Grobund for biodiversitet som forretning i skoven

Både erhvervsliv og lodsejere er interesseret i at samarbejde om udviklingen af et kommercielt marked for biodiversitet. Det er konklusionen, efter Dansk Skovforening den 2. maj afholdt et temamøde om emnet med oplæg fra en lang række aktører – læs mere om temaet her.

Hvordan skaber vi et kommercielt marked for biodiversitet?

Det spørgsmål satte Dansk Skovforening på dagsordenen tirsdag den 2. maj, da vi afholdt temamøde om biodiversitet som ny forretning i skoven.

Mødet blev afholdt i smukke rammer i Sorø Akademis festsal, hvor syv skarpe oplægsholdere gjorde 60 veloplagte deltagere klogere på, hvordan fremme af natur og biodiversitet kan blive et økonomisk aktiv for skovejere – og samtidig bidrage til at løse biodiversitetskrisen.

Thomas Lundhede fra Københavns Universitet åbnede med eksempler på, hvordan naturen kan værdisættes, hvorefter Kitt Bell Andersen fra Dansk industri samt Mette Boye og Sofie Trind Nielsen fra WWF bidrog med ønsker fra virksomhedernes side, og Dennis Mejer fra 15. juni Fonden præsenterede en konkret model for indgåelse af aftaler mellem virksomheder og naturforvaltere.

Temamødet bød også på mere praksisnære oplæg. Søren Dürr Grue fra FSC Danmark introducerede deres nye mulighed for certificeringer af økosystemtjenester, og Christian Andersen fra DRYK fortalte om deres virksomhedscase om at bidrage til mere natur og biodiversitet i Danmark. Til slut fortalte Nicolai Oxholm Tillisch, ejer af Rosenfeldt Gods, om en konkret case med finansiering af mere vild natur på Knudshoved Odde.

Du kan finde alle dagens oplæg nederst på siden her.

Temamødet viste tydeligt, at der er interesse hos både erhvervsliv og lodsejere for at samarbejde, og der er også arbejde i gang for at skabe certificerede og transparente modeller for samarbejdet: Grønne organisationer vil bistå med at kontrollere indsatsen, så virksomhederne er sikre på, at de ikke kan blive klandret for greenwashing, og skoventreprenører og naturforvaltere vil gerne levere ydelsen.

De kommende år kommer til at vise, om det lykkes at skabe leve- og bæredygtige løsninger – viljen og interessen er der i hvert fald.

”Det er glædeligt, at så mange havde lyst til at deltage. Vi har de senere år talt meget om skovens potentiale i forhold til klimakreditter, men jeg tror bestemt, at biodiversitetspartnerskaber kan vise sig at have et mindst lige så stort potentiale. Den afgørende forudsætning for at skabe biodiversitet er jo adgang til jord,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.

Oplæg:

Værdisætning af biodiversitet
v/ Thomas Lundhede, associeret professor ved Københavns Universitet

Biodiversitet – en afgørende dagsorden også for virksomhederne
v/ Kitt Bell Andersen, chefkonsulent i Dansk Industri

Danske virksomheder og biodiversitetskrisen
v/ Mette Boye, afdelingschef for miljøfaglig afdeling i WWF

Et marked for ny natur
v/ Dennis Mejer, projektleder i 15. Juni Fonden

Certificering af økosystemtjenester
v/ Søren Dürr, direktør i FSC Danmark

Inspirationsoplæg fra en virksomhed: DRYK – Hver gang du vælger DRYK, hjælper du den pressede natur. Et samarbejde med Den Danske Naturfond
v/ Christian Christensen, direktør i DRYK, og Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond

Inspirationsoplæg fra et medlem: Økonomiske muligheder ved biodiversitetsprojekter i privat skov
v/ Nicolai Oxholm Tillisch, ejer af Rosenfeldt Gods