Eftersyn af EUDR letter ikke byrder for skovejere

EU-Kommissionen har kigget afskovningsforordningen efter i sømmene, men det har desværre ikke ført til, at de administrative byrder med rapportering bliver mindre for skovbranchen, når forordningen træder i kraft til årsskiftet.

Sidste år blev ikrafttrædelsen af EU’s nye afskovningsforordning (EUDR) udskudt for anden gang, og samtidig blev EU-Kommissionen pålagt at gennemføre eftersyn med henblik på at forenkle forordningen.

Resultatet af eftersynet blev offentliggjort i begyndelsen af maj, og her blev det klart, at eftersynet ikke har genåbnet selve forordningens lovtekst og dermed ikke ændret de forpligtelser, danske skovejere bliver underlagt, når EUDR finder anvendelse fra årsskiftet 2026/2027.

”Det er ærgerligt, at EU-Kommissionen ikke har brugt forenklingseftersynet til at skabe reelle byrdereduktioner for europæiske skovejere. Uagtet at kravene blev lempet sidste år, skaber EUDR stadig et unødigt lag af dobbeltrapportering, som pålægger skovbranchen administrative byrder uden at løse et reelt problem,” siger Frederik Falk-Sørensen, politisk konsulent i Dansk Skovforening.

Den europæiske skovbranche har i kraft af vores europæiske paraplyorganisation CEPF bl.a. opfordret til, at alle primærproducenter i lavrisikolande som Danmark fritages for at indgive due diligence-erklæringer, da eksisterende lovgivning og sporbarhedssystemer – fx den danske skovlov og implementeringen af EU’s direktiv for vedvarende energi – allerede sikrer, at EUDR’s forbud mod skovrydning og skovforringelse overholdes.

Eftersom dette ikke er ændret som følge af eftersynet, tyder alt på, at der ikke kommer yderligere lempelser til EUDR, inden forordningen træder i kraft.

Bedre overblik og vejledning

Eftersynet har dog ikke været helt forgæves. Det har bl.a. resulteret i en opdateret FAQ samt opdateret vejledning, som opklarer en række af de mere tekniske spørgsmål, der unægtelig vil opstå, efter EUDR finder anvendelse fra årsskiftet.

En af de vigtigste afklaringer for skovbranchen omhandler kravene til den engangs due diligence-erklæring, som kategorien af mikro- og små primæroperatører – hvilket de fleste danske skovejere falder under – har fået mulighed for at indgive.

Heri skal blot angives estimerede årlige hugstmængder samt skovens lokation, og det kan ske som:

  • Et gennemsnit af årlige hugstmængder hentet fra en 10-årig driftsplan
  • Et gennemsnit af årlige hugstmængder i de år, hvor man placerer træ på markedet, hvis man fx ikke placerer træ på markedet hvert år
  • Et estimat baseret på sidste års hugst
  • Et estimat baseret på gennemsnitlige hugstmængder fra en tilsvarende skov

Desuden behøver den årlige hugstmængde ikke at blive opdateret, hvis man afviger fra den angivne værdi. Kun i tilfælde, hvor produktionssted eller varekode ændrer sig, vil det være nødvendigt at opdatere due diligence-erklæringen.

I stedet for at tegne skoven ind som et polygon i erklæringen, kan skovens lokation angives som enten:

  • Postadresse, dvs. vejnavn og nummer, postnummer, by og land
  • Matrikelnummer eller SFE/BFE-nummer.

Frem mod ikrafttrædelsen ved årsskiftet vil Dansk Skovforening udarbejde en skabelon for det nedskrevne due diligence-system, der er påkrævet for at leve op til EUDR’s bestemmelser, som vil være tilgængelig for vores medlemmer.

Desuden vil vi udarbejde en FAQ særligt målrettet danske skovejere.