Flere lempelser og udskydelser af EUDR på vej
EU’s afskovningsforordning skal udskydes et år mere for alle aktører, og der skal kigges på yderligere forenklinger af ordningen allerede til næste forår. Det er den position, Rådet og Parlamentet går til de afgørende forhandlinger om EUDR med.
I september stod det klart, at EU var nødt til at udskyde den meget omdiskuterede afskovningsforordning EUDR endnu engang. Årsagen er, at IT-systemet kaldet TRACES, som EU-Kommissionen har udarbejdet til at håndtere dokumentation under forordningen, ikke kan blive klar til årsskiftet, hvor ordningen skulle træde i kraft.
Kommissionen har derfor foreslået at udskyde forordningen til den 30. december 2026 for en ny kategori af mikro- og små primærproducenter, som omfatter de fleste danske skovejere, mens mellem- og store operatører får 6 måneders henstand. Derudover har Kommissionen foreslået nogle lempelser af dokumentationskravene til mikro- og små primærproducenter og for producenter, som er nedstrøms i værdikæden.
Men det er ikke nok for EU’s andre instanser. Det står klart, efter først Rådet og senest Parlamentet i onsdags stemte om deres position i spørgsmålet. Begge steder blev flere ændringsforslag til Kommissionens udspil vedtaget, og dermed ser der ud til at være flere udskydelser og lempelser på vej.
Det gælder først og fremmest, at udskydelsen af EUDR med ét år ikke kun skal gælde mikro- og små primærproducenter, men alle der håndterer træprodukter. Derudover skal Europa-Kommissionen pålægges senest den 30. april 2026 at udføre en gennemgang, der vurderer EUDR’s konsekvenser og administrative byrder for operatører, særligt små og mikrooperatører. Det giver mulighed for yderligere forenklinger af EUDR til næste år.
Og så skal due diligence-erklæringer for mikro- og små primærproducenter ikke længere opdateres årligt med bl.a. forventede hugstmængder, men kun hvis fx produktionsstedet ændrer sig, hvilket fritager skovejere fra en rapporteringsbyrde.
Dansk Skovforening ser positivt på den position, Rådet og Parlamentet har forhandlet sig frem til, da den adresserer de bekymringer, vi har rejst ift. Kommissionens udspil, forklarer politisk konsulent Frederik Falk-Sørensen:
“Implementeringsdatoen for EUDR ensrettes til d. 30. december 2026 for alle, der håndterer træprodukter. Dermed undgår vi den usikkerhed, Kommissionens oprindelige udspil skabte i skovsektoren, fordi nogle virksomheder skulle implementere EUDR allerede fra årsskiftet og dermed bruge data fra skovejere, som først var pålagt at levere dokumentation et år senere.”
Opbakning til lempelser
Både Rådet og Parlamentet tilsluttede sig i øvrigt de forenklinger, som Kommissionen havde foreslået i sit udspil.
Det gælder bl.a., at pligten og ansvaret for at indsende due diligence-erklæringer udelukkende vil påhvile de operatører, der først bringer produktet i omsætning. Det vil sige, at skovejere har ansvar for at indsende due diligence-erklæring i TRACES-systemet, mens nedstrømsoperatører kun skal opbevare og videregive referencenummeret på den oprindelige erklæring, hvilket fjerner den dobbeltdokumentation, der lå i den oprindelige version af EUDR.
Kategorien af mikro- og små primæroperatører, som de fleste danske skovejere hører under, skal desuden kun indsende en forenklet engangserklæring i TRACES, hvor de registrerer produktionssted ved enten geolokation eller postnummer samt vurderet årlig hugst.
Dermed blæser vindene alt i alt i retning af en betydelig lempelse af den administrative byrde, små skovejere var underlagt i EUDR’s oprindelige form.
Vi afventer nu de endelige trilogforhandlinger mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen, som forventes at begynde i næste uge og skal afsluttes snart, hvis den foreslåede udskydelse skal kunne nå at træde i kraft.
