Godt nyt fra EU: Jordlov rammer ikke skovejere

EU har nu endeligt vedtaget ny lov, der skal overvåge de europæiske jorder. ”Soil Monitoring Law” indfører en fælles ramme for jordovervågning – og det er en god løsning, der ikke lægger unødige byrder på skovejere.

Ny EU-lov om jord lægger ikke nye byrder på private skovejere. Foto: Colourbox

Den længe ventede europæiske jordovervågningslov, Soil Monitoring Law, er nu endeligt vedtaget i EU efter flere runder med forslag og modforslag.

Den endelige lovtekst opstiller en fælles europæisk ramme for jordovervågning, der forpligter medlemsstaterne til at hjælpe jordejere og -forvaltere med at forbedre jordsundhed og -resiliens. Det er en fornuftig løsning, der ikke pålæggere jordejere og -forvaltere flere restriktioner eller båndlæggelser, forklarer politisk konsulent i Dansk Skovforening, Frederik Falk-Sørensen:

”I forhold til det oprindelige udspil er loven nu havnet et rigtigt godt sted, som ikke får nogle administrative konsekvenser for vores medlemmer. Det er vi rigtigt godt tilfredse med i Dansk Skovforening.”

Han fremhæver samarbejdet med den europæiske sammenslutning af skovejerorganisationer, CEPF, som har koordineret interessevaretagelsesindsatsen i Bruxelles og spillet ind med ændringsforslag til direktivet.

”Mange af de ændringsforslag, CEPF har foreslået, afspejles i den version af direktivet, som EU-Parlamentet nu har vedtaget,” pointerer Frederik Falk-Sørensen.

CEPF har bl.a. stillet følgende ændringsforslag, som blev medtaget i den endelige aftale:

  • Mulighed for at anvende eksisterende administrative strukturer og overvågningsmetoder er kommet med i den nye lov.
  • Undgåelse af “one out, all out”-overvågningsstruktur, som kunne præge vurderingen af jordkvaliteten i en unødigt negativ retning, er også med.
  • Ingen certificeringsordning for jordens sundhed – en ordning var med i EU-Kommissionens oprindelige forslag, men er siden udgået.
  • Ingen obligatoriske eller restriktive principper for bæredygtig jordforvaltning – der er i stedet indført en frivillig værktøjskasse til formidling af bedste praksis og den nyeste forskningsviden.

Tre år til implementering

Formålet med den endeligt vedtagne jordovervågningslov er at opnå sunde europæiske jorde inden 2050 i overensstemmelse med EU’s ambitioner om helt at undgå forurening. Derudover skal Soil Monitoring Law skabe en mere sammenhængende ramme for jordovervågning i EU.

Loven består af følgende elementer, som medlemslandene nu har tre år til at implementere:

  • Vurdering af jordens sundhed skal ske gennem såkaldte jorddeskriptorer, som er fysiske, kemiske og biologiske parametre. En fleksibel vurderingsmodel er vedtaget, som kombinerer ikke-bindende EU-mål og nationale tærskelværdier for at kunne prioritere og iværksætte nødvendige tiltag.
  • ”Bæredygtig jordforvaltning” skal defineres nationalt inden for fem år, efter direktivet træder i kraft.
  • Begrænsning af arealforbrug, som hovedsagligt fokuserer på at bekæmpe jordforsegling og ødelæggelse, som er de mest synlige og målbare problemer.
  • Forurenede grunde skal kortlægges og registreres offentligt. Nationale lister over potentielt forurenende aktiviteter skal hjælpe i denne proces. Når en forurenet grund er identificeret, skal risici for menneskers sundhed og miljøet håndteres.