Sprøjteforbud: Overskredet frist skaber uklarhed
Kommuner lever ikke op til frist for at påbyde stop af sprøjtemidler nær drikkevandsboringer. Det efterlader lodsejere i en usikker situation, og Dansk Skovforening efterlyser derfor – udover fair kompensation for tabt fortjeneste – mere tid til en ordentlig proces. Minister vil melde kommuner til styrelse.
Foto: Colourbox
Den 1. marts skulle kommunerne have udstedt påbud til lodsejere om at stoppe brug af sprøjtemidler nær drikkevandsboringer i bl.a. skove.
Det er dog ikke sket, fremgår det af tal fra Miljøministeriet, der viser, at der op til fristen kun var gennemført indsats i 870 boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), svarende til omkring 32 procent af de BNBO’er, der ifølge ministeriet har behov for beskyttelse mod forurening fra pesticider.
Den haltende indsats skyldes mangel på både tid og ressourcer, lød det sidste år fra flere kommuner, der åbent meldte ud, at de ikke kunne nå at udstede påbud inden første marts. Bl.a. fordi der også skal beregnes erstatning for tabt fortjeneste i de områder, hvor lodsejere med påbud ikke længere må anvende sprøjtemidler.
”Vi gør det med åbne øjne. Vi skal ud at skaffe konsulenter. Vi skal skaffe økonomi, og vi skal ud at beregne de her erstatninger. Vi kan simpelthen ikke nå det,” sagde formanden for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik i Stevns Kommune, Flemming Petersen (V) i december til DR.
Dansk Skovforening arbejder for, at skovejere får udbetalt rimelig erstatning ved påbud mod anvendelse af sprøjtemidler i BNBO’er, siger politisk chef Ida Ruge-Andersen Friis, der også efterlyser mere tid:
”Det er meget kort frist, kommunerne har fået til at give påbud. I min optik er det vigtigt, at processen ikke bliver så forhastet, at der ikke tages hensyn til individuelle forhold hos de enkelte lodsejere, og at løsningen indeholder en rimelig erstatning.”
Som medlem af Dansk Skovforening kan du kontakte sekretariatet, hvis du ønsker yderligere oplysninger eller konkret rådgivning, hvis du har en sag om BNBO.
Frivillige aftaler og ny lov
I 2019 satte Miljøministeriet gang i en indsats for at beskytte boringsnære beskyttelsesområder, hvor pesticider kan true grundvandet. Beskyttelsen skulle sikres gennem frivillige aftaler mellem vandselskaber og lodsejere, men i 2023 vurderede ministeriet, at processen gik for langsomt. Derfor blev der i 2024 vedtaget en lov, der pålægger kommunerne at udstede påbud til lodsejere, som ikke har indgået en frivillig erstatningsaftale inden 31. december 2024.
Den nye lov har dog ikke fået kommunerne i mål med at udstede påbud og beregne erstatninger, og derfor vil miljøminister Magnus Heunicke nu indberette dem til Ankestyrelsen for ikke at leve op til loven, skriver dr.dk.
Status for BNBO
Miljøministeriet har den 28. februar 2025 gjort status på indsatsen for at beskytte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Der er i alt 5458 BNBO’er i Danmark, som ministeriet fordeler på seks forskellige kategorier:
Statuskategori | Antal BNBO (pr. 28/2- 2025) |
Ikke gennemgået | 123 |
Ingen erhvervsmæssig anvendelse af pesticider | 1.489 |
Gennemgået, indsats ikke nødvendig |
1.139 |
Gennemgået, indsats nødvendig | 1.281 |
Frivillig aftale tilbudt | 556 |
Indsats gennemført | 870 |
På Miljøministeriets hjemmeside kan du via MiljøGIS se et kort med de seks forskellige kategorier, som opdateres hver nat.