Kaskelotprisen 2013 til Skoven i Skolen
Biologforbundet har givet Kaskelotprisen til Malene Bendix, Skoven i Skolen, for hendes arbejde med at formidle viden om natur og ideer til udeskole og udeundervisning.
Biologforbundet har givet Kaskelotprisen 2013 til Malene Bendix, koordinator for Skoven i Skolen, for hendes arbejde med at formidle viden om natur og ideer til udeskole og udeundervisning.
Prisen blev overrakt af Biologforbundets formand Asbjørn Holm på Naturskolen Åløkkestedet, Fyn, på Naturens Dag.
Med Kaskelotprisen fulgte 5000 kr. og et fad med motiv af Henry Heerup.
Motivering
På bestyrelsens vegne sagde Asbjørn Holm blandt andet:- Vi i Biologforbundets bestyrelse har valgt, at Kaskelotprisen i år skal gå til Malene Bendix for hendes store arbejde med udeundervisning og med hjemmesiden www.skoven-i-skolen.dk. Hjemmesiden er med god grund utrolig populær blandt rigtig mange undervisere. Man kan i undervisningssammenhænge nærmest ikke nævne emnet “skov”, uden at man også nævner hjemmesiden www.skoven-i-skolen.dk.
Asbjørn Holm sagde videre: – Du er en dygtig kommunikator. Man er ikke i tvivl om undervisningsforløbenes faglige fundament. De er grundigt forklaret, gennemarbejdede og direkte anvendelige i forhold til “Fælles Mål”. Sikke en gave! Og sikke en hjælp og ressouce for undervisere landet over.
– Vi synes i Biologforbundet, at du fortjener stor anerkendelse for dit arbejde med at gøre hele Danmarks naturfaglige undervisning endnu bedre, og vi vil derfor med denne pris markere, at vi støtter dig og dit flotte og omfattende arbejde.
Tak
Malene Bendix takkede for prisen og sagde blandt andet:
– Tusind tak for Kaskelotprisen. Det er en meget stor ære, at få lov at modtage prisen og jeg er meget taknemmelig. Jeg vil sige lidt om to ord:
– Det første ord er fællesskab: Skoven i Skolen og Udeskole.dk er mange forskellige menneskers værk. Mange lærere og naturvejledere, læreruddannere, pædagoger og forskere – og mine kolleger i Skovforeningen – har bidraget med ideer, materialer og viden. Prisen her er til os alle sammen.
– Det andet er natur: For mig er naturen en kilde til forundring, nysgerrig og en daglig glæde. Jeg håber, at de mange mennesker, som arbejder med udeskole og udeundervisning i alle skolens fag – og med formidling af biologi og natur direkte – kan være med til at give den næste generation af børn og unge både viden om, oplevelser i og glæde ved naturen, så de vil benytte den og beskytte den med både forsigtighed og fornøjelse fremover.
Kaskelotprisen
Biologforbundet har uddelt Kaskelotprisen siden 1980’erne. Prisen bliver ikke uddelt hvert år. Tidligere prismodtagere er:
2008: Professor Svein Sjøberg, fysiker og professor i naturfagenes didaktik ved Oslo Universitet.
2006: Jens Ole Ravn
2005: Søren Vinding
2003: DR B&Us “Snushanen” – et naturhistorie-formidlingsprogram for børn ved Jens Olesen.
1999: Finn Sandby
1997: Jørn Chemnitz, naturvejleder Kolding Kommune
1996: Det økologiske kontor v. Rigas Universitet i Letland
1993: Frank Wille, ornitolog
1992: Danmarks Havfiskerforening
1991: Thorkild A. Nielsen, hædret for sin indsats for biologi- og miljøundervisning i folkeskolen.
1990: Jørgen Mortensen,naturskoleleder.
1989: Miljøorganisationen Reflex, Ungarn
1988: Tommy Dybbro, lic. scient i biologi og forfatter
1986: Claus Bering, tegner og filmmand
1985: Finn Bro Rasmussen, professor DTH
1984: Bjørn Døssing, Skovfoged
1983: Aage Jørgensen, Rav Aage, fisker, ravfinder og formidler fra Thyborøn.
1982: Bent Jørgensen, zoolog, formidler og tidligere direktør for Zoologisk Have i København.
1881: Bent Lauge Madsen, havbiolog, bl.a. redaktør af tidsskriftet “Vand & Miljø”.
Om Malene Bendix
Malene Bendix er født i 1965. Hun er biolog med speciale i ferskvandsøkologi fra Aarhus Universitet i 1993 og kommunikationsmedarbejder fra Danmarks Journalisthøjskoles Tillægsuddannelse i 1994. Fra 1994-1997 arbejdede Malene Bendix med radiodokumentar på DR Montageafdelingen. I 1998 fik hun tvillinger.
Siden 1999 har Malene Bendix været ansat som koordinator, redaktør og skribent for Skoven i Skolen – og været med til at bygge projektet op og til at introducere udeundervisning og udeskole i Danmark, inspireret af den norske uteskole og Rødkildeprojektet. Skoven i Skolen formidler ideer og materialer til skolefaglig udeundervisning og udeskole i skov, natur og kultur via hjemmesiderne www.skoven-i-skolen.dk og www.udeskole.dk.
Malene Bendix har derudover skrevet og bidraget til mere end 20 bøger og hæfter for børn og voksne om natur, udeskole og om radiodokumentar.