Den grønne trepart tilskynder til at rejse skov, hvor det er let – ikke hvor det gavner
Med trepartens ensartede støttesats risikerer vi at bruge milliarder uden at opnå den ønskede effekt for hverken miljø eller drikkevand. Vi må tænke mere strategisk og mindre i antal hektar.
Foto: Josefine Anker
Læserbrevet her er oprindeligt bragt i Information den 19. april 2026.
Rent drikkevand var et stort tema i valgkampen, hvor flere partier støttede et nationalt sprøjteforbud.
Samtidig blev det med den grønne trepart besluttet at udtage 390.000 ha landbrugsjord, hvoraf 250.000 ha skal omlægges til skov. Og skov er et fremragende virkemiddel til at sikre drikkevand i fremtiden – hvis vi sørger for at rejse skov dér, hvor den har størst samfundsmæssig værdi.
Hvis der etableres attraktive incitamenter til at rejse skov, hvor det også tilgodeser grundvandsbeskyttelsen, kan det bidrage til både at nå målsætningen i den grønne trepart om mere skov og samtidig sikre rent drikkevand.
I dag er skovrejsningsordningen primært målrettet kvælstofreduktion og bygger på en ensartet støttesats på 75.500 kroner per hektar. Værditabskompensationen er imidlertid fastsat med udgangspunkt i dyrkningsværdien på marginal landbrugsjord.
Men den grønne trepart handler også om grundvand, natur og biodiversitet – og muligheden for at tilgodese disse hensyn forekommer ofte på arealer, der ikke er marginal landbrugsjord.
En analyse fra Dansk Skovforening og Københavns Universitet viser, at værditabskompensationen ikke sikrer skov dér, hvor effekten er størst. Reelt vil det kun være cirka 21.000 hektar, hvor det vil være attraktivt at rejse skov, og som samtidig opfylder trepartens mål. Det er alt for lidt.
Den ensartede støttesats betyder med andre ord, at vi risikerer at bruge milliarder uden at opnå den ønskede effekt for hverken miljø eller drikkevand. Derfor er differentieret kompensation afgørende.
Den nuværende model med one price fits all skaber kun incitament til at rejse skov, hvor den er til mindst besvær, og ikke hvor den har størst samfundsmæssig værdi.
En ændring af ordningen til en differentieret sats vil formentlig betyde, at vi ikke når de 250.000 hektar skov, som den grønne trepart sigter efter.
Vores beregninger viser, at de afsatte midler vil kunne levere cirka 175.000 hektar skov. Det vil til gengæld bibringe de synergieffekter, som var formålet med den grønne trepart – og samtidig vil det bidrage til grundvandsbeskyttelse langt ud i fremtiden.