Fredningssager sætter streg under, at DN’s særstatus bør tages op til revision

Flere aktuelle fredningssager understreger, at Danmarks Naturfredningsforenings særlige ret til på egen hånd at rejse fredningssager bør tages op til revision. I alle andre dele af samfundslivet ville en sådan kompetence til at foretage indgreb over for andre private i hvert fald blive betragtet som en offentlig myndighedsopgave.

Lige nu er flere fredningssager rejst af Danmarks Naturfredningsforening mod private, danske skovejere i gang. Der har netop været afholdt offentlighedsmøde i en fredningssag mod Gisselfeld Kloster og Sparresholm Gods, og på Trelde Næs ved Fredericia har en sag kørt i flere år mod Trelde Skovforening, hvor 50 mindre skovejere i fællesskab ejer ca. 500 ha af Trelde Skov.

Sagerne rejser en lang række principielle spørgsmål, som enhver lodsejer bør følge med bekymret mine.

For det første er det principielt problematisk, at en privat organisation kan rejse fredningssager over for andre private. For det andet forvalter DN – trods klare løfter om det modsatte – ofte sit mandat uden inddragelse af lodsejeren. For det tredje risikerer fredningssagerne at ødelægge skovejernes incitament til at gennemføre tiltag, som fremmer natur og biodiversitet. Og for det fjerde baseres erstatningsudmålingen på et meget lavt skøn.

Danske skovejere har – lige såvel som alle andre – stor forståelse for, at bestemte historiske, kulturelle, miljø- eller naturmæssige forhold bevirker, at nogle områder underlægges en vis form for beskyttelse.

I dag er der da også en bred vifte af bestemmelser, som dels oprinder fra EU, fx Natura 2000, dels fra national lovgivning, som har til formål at sikre netop dette. Derudover har DN også en ganske atypisk kompetence, da de som privat organisation har mulighed for at rejse fredningssager mod andre private. Denne særlige kompetence er tildelt af historiske årsager. Det gav formentlig god mening dengang, hvor der ikke var andre, som varetog fredningshensyn, men i dag er der en vifte af offentlige myndighedsordninger, der sikrer dette.

Derudover er der også diverse frivillige instrumenter, som fremmer natur og biodiversitet, og som anvendes i praksis af de danske lodsejere. Det er imidlertid lidet befordrende for virkelysten hos den enkelte lodsejer, hvis iværksættelse af den slags initiativer risikerer at medføre efterfølgende rejsning af en fredningssag fra en privat organisation.

Sagerne ved Gisselfeld Kloster og Sparresholm Gods handler ikke om, at særlig sårbar natur er ved at forsvinde. Nærmere det stik modsatte. Her er der tale om, at dygtig skovforvaltning gennem flere generationer har frembragt et område med stor naturværdi og artsrigdom. Dette er i tråd med alle politiske ønsker og intentioner.

Takken for denne indsat er, at lodsejeren fratages råderetten over sin jord i al evighed. Man kan jo passende tænke lidt over, hvilket incitament det skulle give lodsejere i fremtiden til at fremme natur- og biodiversitet!

Det er derfor relevant at overveje, om ikke tiden er løbet fra, at en privat NGO skal have særkompetence til at stille fredningsforslag, der fratager ejeren råderetten over egen ejendom. På alle andre områder af samfundslivet ville noget sådan i hvert blive betragtet som en myndighedsopgave, der bedst varetages af det offentlige. Det burde også være tilfældet her!