Det flyder med asbest i de danske skove
Siden årsskiftet har ny lovgivning gjort det sværere og dyrere at komme af med sit asbestholdige byggeaffald. Det har ført til, at bunkevis af asbestaffald bliver dumpet i skovene til fare for mennesker og natur i stedet for at blive afskaffet på behørig vis.
Dansk Skovforenings direktør, Anders Frandsen, bliver interviewet til TV2 i skoven ved Bregentved Gods om det stigende problem med asbest i skoven.
Byggeaffald med asbest er et stigende problem i de danske skove. Det er især gamle asbestholdige tagplader, der bliver dumpet i store bunker i skovene i stedet for at blive kørt på genbrugsstationen og afskaffet på behørig vis.
Årsagen til den uheldige udvikling er, at ny lovgivning på området trådte i kraft ved årsskiftet og har gjort det sværere og dyrere at komme af med sit asbestaffald, fx fra nedrivning af et tag.
Asbest ved Aalholm Slot på Lolland.
Den nye lovgivning betyder, at kun autoriserede virksomheder må nedrive asbestholdigt materiale i større omfang. Dermed kan private ikke længere lovligt fjerne fx et helt tag med asbest, men skal betale autoriserede virksomheder for arbejdet. Dertil kommer, at private også kun kan aflevere en begrænset mængde asbestaffald på genbrugsstationen.
Det får tilsyneladende flere til at vælge at dumpe affaldet i skoven i stedet – en udvikling, som kan gøre stor skade på både natur og mennesker.
Asbest ved Anagervej, Sorø Akademi
Derfor har vi været i skoven ved Bregentved Gods sammen med TV2 og Marianne Bigum (naturordfører, SF) for at få syn for sagn og sætte fokus på problemet.
“Det er virkelig rystende, at folk bare smider deres farlige affald i landets skove,” siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen, til TV 2.
Den seneste tid har vi også modtaget utallige billeder fra vores medlemmer rundtom i landet, der dokumenterer problemet.
“Vi oplever det desværre rigtig mange steder, og det er et stort problem for vores skovfogeder, som så skal bruge omfattende tid på at få det fjernet igen. Det skæmmer jo også den oplevelse, det er at være i skoven,” siger Anders Frandsen videre til TV2, som har dækket historien på både TV2.dk og på TV2 News.
Flere andre medier har også fortalt om problemet i denne uge, herunder B.T. og Ingeniøren.
Asbest ved Dengerup Vænge, Sorø Akademi
Bør være gratis
Roden af problemet synes at være økonomiske. Det er i forvejen meget dyrt at få fjernet asbesttage – særligt når man med de nye regler bliver tvunget til at lade autoriserede virksomheder løse opgaven. Derfor kunne det være oplagt som minimum at gøre det gratis at aflevere de sundhedsskadelige asbestplader, foreslår miljømediciner og professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, Torben Sigsgaard, ifølge TV 2.
Han er chokeret over at se omfanget af dumpede asbestaffald i danske skove.
“Tænk, hvis man senere i livet får en alvorlig kræftsygdom, fordi man som barn er kommet til at lege på nogle asbesttagplader ude i en skov,” siger han til mediet.