Hul i loven

En jordejer aftalte med sit amt en tidsbegrænset særlig drift af en eng. Mens aftalen kørte, kom naturbeskyttelseslovens §3-beskyttelse af enge. Det fangede ejeren som ikke måtte genoptage sin oprindelige drift. Sagen afslører et urimeligt hul i loven.

Ejere af skov og natur kan indgå tidsbegrænsede aftaler med myndighederne om at beskytte og udvikle naturværdier. Det er et særdeles nyttigt og vigtigt redskab i naturpolitikken: Langt flere ejere vil gå ind i tidsbegrænsede end i permanente aftaler.

Men som følge af en tidsbegrænset aftale kan naturen vokse sig ind i naturbeskyttelseslovens §3 med permanent og erstatningsfri beskyttelse af søer, moser, heder, strandenge, strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev. Sådan en risiko kan afskrække de fleste ejere fra at gå ind i en tidsbegrænset aftale.

Derfor fik Skovforeningen i 1991 foranlediget en vigtig regel: En ejer kan inden ét år efter en aftale genoptage den tidligere drift af arealet, herunder opdyrkning, selvom arealet i løbet af aftalen er vokset ind i §3.

Men nu har der vist sig et hul.

I 1986 aftalte en ejer og hans amt en særlig drift af nogle engarealer. Mens aftalen kørte, indførte naturbeskyttelsesloven i 1992 en ny §3-beskyttelse af ferske enge og overdrev.

Da aftalen løb ud, ønskede ejeren at vende tilbage til den tidligere drift. Men amtet nægtede: Arealerne var nemlig ikke vokset ind i §3-beskyttelsen som følge af aftalen. Arealerne var blevet fanget af en lovændring som tilfældigvis kom i aftaleperioden.

For ejeren skriger uretfærdigheden til himlen. Hans gode vilje til naturpleje er blevet misbrugt af systemet som med jura har stjålet hans areal.

Skov- og Naturstyrelsen støttede ejeren. Styrelsen skrev til Amtsrådsforeningen at man mente at ejere burde have samme ret til at genoptage tidligere drift efter en tidsbegrænset aftale, uanset om det var biologi eller jura der i aftaleperioden havde fået arealerne ind under §3.

Men Naturklagenævnet og derefter byretten har ikke støttet ejeren og Skov- og Naturstyrelsen. Juraen giver ikke mulighed for at lade engen slippe ud af §3.

Vi kan således konstatere et hul i loven. Det skader både retsbevidstheden og ejernes vilje til at indgå tidsbegrænsede aftaler om naturpleje.

Skovforeningen vil nu gå til Miljøministeren for at få bekendtgørelsen til naturbeskyttelsesloven ændret så hverken jura eller biologi kan fange arealer med §3 mens de er underlagt en tidsbegrænset aftale.

Vi vil også søge at ændringerne bliver med tilbagevirkende kraft så allerede ramte ejere, som fx ejeren med den nævnte eng, bliver hjulpet. Lovgivning med tilbagevirkende kraft er lovlig når ingen ejere får forringet deres vilkår. Det vil også være det klogeste i denne sag:

En genopretning af retfærdigheden ville styrke ejernes tillid til systemet og deres villighed til at udvikle naturværdier.