Fredninger kan sikre vigtig natur, men nogle sager kører i hegnet
Fredningsinstrumentet har fået politisk bevågenhed bl.a. efter en ophedet debat om en fredning på Trelde Næs. Det er fornuftigt at se på mulige ændringer så fredningsinstrumentet gøres mere tidssvarende.
Grundprincipperne i fredningsinstrumentet er i dag nogenlunde som i den første naturfredningslov fra 1917, men anvendelsen af fredningsinstrumentet har undergået store forandringer siden.
Der har dog også før 1917 været gennemført fredninger – dog ikke på private arealer.
Retten til at rejse sager
I enkelte tilfælde har fredninger før i tiden været rejst på initiativ af skov- og naturejere, fredninger der har skabt øgede naturværdier og bevaret særlige landskaber, samtidig med at ejeren har fået en økonomisk kompensation.
En ændring af naturfredningsloven i 1937 førte til, at Danmarks Naturfredningsforening som den eneste private organisation blev tillagt en særlig ret til at rejse en fredningssag.
Senest har ønsket fra Danmarks Naturfredningsforening om at rejse en fredningssag på Trelde Næs ved Fredericia skabt stor lokal medieomtale og på ny skabt politisk bevågenhed omkring hele fredningsinstrumentet. Særligt er der blevet stillet spørgsmålstegn ved hvorfor Danmarks Naturfredningsforening skal være den eneste private forening, der alene kan rejse en fredningssag.
Nye måder til at beskytte naturen kalder på ændringer af fredningsinstrumentet
Der er i de senere år gennemført færre fredninger end tidligere. Den udvikling skal ses i lyset af, at beskyttelse af landskabelige og naturmæssige værdier i stigende grad varetages gennem offentlig planlægning og generelle beskyttelsesbestemmelser i naturbeskyttelsesloven samtidig med at væsentlige beskyttelsesinteresser varetages gennem EU’s regler om Natura 2000-beskyttelse.
Det må derfor være en løbende politisk opgave at vurdere om lovgivningen er hensigtsmæssig i forhold til at opnå de politiske mål og sikre en balance mellem interesserne i skovene og det åbne land.
For Dansk Skovforening er det et vigtigt udgangspunkt at der er gode muligheder for skovejerne til at udvikle naturværdier. Skov- og naturejerne skal dels have handlefrihed til fortsat selv at beskytte natur og dels tilbydes aftaler for indfri samfundets naturønsker.
Historisk set har fredninger sikret vigtig natur i Danmark med en indeholdt garanti for at samfundet betaler for de restriktioner, som fredningerne indeholder.
Undervejs har der imidlertid været fredningssager, hvor ejerne er blevet utilstrækkeligt involveret i det forberedende arbejde, og hvor processerne er kørt i hårdknude med frustrerede og vrede parter på alle sider af bordet. Trelde Næs er et eksempel på hvor galt det kan gå, når de ejere, der hidtil har værnet om de værdier, der nu ønskes fredet, ikke oplever at blive taget seriøst. Det giver dårlig naturbeskyttelse.
Vi hilser det derfor velkomment at det politisk nu er foreslået at evaluere fredningsinstrumentet: Sikrer lovgivningen transparens, indflydelse og retssikkerhed for alle parter i fredningssager, og får vi mest natur for pengene?
Vi vil holde et særligt øje med at skov- og naturejernes interesser bliver beskyttet.