Ida Auken: Vi er åbne overfor at diskutere, om der er barrierer, der skal fjernes for at rejse mere skov

Her kan du læse, hvad Ida Auken, miljøordfører fra Socialdemokratiet, mener om skovrejsning, revision af skovloven og formueskat.

Skovrejsning

Der er bred politisk opbakning til mere skov i Danmark, men lodsejere oplever store barrierer ift. lange sagsbehandlingstider og komplekse regelsæt, når de vil rejse skov. Hvordan vil du og I som parti gøre det nemmere at rejse skov til gavn for et grønnere Danmark og målet om 250.000 ha skov frem mod 2045?

“For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi kommer i mål med den grønne trepart og ikke mindst målet om meget mere skov. Derfor er vi også åbne overfor at diskutere, om der er barrierer eller regler, der skal ryddes af vejen for at rejse mere skov. Derudover er det også vigtigt, at vi er opmærksomme på, om der er kompetencer lokalt til at løfte opgaven. Derfor har vi afsat ca. en halv milliard til kommunerne.”

Skovloven

Lige op til valgudskrivelsen indkaldte trepartsminister Jeppe Bruus til forhandlinger om revision af skovloven. Forhandlingerne må forventes at blive genoptaget, når den kommende regering er dannet. Hvilke ændringer mener du/I, at en kommende revision af skovloven skal indeholde? Og herunder i forhold til balancen mellem natur og drift?

“Skovloven er i dag alt for rigid, når det handler om at rejse urørt skov. Det er et problem, når vi i den grønne trepart har aftalt at rejse 100.000 ha urørt skov. Derfor skal vi skabe bedre lovgivningsmæssige rammer for urørt skov og natur. Det kan f.eks. være at lempe nogle af de begrænsninger, der i dag er i forhold til græssende dyr i skovområder. Men vi vil i høj grad også bevare nogle af de elementer i skovloven, som fungerer godt i forhold til produktionsskov. Det er vigtigt blandt andet af hensyn til klimaet.”

Formueskat

Der er kommet politiske udspil om at indføre en formueskat. Forslaget vil have stor betydning for skovejere. Hvad mener du/I om at indføre en formueskat?

“I Socialdemokratiet mener vi, at når den mest velhavende ene procent af befolkningen ejer omkring en fjerdedel af danskernes samlede nettoformue, så er det blevet for skævt. Derfor foreslår vi en formueskat på 0,5 procent på de allerstørste formuer over 50 mio. kr., hvis man er et par. Formueskatten giver os mulighed for en stor investering i folkeskolen, herunder en særlig prioritering af skoler i landdistrikterne, og at afskaffe ejendomsværdiskat for de boliger, der har en vurdering under 1 mio. kr. De allerrigeste skal altså bidrage lidt mere for, at vi får bedre balance i Danmark.”