EU: Skovning kan fortsætte i fuglenes yngletid med de rette hensyn
En EU-dom fra 2025 har skabt uklarhed om reglerne for skovning i fuglenes yngletid. Nu slår en opdateret vejledning fra EU-Kommissionen fast, at der ikke er tale om et generelt forbud – skovdriften skal dog tilpasses med fokus på at minimere risikoen for at skade ynglende fugle.

En EU-dom fra september 2025 skabte betydelig usikkerhed om reglerne for skovning i fuglenes yngletid. Dommen tog udgangspunkt i en sag fra Estland og handlede om fortolkningen af fuglebeskyttelsesdirektivets krav om streng beskyttelse af vilde fugle.
EU-Domstolen lagde i dommen vægt på en bredere forståelse af begrebet forsæt. Det betyder, at man ikke kun overtræder reglerne ved bevidst at skade fugle, men også hvis man er klar over, at en aktivitet kan medføre forstyrrelse, skade på reder eller æg – og alligevel gennemfører den.
Det har rejst spørgsmål om, hvorvidt skovning i yngletiden i praksis kunne blive stærkt begrænset eller reelt forbudt.
Nu har EU-Kommissionen offentliggjort en opdateret vejledning til fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 5 og 9, som giver længe ventet klarhed over, hvordan reglerne skal forstås i praksis – herunder i forhold til skovning i fuglenes yngletid.
Af den opdaterede vejledning fremgår det, at skovning ikke er forbudt i perioden, hvor fuglene yngler – men aktiviteterne skal tilpasses, så man undgår at overtræde direktivets bestemmelser om beskyttelse af fuglene, og arbejdet skal planlægges og udføres på baggrund af den bedst tilgængelige viden, fx om tilstedeværelsen af reder og yngleområder.
”Det er en vigtig præcisering, at der ikke er tale om et generelt forbud. Det giver et mere balanceret udgangspunkt for at kombinere hensynet til fuglene med en fortsat aktiv skovdrift,” siger politisk konsulent i Dansk Skovforening Frederik Falk-Sørensen.
Vejledningen lægger samtidig vægt på en risikominimerende tilgang. Det betyder blandt andet, at der skal tages særlige hensyn i områder, hvor der er høj sandsynlighed for ynglende fugle, fx i såkaldte nøglehabitater.
Fokus på risikominimering frem for forbud
Dermed lægger EU-Kommissionens tilgang sig op ad den linje, som svenske myndigheder allerede har udstukket, og det er positivt:
”Det er betryggende, at Kommissionen anerkender, at man kan tilrettelægge skovdriften, så den både tager hensyn til fuglene og samtidig opretholder produktionen,” siger Frederik Falk-Sørensen.
Et totalt forbud mod hugst i fuglenes yngletid ville få vidtrækkende konsekvenser – ikke kun for skovbruget, men for hele skovindustrien. Leverancer af træ ville blive væsentligt reduceret i flere måneder hvert år, hvilket også ville påvirke forsyningssikkerhed og arbejdspladser.
Den danske fortolkning af reglerne er endnu ikke fastlagt, og det risikerer at svække dansk skovbrugs konkurrenceevne, hvis Danmark vælger en mere restriktiv fortolkning end vores nabolande. Derfor er Dansk Skovforening i dialog med myndigheder og brancheaktører om, hvordan vejledningen kan omsættes til praksis i Danmark.
”Med den nye vejledning er der lagt op til en nuanceret tilgang, hvor hensyn og aktivitet går hånd i hånd – fremfor et enten-eller. Nu kan vi bygge videre på de risikominerende tiltag, vi allerede benytter os af, hvor vi både beskytter fuglene og sikrer en bæredygtig drift af skovene,” siger Frederik Falk-Sørensen.
