversiden og lysegrønne på undersiden. 

Du kan kende et fældet elletræ på, at veddet farves rødt, når træets saft kommer i kontakt med luften. Det bliver dog brunt og mat, når veddet tørrer. 

Anvendelse: Rødel vokser meget hurtigt, når træet er ungt, og derfor bruger man det ofte som hjælpe- eller ammetræ i skovbruget, hvor det giver læ for de andre træer. 

Rødel er velenget til at producere fx træsko, da det isolerer godt og er modstandsdygtigt over for vand. Derfor er det gennem tiden også blevet brugt til bropiller og bundgarnspæle, der står i vand. Derudover bliver det brugt til brænde til røgerier, særligt til silderøgning, samt til trækul. 

16. december: Lind

Dagens hovedperson er en af de hjemmehørende arter her i Danmark – nemlig lind. Der vokser egentlig tre forskellige lindearter i Danmark – småbladet lind, storbladet lind og parklind – men i dag koncentrerer vi os om småbladet lind, fordi det er den, der findes i de danske skove.

Lind var i flere tusinde år det dominerende skovtræ i Danmark og har været et vigtigt træ i det danske skovbrug, men den store brug har været tæt på at udrydde det. Derfor er lind ikke så udbredt i dag, hvor de findes spredt i skovbryn, egekrat og blandingsskove. Der findes dog enkelte lindebevoksninger, fx i Kærhave Skov ved Ringsted.

Småbladet lind er ellers et enormt flot træ med en imponerende stor krone, især når den står mere frit i fx skovbryn, og så har den karakteristiske hjerteformede blade.

Navn: Småbladet lind (Tilia cordata)

Levested: Linden vokser naturligt i hele Europa, dog ikke for langt mod hverken nord eller syd. Småbladet lind indvandrede til Danmark omkring 7500 år f.v.t., og i flere tusinde år var lind det dominerende skovtræ i Danmark og et vigtigt træ i det danske skovbrug. Heftig udnyttelse har dog næsten udryddet den, og i dag findes lind primært spredt i skovbryn, egekrat og blandingsskove.

Kendetegn: Lindetræet kan især kendes på de hjerteformede blade, der er glatte og grønne på oversiden.

Anvendelse: Markedet for lindetræ er meget lille, og det er svært at sælge træet. Derfor bliver lind næsten ikke dyrket i de danske skove længere. Lindetræ er ikke særlig holdbart, og det bliver hurtigt angrebet af svamp og insekter i fugtige omgivelser, hvilket begrænser anvendelsesmulighederne. I dag bliver det brugt til billedskærerarbejde, legetøj og modeller. 

15. december: Lærk

I dag skal det faktisk handle om hele tre arter på én gang – der vokser nemlig tre lærkearter i Danmark: europæisk lærk, japansk lærk og hybridlærk.

Lærketræer er særlige, fordi de er de eneste danske nåletræer, som taber nålene hver vinter, og om foråret springer de så ud med lysegrønne nåle. Nålene sidder mange sammen i kranse på korte skud. Modsat de nåle, vi kender fra mange andre nåletræer, er nålene på lærk bløde. 

Europæisk lærk og japansk lærk har hver deres akilleshæl: Europæisk lærk kan nemt blive angrebet af en svamp, der forårsager den alvorlige sygdom lærkekræft, som giver sår og knuder og kan dræbe træerne. Den japanske lærk er modstandsdygtig over for svampen, der giver lærkekræft, men til gengæld er den følsom over for tørke i den vigtige vækstperiode sidst på sommeren, som kan gøre veddet uregelmæssigt.

Derfor har danske skovfolk krydset de to arter til en ny art, der indeholder det bedste fra begge: Hybridlærken har den europæiske lærks gode trækvalitet og er samtidig modstandsdygtig over for lærkekræft som japanske lærk – og så vokser den hurtigere end de andre to. Derfor er hybridlærken i dag den mest brugte lærk i det danske skovbrug.  

Navn: Europæisk lærk (Larix decidua), japansk lærk (Larix kaempferi) og hybridlærk (Larix x eurolepis)

Levested: Ingen af de tre lærkearter i Danmark er hjemmehørende. Den europæiske lærk blev indført i 1760érne, og japansk lærk kom til senere i 1861, og hybridlærk blev skabt senere igen. I dag vokser lærk stort set overalt i landet. Siden 1970 er hybridlærk blevet den langt mest anvendte lærk i Danmark. 

Lærk kan vokse på stort set alle jorde. Det kræver dog meget lys for at vokse godt – og samtidig lader det meget lys strømme ned til skovbunden under sig. Derfor er underskoven under lærketræer ofte fyldt med småtræer, buske og urter.

Kendetegn: Du kan kende lærk fra andre nåletræer ved, at den taber nålene hvert år. Desuden sidder nålene også anderledes, end vi kender det fra andre nåletræer, i kranse på korte skud.

Anvendelse: Lærketræ indeholder meget harpiks, som gør, at træet ikke så let bliver angrebet af insekter og råd. Derfor er træet gennem tiden blevet brugt til især skibe, moler, broer og udendørs træbeklædning, men det bliver også brugt til fx møbler og planker.

14. december: Ædelgran

I dag skal det handle om ædelgran – eller almindelig ædelgran, som den også hedder for at skelne den fra slægten af samme navn.

Ædelgran har fået sit navn, fordi den er “ædlere” end fx rødgran. Det skyldes primært, at veddet ikke har harpikskanaler, så det kan anvendes til finere formål som musikinstrumenter. Den er også rigtig god til bygnings- og konstruktionstræ, hvor den anvendes på samme måde som rødgran.

På trods af navnet er ædelgran dog ikke altid den bedste, fx ikke når det gælder julens dekorationer og juletræer. Når ædelgran er fældet, og grene er skåret fra, begynder nålene nemlig hurtigt at drysse af.

Det er ikke kun os mennesker, der har god brug af ædelgranen – hjortevildtet er meget glad for at spise dens knopper og skud, og derfor skal ædelgranen beskyttes mod vildtbid i lang tid, efter den er plantet.

Ædelgran kan umiddelbart forveksles med Nordmannsgran, der også er medlem af ædelgranslægten, men den kan kendes på, at nålene sidder i to rækker på hver sin side af grenen med en tydelig ’midterskilning’, mens de hos nordmannsgranen er mere fordelt. Desuden har nålene et karakteristisk lille hak i spidsen.

Navn: Ædelgran (Abies alba)

Levested: Ædelgran er oprindeligt et bjergtræ fra Mellem- og Sydeuropa. Den blev indført i Danmark i 1760’erne. Ædelgran kan vokse på langt de flest jorder, fra sandede til kalk- og lerholdige jorde, og derfor er den også udbredt i det meste af Danmark, hvor den dækker et par procent af skovarealet. Ædelgran er dog meget følsom over for frost og skal derfor helst stå i ly af andre træer.

Kendetegn: Ædelgran har store kogler, der sidder ovenpå grenen, ligesom hos andre ædelgraner. Koglen falder tit fra hinanden, når den bliver moden. Derfor finder man dem også sjældent på jorden.

Anvendelse: Ædelgran kan skæres og anvendes på samme måde som rødgran til bl.a. bygnings- og konstruktionstræ. De særligt fine smalringede, gamle stammer kan anvendes til violinbunde og til resonanstræ i musikinstrumenter, fx klaverer.

13. december: Røn

Nr. 13 i rækken er et træ, der faktisk ikke rigtig spiller en rolle i det danske skovbrug, men som alligevel er at finde mange steder i skoven: Røn.

Mange vil nok kende røn for talemåden om træets frugter – rønnebærrene, der er blevet sure – som bruges om mennesker, der lader som om, de ikke er interesseret i noget, eller taler dårligt om noget, som er uopnåeligt for dem.

Men rønnebær har ikke kun stor betydning for udbredelsen af kendskabet til træet – de er også vigtige for træets fysiske udbredelse i Danmark. Det skyldes, at fugle er glade for frugterne, og når de spiser dem, spreder de frøene fra træet via deres fugleklatter. På den måde findes røn alligevel mange steder i skovene, men det lysglade træ vokser bedst i lysninger, hegn eller skovbryn, hvor der er mere åbent.

Navn: Røn (Sorbus aucuparia)

Levested: Røn indvandrede, da isen trak sig tilbage efter sidste istid, og den findes i dag overalt i landet. Den stiller ikke store krav til jordbunden, men til gengæld kræver den meget lys. Derfor vokser den helst i lysninger i skovene og i skovbryn, men den kan også vokse fx på næringsfattig jord i hedeplantager og egekrat.

Kendetegn: Det er et lille træ, ofte med flere stammer, som kan blive op til 15 meter højt. Den kan kendes på først de små hvide blomster, der sidder i store halvskærme, dernæst på frugterne, når træet om sommeren får klaser af røde rønnebær. Bladene består af stilke med flere småblade, der sidder to og to og med et blad for enden af stilken.

Anvendelse: Røn har ikke stor betydning i det danske skovbrug, men har værdi som biodiversitetstræ, og rønnebær er vigtig føde for mange fugle og dyr i løbet af efteråret og vinteren. Desuden bliver rønnetræ brugt til trædrejning og billedskærerarbejde.

12. december: Ægte kastanje

Her halvvejs mod juleaften skal det handle om en art, der ikke er særlig udbredt i de danske skove – endnu: ægte kastanje. 

Ægte kastanje findes ikke naturligt i Danmark, og selvom den trives okay i det danske klima, er den ikke så brugt i dansk skovbrug i dag, fordi den stiller større krav til sit levested, og kolde vintre med hård frost kan give træerne frostskader og ultimativt dræbe den.

Men måske bliver ægte kastanje mere populær i fremtiden. Klimaforandringer gør, at den formentlig bliver en af de arter, der kan komme til at stortrives i det fremtidige danske klima – sammen med bl.a. avnbøgen, som du kan læse om i vores julekalender fra i går den 11. december.

Ægte kastanje skal ikke forveksles med de kastanjetræer, der ofte står langs veje og i parker – det er hestekastanje. Om efteråret smider træet sin frugt i form af de velkendte forede skaller med spredte, hårde, små pigge og kastanjer indeni, der kan bruges til fx kastanjedyr. Ægte kastanje kan kendes fra hestekastanje ved, at frugten er helt dækket af pigge, som i øvrigt er tyndere, mere ligesom stride hår. Desuden er bladene på hestekastanje meget store og består af 5-7 blade på samme stilk som en vifte, mens ægte kastanje har enkelte blade, der er 10-25 cm lange.

Navn: Ægte kastanje (Castanea sativa) 

Levested: Ægte kastanje er en indført træart fra middelhavsområdet, men trives i dag okay i det danske klima Danmark. Den spås dog en større fremtid i det danske skovbrug i takt med, at klimaforandringer gør det danske klima varmere. Ægte kastanje stiller krav til jordens næringsindhold, er lyskrævende og tåler ikke at blive udsat for vind for ofte. Kolde vintre med hård frost kan medføre, at træerne går til.

Kendetegn: Ægte kastanje kan blive et stort træ, op til 25 meter højt, over to meter bredt og med en bred krone. Både som fritstående træ og i skovbevoksninger minder den om egetræet, og veddet ligner også egetræ. Bladene er kortstilkede, smalle og 10-25 cm lange. Ægte kastanje kan især kendes på frugterne, der er runde skaller fyldt med tætsiddende, tynde pigge.

Anvendelse: Kastanjen har høj næringsværdi for både mennesker og dyr. Før i tiden blev den brugt til mel, som kunne bruges til grød og brød. I dag er den ikke så udbredt en spise, og værdien af træet er i højere grad som prydtræ. Under sine hjemlige himmelstrøg bliver ægte kastanjetræ brugt til fx møbler og tønder.  

11. december: Avnbøg

I dag er turen kommet til avnbøgen. Selvom bøgen og avnbøgen ved første øjekast ligner hinanden meget, er der forskelle. Fx har bøgens blade glatte kanter, mens avnbøgens blade er takkede, og mens bøgen typisk bliver 25-30 meter høj, er avnbøgen ofte et mindre træ på 10- 15 meter. 

Som du kan læse om i julekalenderen fra den 1. december, er bøgen det mest udbredt træ i de danske skove. Avnbøgen er omvendt ikke særlig udbredt i dag, fordi vokser bedre længere sydpå. Den findes derfor primært i Sydøstjylland, på de sydlige øer og på Bornholm. Men måske bliver den mere udbredt i fremtiden. Når klimaet bliver bl.a. varmere på grund af klimaforandringer, kan Danmark blive et smørhul for avnbøgen, mens bøgen formentlig ikke vil kunne lide det ændrede klima. 

Dermed kan det også være, at udspringet af de friske, lysegrønne avnbøgeblade i fremtiden vil erstatte bøgens udspring som forårsbebuder.  

Navn: Avnbøg (Carpinus betulus) 

Levested: Avnbøg er en af Danmarks hjemmehørende arter, som er naturligt indvandret til landet. Den trives i et varmere klima og står hovedsageligt på stivleret og fugtig jord, som bøgen ikke kan lide. Den er ikke så udbredt i dag, men findes især i Sydøstjylland, på de sydlige øer og på Bornholm. 

Kendetegn: Avnbøgen er oftest buget og vredet, og tværsnittet er derfor sjældent cirkelrundt. Bladene minder om bøgebladet, men kan kendes på de takkede kanter, hvor bøgens blade har glatte kanter. Desuden er avnbøgen typisk en del mindre end bøgen. 

Anvendelse: Veddet er det hårdeste, der kommer ud af de danske skove. Derfor har træet tidligere været brugt steder, hvor der er et højt slid – fx møllehjulstænder, blokke, sejlskibe, høvle og vognaksler mv. I dag bruges det mest til brænde, da træet fra avnbøgen har en meget høj brændværdi.

10. december: Skovfyr 

I dag skal det handle om en af skovens flotte fyr(r)e: skovfyr. Skovfyrren kan genkendes på den rødlige bark, der sprækker op og danner dybe furer. Den er lidt af en dilemma-art i det danske skovbrug: den vokser både for hurtigt og for langsomt. Dens tilvækst er kun halvt så stor som rødgranens, men til gengæld vokser den ekstra godt i det danske klima sammenlignet med andre steder, hvilket betyder, at stammen på danske skovfyrre hurtigt bliver bred med dårlig vedkvalitet til følge. Derfor bliver skovfyr ikke dyrket særlig meget i Danmark.

Den kan ellers vokse stort set hvor som helst i landet, selv på sandede og nærringsfattige jorde, og den kræver ikke meget vand. Den kraftige pælerod, der går dybt ned i jorden, med stærke siderødder gør desuden, at skovfyrren står godt fast selv i kraftig storm. 

Navn: Skovfyr (Pinus sylvestris)

Levested: Skovfyr er én uf af tre oprindeligt hjemmehørende nåletræer i Danmark. Den indvandrede efter sidste istid, men blev senere udryddet mange steder. Skovfyrren kom igen, man begyndte at opdyrke heden i 1700-tallet, og i dag er den udbredt i hele Danmark. Den er især almindelig omkring Silkeborg, i Nordsjælland, på Djursland og på Læsø, hvor skovfyrren dækker halvdelen af det bevoksede areal. Man mener, at Bangsbo-fyrren på Læsø er én af de få tilbageværende oprindelige skovfyr i Danmark.

Kendetegn: Skovfyrren kan kendes på den rød-orangefarvede bark. En ung skovfyr er kegleformet som et juletræ med grene i kranse omkring træet, mens en gammel skovfyr har store spredte grene, der danner en uregelmæssig, høj paddehatformet krone. Nålene sidder sammen parvis, og ikke enkeltvis som hos gran. 

Anvendelse: De klimatiske forhold i Danmark gør, at skovfyr vokser hurtigere end ellers, hvilket resulterer i dårlig vedkvalitet. Skovfyr bliver derfor især anvendt som såkaldt ammetræ, der giver beskyttelse til træer under dem. Der er ret lyst under skovfyr, så andre træarter har nemt ved at vokse op under gamle skovfyrre. Derfor er skovfyr velegnet som en af de første træarter i områder, hvor der skal vokse ny skov op. 

9. december: Rødeg

I dag skal det handle om rødeg – ej at forveksle med de velkendte, meget udbredte danske egetræer, vintereg og stilkeg, der dækker ca. 12 procent af det danske skovareal. Der er faktisk ret stor forskel på dem, blandt andet på veddets egenskaber: Hvor vi normalt forbinder egetræet med vandafvisende egenskaber, suger rødegens ved vandet til sig.

Rødegen har været brugt til vedproduktion siden slutningen af 1800-tallet, men den har ikke særlig stor tømmerværdi. Der findes da heller ikke mange rødege i de danske skove i dag, men du kan fx opleve den i løvskoven på Præstø Fed på Sjælland.

Lige så sjælden den er i skoven, lige så smuk er den om efteråret. Rødegens navn henviser til den meget dramatiske røde farve, bladene får om efteråret, og som også gør den meget let genkendelig.

Navn: Rødeg (Quercus rubra)

Levested: Rødeg er naturligt hjemmehørende på det nordamerikanske kontinent. Den blev indført i Danmark som parktræ i 1782 og er brugt til vedproduktion siden slutningen af 1800-tallet. I dag findes spredte eksemplarer af rødeg i de danske skove. Den kan fx opleves i løvskoven på Præstø Fed på Sjælland.

Kendetegn: Rødegens blade har en mat grøn overside og blågrøn underside, men om efteråret skifter de farve til en meget markant og iøjnefaldende rød farve, som gør den let at kende. Barken er mørkere, betydeligt tyndere og holder sig glat i længere tid end på de danske egearter, og kronen er mere åben.

Anvendelse: Der er stor forskel på veddet hos rødegen og dansk eg. Rødeg absorberer vand snarere end at virke vandafvisende som egetræ. Det betyder, at rødeg ikke er god til udendørs brug eller til tønder. I USA er rødeg det mest brugte løvtræ, den bliver brugt til fx møbler og gulve.

8. december: Grandis