Flere penge til klagenævn skal forkorte årelange ventetider
Nordjysk virksomhed venter over et år på afgørelse i klagesag om skovloven. Det lange sagsforløb skyldes stigende pres på Nævnenes Hus, hvor bl.a. Miljø- og Fødevareklagenævnet behandler klager, og som nu får ekstra midler til at nedbringe behandlingstiden.
Foto: Colourbox
Fra den 4. januar 2024 til udgangen af januar 2025.
Så længe må Aalborg-virksomheden Dansk Boligstål vente på at få behandlet en sag om skovloven i Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Det gjorde Preben Bang Henriksen (V) opmærksom på i et spørgsmål til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i sommers. Her fremgår det dog ikke, at den lange ventetid skyldes sagsbehandlingstid i klagenævnet og ikke i Miljøstyrelsen.
Det fremgår imidlertid af det svar, som minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, har givet på spørgsmålet, der er flyttet ind i hans ressortområde under den nye Styrelse for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
”Styrelsen har truffet afgørelse i den konkrete sag, hvor der er givet afslag på ansøgning om delvis ophævelse af fredskovspligt til brug for virksomhedsudvidelse. Advokatfirmaet HjulmandKaptain har på vegne af Dansk Boligstål påklaget afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet,” skriver ministeren i et offentligt svar til venstrepolitikeren.
Ministeriet for Grøn Trepart har gennem Erhvervsministeriet været i dialog med Nævnenes Hus, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet sorterer.
”Nævnenes Hus har meddelt sagens parter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet forventer at kunne færdigbehandle sagen inden udgangen af januar 2025,” skriver Nævnenes Hus ifølge Ministeriet for Grøn Trepart.
Nævnet modtog klagen den 4. januar 2024, hvilket efterlader Dansk Boligstål i venteposition i mere end et år, og forklaringen på den årelange sagsbehandlingstid er ifølge Nævnenes Hus, at der de seneste år er tikket 30 procent flere sager ind sammenlignet med tidligere år.
”Derfor lægger regeringen med finanslovsforslaget for 2025 op til at forhøje bevillingen til Nævnenes Hus med 15 mio. kr. i 2025 med henblik på bl.a. at styrke sagsbehandlingen i Miljø- og Fødevareklagenævnet,” skriver Nævnenes Hus ifølge Jeppe Bruus’ svar til Preben Bang Henriksen.
Sagen kort
I efteråret 2023 bad Dansk Boligstål Miljøstyrelsen om lov til delvis ophævelse af fredskovspligt på et areal for at kunne udvide sin erhvervsgrund.
Den forespørgsel blev sidenhen afvist i Miljøstyrelsen, hvorefter virksomheden påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som altså først vil komme frem til en afgørelse i det nye år.
Med udsigt til årelang ventetid spurgte Preben Bang Henriksen derfor: ”om ministeren finder, at sagsbehandlingstiden er rimelig ift. opgavens kompleksitet for Miljøstyrelsen og konsekvensen for ansøger?”
Spørgsmålet blev stillet den 11. juli 2024, men svaret kom først i sidste uge fra den nye trepartsminister, der har fået ansvaret for alt, der har med skov at gøre.
Hos Dansk Skovforening ser vi positivt på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet nu får mulighed for at nedbringe ventetiden på sager vedrørende skovloven, der kan handle om alt fra pålægning af fredsskovspligt til dispensation til skovgræsning.
”Det siger sig selv, at lange sagsbehandlingstider ikke fremmer skovrejsning eller anden forvaltning af skoven. Så det er noget, vi følger tæt og løbende drøfter med myndighederne”, siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen.