Den grønne trepart risikerer at stå i vejen for den grønne omstilling
Trepartens ambitioner kan skade klimaindsatsen, hvis ikke muligheden for opsætning af vedvarende energi i eksisterende produktionsskove udvides, skriver Dansk Skovforening i et debatindlæg i mediet Naturmonitor.
Indlægget er oprindeligt bragt i Naturmonitor den 19. november
Det er en velkendt sandhed, at de politiske ønsker til Danmarks areal langt overstiger, hvad der er til rådighed.
Senest har man i aftalen om den grønne trepart sat et ambitiøst mål for omlægning af 390.000 ha landbrugsjord, hvilket svarer til otte til ni procent af Danmarks samlede areal og cirka 20 procent af det samlede landbrugsareal.
De 390.000 ha dækker over 140.000 ha lavbundsjord, hvor der i dag er landbrug, som primært skal udlægges til natur. Derudover skal der konverteres 250.000 ha landbrugsjord til skov. Heraf skal de 150.000 ha være med skovbrug og træproduktion for øje, mens de resterende 100.000 ha skov via assisteret naturlig tilgroning i løbet af nogle hundrede år skal henstå som urørt skov med større biodiversitet.
Omlægningen udfordrer imidlertid muligheden for opstilling af solceller, vindmøller mv. I oktober præsenterede klima- og energiminister Lars Aagaard (M) og en bred kreds af partier i Folketinget en ny aftale, som har til formål at gøre det lettere at opstille vedvarende energi på land.
Det blev blandt andet lanceret som et bærende element i aftalen, at det fremover skal være muligt at opstille vindmøller i ny produktionsskov. I dag er det ikke tilladt at opstille vindmøller i skov.
Kun i ny produktionsskov
Det er grundlæggende en rigtig god idé, at man fremover kan opstille vedvarende energi i produktionsskov, men det er ærgerligt, at aftalen begrænser sig til at handle om ny produktionsskov, for det vil formentlig betyde, at det ikke bliver nemmere, men derimod sværere at opstille vedvarende energi i Danmark.
Regnestykket er ret simpelt. Af de 390.000 ha landbrugsjord, hvor der i dag kan opstilles vedvarende energi, vil det fremover kun være muligt på de 150.000 ha, som skal omlægges til ny produktionsskov. Det betyder i praksis, at der forsvinder cirka en kvart million ha, hvor det ikke længere vil være muligt at opstille sol og vind.
Og der er i forvejen rigeligt med bøvl, bureaukrati og trakasserier for at rejse skov i Danmark. Hvis skovrejsningsansøgningen fremover skal kombineres med en proces om også at opsætte vindmøller på arealet, med alt hvad det indebærer af lokale hensyn, høringer mv., risikerer de to initiativer jo at spænde ben for hinanden og dermed forsinke både den grønne trepart og den grønne omstilling.
Hertil kommer den grønne treparts ønske om 100.000 ha urørt skovrejsning. Det medfører en nedjustering af klimaeffekten af den samlede planlagte skovrejsning i forhold til Svarer-rapportens oprindelige beregninger, som baserede sig på en anbefaling om 250.000 ha produktionsskov. Den urørte skov kommer nemlig ikke til at bidrage med et betydeligt CO2-optag i de afgørende klimaår 2045 og 2050 – sammenlignet med, hvis arealerne havde været produktionsorienterede.
Eksisterende produktionsskov skal med
En relativt simpel og utrolig god løsning for at styrke den grønne omstilling vil derfor være at tillade opsætning af vindmøller i eksisterende produktionsskov. Det vil udvide det samlede areal med yderligere cirka 600.000 ha frem for at begrænse det med 240.000 ha.
Det vil også være forbundet med vanskeligheder at opstille vedvarende energi i eksisterende produktionsskov, og der er masser af steder, hvor modstående hensyn vil medføre, at det ikke er hensigtsmæssigt, muligt eller interessant. Men det virker mildt sagt ugennemtænkt a priori at afskrive muligheden – og dermed muligheden for at understøtte såvel den grønne trepart som den grønne omstilling.