Fremtidens arealanvendelse i fokus på skovekskursion 2026
100 medlemmer og samarbejdspartnere deltog, da Dansk Skovforening inviterede til årets store skovekskursion på Sanderumgaard Gods på Fyn. Dagens tema var “kampen om arealerne” og de mange hensyn, der skal balanceres i den store omlægning af Danmarks areal.

Vejret var heldigvis med os – Sanderumgaard i solskin den 6. maj 2026. Foto: Josefine Anker
Danmark viste sig fra sin smukkeste side, da Dansk Skovforening samlede omkring 100 medlemmer og samarbejdspartnere til årets skovekskursion på Sanderumgaard Gods på det østlige Fyn.
Under temaet “kampen om arealerne” satte dagen fokus på den store omlægning af Danmarks arealer og de mange interesser, der skal forenes mellem natur, biodiversitet, klima, produktion og rekreative formål.

Karlekammersalen på Sanderumsgaard, hvor formiddagens oplæg foregik. Foto: Josefine Anker
Formiddagen bød på faglige oplæg i de historiske rammer i godsets Karlekammersal. Først fortalte museumsinspektør Peder Dam fra Odense Museum om landskabets historiske udvikling, fra glidende overgang mellem agerland, skov og græsning til mere opdelt udnyttelse af landskabet, og pegede på, hvordan vi måske igen bevæger os mod mere glidende overgange mellem landbrug og skov med tidens fokus på multifunktionalitet.

Museumsinspektør Peder Dam holder oplæg for en fyldt sal. Foto: Malene Breusch Hansen
Herefter satte professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet fokus på biodiversitet og diskussionen om land sharing og land sparing. Hans budskab var, at det er vigtigt at gøre en indsats for biodiversiteten i produktionsskov, men at det også kræver større sammenhængende arealer med natur som førsteprioritetbiodiversitetskrisen også, hvis vi politisk og samfundsmæssigt vil beslutte os for at løse biodiversitetskrisen.
Fra visioner til virkelighed
Deltagerne fik også konkrete eksempler på, hvordan multifunktionel arealanvendelse kan se ud i praksis. Skovrider Rasmus Halfdan Jørgensen fortalte om arbejdet på Humleore Skovdistrikt, hvor skovdrift, fødevareproduktion og biodiversitet tænkes sammen i den daglige drift.
Herefter satte lektor Morten Graversgaard fra Aarhus Universitet fokus på, hvad der skal til for at omsætte ambitionerne om arealomlægning til lokale løsninger. Han er den del af forskningsprojektet TRANSFORM, der følger arbejdet i den grønne trepartsaftale tæt, og sideløbende med at de 23 lokale treparter afsluttede deres arbejde i slutningen af 2025, har forskerne evalueret samarbejdet i grupperne. På ekskursionen fik vi indsigt i endnu ikke offentliggjorte resultater fra evalueringen, herunder om betydningen af lodsejerinddragelse.
Formiddagen blev rundet af med debat om fremtidens arealanvendelse med deltagelse af Torbjørn Eriksen, direktør i Friluftsrådet, Tage Duer, senioranalytiker i CONCITO, Sofie Tind Nielsen, lead specialist hos WWF, og Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening. Her blev bl.a. balancen mellem biodiversitet, produktion af biogene ressourcer, adgang til natur og lodsejernes rolle diskuteret.
Omlægning af landbrugjord i praksis
Efter frokost gik turen ud i landskabet omkring Sanderumgaard Gods, hvor deltagerne blev præsenteret for konkrete eksempler på skovrejsning, jordforbedrende landbrug og etablering af vådområder.
Vi så blandt andet en løvtræsskovrejsning, hvor professor Per Gundersen fortalte om de foreløbige resultater i projektet Silva Nova, hvor forskere undersøger effekten af inokulering af skovplanter med jord fra gamle skove for at øge væksten i skovrejsninger.

Ekskursion på Sanderumgaard ved vådområde. Foto: Malene Breusch Hansen
Undervejs var der mange gode spørgsmål fra deltagerne og god debat om, hvordan vi bedst prioriterer vores begrænsede areal i Danmark.
Stor tak til alle oplægsholdere og deltagere for en inspirerende dag med stærke faglige dialoger og gode perspektiver på fremtidens landskab og natur!
Se flere billeder fra dagen herunder:

Dansk Skovforenings formand, Peter Busck, byder velkommen. Foto: Josefine Anker

Deltagere på vej til ekskursionens første stop. Foto: Josefine Anker

Skovrejsning med løvtræer på Sanderumgaard, hvor professor fra KU Per Gundersen fortalte om forsøg med inokulering med gammel skovjord. Foto: Malene Breusch Hansen

Skovrejsning med løvtræ på Sanderumgaard. Foto: Malene Breusch Hansen

Ekskursionens deltagere ved vådområde. Foto: Malene Breusch Hansen

Udsigt over vådområde ved Sanderumgaard. Foto: Malene Breusch Hansen

Ekskursionen sluttede af i Sanderumgaards varetegn, Den Romantiske Have, med kaffe og kage. Foto: Malene Breusch Hansen

Udsigt over en del af Sanderumgaards areal med skovrejsning i baggrunden. Foto: Malene Breusch Hansen
