I døden er danskerne ikke frie
Der er efterspørgsel på at blive bisat i skove. Men det er ikke tilladt. Skovforeningen arbejder for en lovændring så gravpladser i skov bliver mulige. Læs lederen fra Skoven, februar 2006.
Skovbruget skal have mulighed for at levere de ydelser som samfundet efterspørger. Nu er der efterspørgsel på bisættelser i skoven.
Flertallet af danskere kan i øjeblikket kun vælge imellem kirkegården eller havet som deres sidste hvilested. Det er bestemt med begravelsesloven fra 1975 og af kirkeministeriets administration af loven.
I stedet ønsker nogle mennesker deres aske bisat ved foden af et træ i skoven. Det kan være af følelsesmæssige, religiøse, historiske, praktiske, økonomiske eller af andre grunde. Hvad folks forskellige begrundelser måtte være, er i øvrigt uden betydning. Pointen er at nogle mennesker og deres pårørende har et ønske om et sidste hvilested i skoven og at det kan arrangeres uden at genere andre mennesker eller miljøet. Men det er – i modsætning til visse andre lande i Europa – ikke tilladt i Danmark.
Initiativgruppen LØVFALD har i et par år søgt at gøre urnenedsættelser i skoven mulige for danskerne. I dette nummer af Skoven præsenterer LØVFALD sit idegrundlag.
Skovforeningen bakker op om LØVFALDs bestræbelser. Hvis der er mennesker der ønsker en gravplads i skoven, og det er der givetvis, så skal skovene have lov at tilbyde det.
Valget af et sidste hvilested er en vigtig og dybt personlig beslutning for et menneske og de pårørende. At danskerne i øjeblikket ikke har frihed til at vælge på dette punkt, kan tilskrives en ikke ajourført lov og kirkeministeriets fortolkning af den.
Med henvisning til begravelsesloven og dens forarbejder afviste kirkeministeriet i 2005 LØVFALDs ansøgning om tilladelse til, i samarbejde med de danske skove, at gøre skovbisættelser mulige for alle danskere.
I forhold til skovloven finder Skov- og Naturstyrelsen i øvrigt ingen hindringer for at placere bisættelsespladser i fredskov efter LØVFALD-konceptet.
Hvis kirkeministeriet mener at urnenedsættelser i skoven vil kræve en lovændring – uanset hvor styret og etisk korrekt disse gennemføres – så må Folketinget træde til.
Nøgleordet er frihed. Frihed for den enkelte borger til også i den del af livet der handler om dets afslutning, selv at kunne vælge sit sidste hvilested. I skoven for eksempel.
Og skovene skal have mulighed for at levere også denne ydelse.