Flagermusenes ”beskyttelse”

Skov- og Naturstyrelsen har udsendt sit bud på hvordan den danske - og overflødige - beskyttelse af flagermus kan gennemføres. Skovforeningens vigtigste ønske er opfyldt: Vejledningen giver ingen facitliste eller diktat for hvordan skovene skal drives.

I et par år har det stået klart at EF-habitatdirektivet fra 1992 ville medføre danske regler om begrænsninger i driften af skov med flagermus. Det groteske er at flagermus findes i næsten alle mellemaldrende og gamle bevoksninger i både løv- og blandskov. Flagermus i skov er hverken truede eller sjældne i Danmark og trænger på ingen måde til særlig lovbeskyttelse.

Helt uklogt og uforståeligt har den danske regering gennemført denne beskyttelse uden erstatning til de skovejere som nu påtvinges unødvendige omkostninger. Altså:

Skovejere der har fremmet naturværdier, bliver straffet økonomisk. Det er nogenlunde den dårligste motivation man kan give skovbruget til at fortsætte med at fremme naturværdier.

Vejledningen er kommet

Skov- og Naturstyrelsen har nu udsendt en vejledning som giver bud på, hvordan den danske beskyttelse kan gennemføres. Grundlæggende skal skovdriften sikre at:

• eksisterende kendte forekomster af flagermus er beskyttede
• yngle- og rasteområder opretholdes i samme omfang som hidtil
• udnyttelsen af arealerne ikke gradvist forringer eller ødelægger skovens samlede funktion som yngle- og rasteområde
• undgå forsætlig forstyrrelse af flagermus med skadelig virkning for arten eller bestanden.

Vejledningen giver både anvisninger på en skovdrift der tilgodeser flagermus og konkrete eksempler på skovdrift der kan være kritisk for en bestand af flagermus.

Centralt i reglerne er at beskytte skovenes økologiske funktionalitet: Den enkelte skov skal i sin helhed opretholdes som habitat for flagermus, og skovdriften må ikke forringe deres vilkår. Det er værd at notere at det er arter af flagermus der skal beskyttes, ikke de enkelte individer.

I praksis er det lettere at opretholde den økologiske funktionalitet i skove med stor løvtræandel og stor aldersspredning end i skove med mindre og isoleret beliggende løvtræarealer. Ejendomme med stor løvtræandel vil derfor have større spillerum i skovdriften end ejendomme med mindre løvtræ.

Skovforeningens vigtigste ønske til vejledningen er opfyldt

Der gives ingen facitliste eller et diktat for hvordan skovene skal drives. Vejledningen giver kun gode råd til hvordan beskyttelsen skal forstås og hvordan skov kan drives for at beskytte flagermus.

Dermed er der fortsat frihed tilbage i driften af løvskove. Det er en trøst i denne ærgerlige sag.

De kommende år vil vise hvor stor en belastning den overflødige beskyttelse af flagermus i praksis bliver for driften af løvskove. I bedste fald vil reglerne ikke kunne mærkes. Det vil i høj grad afhænge af myndighedernes fortolkning og administration af reglerne.