Efter 50 års naturbeskyttelse er der brug for et marked
Beskyttelse og fredning ikke bragt os tættere på tilfredsstillende natur og biodiversitet i Danmark. Derfor er det på tide at skabe markedsbaserede løsninger, der vil danne naturlige incitamenter til at smøge ærmerne op, skriver vi hos mediet EcoTech.
Foto: Colourbox
Indlægget er oprindeligt bragt på EcoTech den 5. november 2024.
»Naturen – det billige skidt«.
Det er en frase, som ofte bliver tilskrevet den kulturradikale Poul Henningsen, der som bekendt var tilhænger af en nyttiggørelse og menneskelig bearbejdning af naturen og dens ressourcer. Andre tilskriver i stedet citatet naturelskeren Otto Gelsted som en ironisk reference til, at det moderne menneske ikke tillagde naturen nogen egentlig værdi.
Uanset hvem der skal have æren for citatet, er der ikke tvivl om, at menneskelig aktivitet siden industrialiseringen har tæret ganske kraftigt på de ressourcer, som naturen gennem millioner af år har frembragt. Det har givet adgang til energi og materialer og skabt fantastisk gode liv for stadig flere mennesker.
Der er samtidig en voksende forståelse for, at vi ikke kan fortsætte med at trække ressourcer op af undergrunden i et tempo, hvor de ikke kan gendannes. I stedet skal vi overgå til en bioøkonomi, hvor grønne brændsler samt materialer og produkter fremstilles af fornybare ressourcer, der er produceret på klodens overflade.
Det vil medføre et markant større pres på det tilgængelige areal, og det store spørgsmål bliver, hvordan vi sikrer, at der også er plads til natur og biodiversitet, når vi skal producere flere af fremtidens ressourcer på overfladen.
Behov for nye virkemidler
Siden den første miljølov i 1973 har de politiske værktøjer primært knyttet sig til beskyttelse, båndlæggelse og fredning. Efter 50 år af det spor kan man vist konstatere, at det ikke just har bragt os tættere på en tilfredsstillende tilstand af natur og biodiversitet. Spørgsmålet er derfor, om ikke det er på tide at overveje andre værktøjer og virkemidler, så vi kan begynde at vende udviklingen?
Derfor er det også positivt, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for nylig på en konference i München adresserede muligheden for at lave naturkreditter og dermed skabe et betalingssystem til de jordforvaltere, der gør noget positivt for natur og biodiversitet.
Som udgangspunkt er det svært at fremme noget ved at frede det. Kan man i stedet skabe markedsbaserede løsninger, vil der opstå et naturligt incitament til at smøge ærmerne op og producere natur og biodiversitet.
Det kræver selvfølgelig, at der er betalingsvillighed. Og her er en anden væsentlig faktor, at erhvervslivet i dag taler med engagement om deres forpligtelse til at sikre natur og biodiversitet, og at det har en særlig værdi. Naturen er lykkeligvis ikke længere blot »noget billigt skidt«. Snarere tværtimod. Eksempelvis har Novo Nordisk Fonden doneret 10 milliarder kroner til blandt andet dette formål i forbindelse med Grøn Trepart.
De fleste virksomheder vil formentlig betakke sig for selv at opkøbe jord og forvalte det. I dag kan de alternativt donere til Den Danske Naturfond, som står for opkøb, genopretning og pleje af eksisterende naturarealer. Men her kræver det, at der er jordejere med relevante arealer, som ønsker at sælge.
En hurtigere og langt mere enkel model ville være at skabe en forretningsmæssig og økonomisk interesse hos jordejeren til at producere dødt ved og økosystemtjenester, der kan fremme natur og biodiversitet. Det vil selvfølgelig blive på bekostning af at producere træ og tømmer til den grønne omstilling, men det vil sikre, at biodiversiteten prissættes konkurrencedygtigt.
En sådan model kunne relativt let etableres. Der skulle naturligvis være en gensidig kontraktsinteresse mellem virksomhed og lodsejer. Dernæst er der behov for etablering af et transparent marked (evt. certificeringsordning), så der er fuld klarhed over ydelsens indhold, opgavens omfang, aftaleperiodens længde og løbende monitorering. Og så skal der naturligvis fastsættes klare kriterier som sikrer, at arealet og aftaleperiodens længde kan indfri målsætningen. Endelig skal der naturligvis være en ekstern kontrol af indsatsen, således at virksomheden kan afrapportere troværdigt på indsatsen.
Det vil være en helt ny måde at tænke miljøpolitik på, og det vil skabe nye muligheder for at fremme naturen i forhold til det, vi har opnået med de klassiske beskyttelsesinstrumenter.
Marked for naturkreditter
Hvis der skal opstå et marked for naturkreditter i Danmark, kræver det dog, at man laver en positiv incitamentsstruktur i hele kæden. I dag har man tværtom indrettet lovgivningen så kontraproduktivt, at hvis en lodsejer aktivt gør noget for at fremme natur og biodiversitet, og det bliver en succes, så der kommer truede dyre- og plantearter, kan ejeren risikere at få en fredningssag på halsen.
Et godt eksempel på dette er en verserende sag ved Gisselfeld Kloster, hvor forvalteren af egen drift og for egen regning har udlagt et område med fokus på biodiversitet og økosystemtjenester. Det har været en succes, og der er blandt andet kommet hasselmus på arealet. Derefter har Danmarks Naturfredningsforening indgivet fredningsbegæring. Det siger sig selv, at lysten til at gøre noget for natur og biodiversitet ikke er voldsom stor, hvis belønningen er, at ens jord efterfølgende bliver båndlagt med en fredning ind i evigheden.
Det samme vil også gøre sig gældende med et marked for naturkreditter. Lodsejeren skal være sikker på, at hvis der ikke fortsat er betalingsvillighed, når aftaleperioden udløber, så kan arealet tages tilbage i produktion. Hvis der er politisk vilje til at skabe et marked for natur og biodiversitet, så vil det til gengæld betyde, at vi kan begynde at fremme frem for at frede, og dermed begynde at vende udviklingen.