Elektrificering af jernbanen placerer stor risiko hos private skovejere
Elektrificeringen af det danske jernbanenet skal gøre transporten mere klimavenlig, men de nuværende regler placerer et stort ansvar og en økonomisk risiko hos private skovejere. Ifølge Dansk Skovforening bør Banedanmark overtage ansvaret for at vurdere og håndtere risikotræer.
Når jernbanen elektrificeres, ændrer det også vilkårene for de skovejere, der har skov tæt på jernbanen. Med de nuværende regler kan private skovejere blive ansvarlige for at føre tilsyn med træer, der risikerer at vælte ind over jernbanens køreledninger – og i sidste ende stå med et omfattende erstatningsansvar, hvis et træ forårsager skader og driftsstop.
Denne problemstilling har Dansk Skovforening sat fokus på i medierne hen over sommeren.
Dansk Skovforening anerkender behovet for at elektrificere jernbanen. Men når staten etablerer en ny og mere sårbar infrastruktur, bør det også være staten, der bærer ansvaret for at beskytte den, mener direktør Anders Frandsen.
”Det er ikke fair, at den enkelte private skovejer pålægges at bære den økonomiske risiko for en elektrificering af jernbanen, som skal komme hele samfundet til gavn,” siger Anders Frandsen til Effektivt Landbrug.
Private skovejere står med risikoen
Frem mod 2030 elektrificeres flere jernbanestrækninger i Danmark. Langs banerne skal skovejere blandt andet forholde sig til såkaldte risikotræer. Reglerne indebærer blandt andet krav om, at bestemte zoner langs de elektriske installationer holdes fri for beplantning, og at der føres forstfagligt tilsyn med træer, som kan udgøre en risiko.
I praksis kan det betyde, at skovejeren skal betale for løbende tilsyn og for at fælde træer, der vurderes at kunne vælte ind over køreledningerne. Samtidig kan skovejeren risikere et betydeligt erstatningskrav, hvis et træ alligevel vælter og beskadiger jernbanens elektriske anlæg.
Det er ifølge Dansk Skovforening en uhensigtsmæssig placering af ansvaret.
”Som det er nu, er det et urimeligt krav, som almindelige skovejere pålægges til evig tid. Det virker ikke fair, at den enkelte skovejer skal bære risikoen for samfundets grønne omstilling,” siger Anders Frandsen.
I en af artiklerne beskriver Effektivt Landbrug blandt andet situationen for skovejer Andreas Hastrup, hvis skov ved Avnsøgård gennemskæres af jernbanestrækningen mellem Holbæk og Kalundborg. En del af skoven ligger i et Natura 2000-område, hvor gamle træer samtidig kan have stor værdi for biodiversiteten.
Og her opstår dilemmaet. På den ene side er lodsejeren forpligtet til at beskytte værdifuld natur. På den anden side kan de økonomiske konsekvenser ved et træ, der vælter ned over køreledningerne, betyde, at skovejeren vælger at fælde træer for at være på den sikre side.
Som Anders Frandsen påpeger, stiller det lodsejerne i en vanskelig og unfair situation:
”Samfundet beder på den ene side lodsejerne om at passe særligt godt på sådanne naturområder – herunder de biotoprige gamle risikotræer. Men modsat kan man blive nødt til at fjerne disse unikke træer i større omfang end det er hensigtsmæssigt af hensyn til Banedanmark. Det hænger ikke sammen.”
Reglerne bør opdateres
Ifølge Dansk Skovforening handler sagen ikke om at fritage skovejere for det almindelige ansvar, man som lodsejer har over for sine naboer og omgivelser.
Problemet er, at jernbanen med elektrificeringen bliver langt mere sårbar over for nedfaldne træer. Hvor et væltet træ tidligere kunne give skader på selve jernbanen, kan et træ, der rammer en køreledning, også lamme togtrafikken og medføre store økonomiske konsekvenser.
Derfor mener Dansk Skovforening, at reglerne bør ændres, så ansvaret placeres hos Banedanmark. Banedanmark bør føre tilsyn med træerne langs banen, vurdere hvilke træer der reelt udgør en risiko og betale lodsejeren for den nødvendige fældning.
Det vil samtidig kunne mindske risikoen for, at private skovejere fælder flere træer end nødvendigt, fordi de ønsker at beskytte sig mod et potentielt stort erstatningskrav.
”Hvis man som privat skovejer står med en meget stor økonomisk risiko, kan man være nødt til at gå med livrem og seler. Banedanmark kan bedre have et køligt overblik over, hvilke træer det faktisk er nødvendigt at fjerne,” siger Anders Frandsen.
Læs mere om problemstillingen i artiklen »Dansk Skovforening kritiserer konsekvenser af statens elektrificering af jernbanenettet«.
Også de grundlæggende regler for naboskab mellem jernbane og skov er blevet udfordret af udviklingen. I artiklen »Som at få Mona Lisa som nabo«: Jernbaneregler er forældede og bør laves om sammenligner Anders Frandsen den ændrede risiko med en situation, hvor en nabo pludselig indretter sin ejendom på en måde, som forudsætter, at man skal tage meget vidtgående hensyn for at sikre sig mod risikoen for et stort erstatningskrav.
Kan spænde ben for mere skov
Problemstillingen rækker længere end til de træer, der allerede står langs jernbanen.
Danmark har med den grønne trepart sat en ambitiøs målsætning om at rejse 250.000 ha ny skov. Men hvis private lodsejere oplever, at skov tæt på en elektrificeret jernbane medfører et stort og potentielt uforudsigeligt ansvar, kan det få betydning for, om og hvor de vælger at plante skov.
En landmand, der overvejer at omlægge en del af sin jord til skov, kan vælge et areal fra, hvis det ligger tæt på en jernbane.
Det er ikke nødvendigvis et stort areal i det samlede billede, men ifølge Dansk Skovforening trækker reglerne i den forkerte retning, når Danmark samtidig har brug for arealer til skovrejsning.
”Hvis man er landmand, der grundet den grønne trepart overvejer at konvertere noget af sit landbrug om til skov, jamen, så er det nærliggende at vælge arealer fra, hvis de er inden for 30 meter fra jernbanen, så man ikke risikerer, at træer og grene falder ned over køreledningerne,” siger Anders Frandsen.
For Dansk Skovforening er løsningen at få skabt en rimelig og tidssvarende ansvarsfordeling, så den grønne omstilling ikke skaber nye barrierer for skovejere – eller for ambitionen om at rejse mere skov i Danmark.
Læs hele artiklen »Skovdirektør: Jernbaneregler kan spænde ben for trepartsambitioner om mere skov« i Effektivt Landbrug.
