Kim Edberg: Vi bør opskalere produktionsskov i Danmark
Her kan du læse, hvad Kim Edberg Andersen, miljøordfører fra Danmarksdemokraterne, mener om skovrejsning, revision af skovloven og formueskat.
Skovrejsning
Der er bred politisk opbakning til mere skov i Danmark, men lodsejere oplever store barrierer ift. lange sagsbehandlingstider og komplekse regelsæt, når de vil rejse skov. Hvordan vil du og I som parti gøre det nemmere at rejse skov til gavn for et grønnere Danmark og målet om 250.000 ha skov frem mod 2045?
“Vi er i Danmarksdemokraterne ikke med i aftalen om den grønne trepart på grund af CO2-afgiften på landbruget. Men vi er helt og aldeles for, at vi skal have mere skov i Danmark. Hvis vi ser på aftalen (den grønne trepart red.), så mener vi, at når man sætter et så ambitiøst mål om at rejse så meget skov på meget kort tid, så skal det være nemt og gnidningsfrit at gøre det.
I min optik bør man stille skarpt på de flaskehalse, der gør det besværligt at rejse skov og se på, hvordan man får skaffet de tilstrækkelige midler, det kræver at rejse så meget skov. Der er en masse administrative regler, som man bør ændre for at gøre processen mere smidig. Jeg tror ikke, at man kommer i mål med 250.000 ha skov i 2045 – det tager simpelthen meget længere tid at rejse skov i så stor en skala.”
Revision af skovloven
Lige op til valgudskrivelsen indkaldte trepartsminister Jeppe Bruus til forhandlinger om revision af skovloven. Forhandlingerne må forventes at blive genoptaget, når den kommende regering er dannet. Hvilke ændringer mener du/I, at en kommende revision af skovloven skal indeholde? Og herunder i forhold til balancen mellem natur og drift?
“Når vi taler om skovloven, skinner vores blå farve igennem. Vi mener ikke, at der skal rejses en masse urørt skov, da vi ikke mener, at den eneste måde at få mere natur på er ved at lade en masse træer falde og passe sig selv.
Derimod mener vi, at vi har brug for meget mere produktionsskov, særligt i forhold til klimahensyn og lagring af CO2. Vi har også brug for træpiller i forhold til energiforsyning og til varme på gårde og på nedlagte landbrug. I min optik bør vi derfor opskalere produktionsskov i Danmark. Det kræver, at vi uddanner mange flere skovarbejdere, og at vi samtidig sikrer, at de har jobs langt ud i fremtiden.”
Formueskat
Der er kommet politiske udspil om at indføre en formueskat. Forslaget vil have stor betydning for skovejere. Hvad mener du/I om at indføre en formueskat?
“Sådan som forslaget om en formueskat er skruet sammen lige nu, så er vi ikke for en formueskat. Lige nu virker forslaget for mig som en god overskrift, og lidt useriøst.
Jeg tror, at en formueskat, sådan som forslaget lyder indtil videre, risikerer at koste arbejdspladser og vil skubbe virksomheder fra Danmark til udlandet. Og det mener vi er bekymrende. Vi er enormt afhængige af små og mellemstore virksomheder i Danmark, og vi kan se på blandt andet techområdet, at vi i forvejen mister mange virksomheder til andre lande.
Det gavner ikke nogen at gøre det dyrere at starte virksomheder op. Vi mener derfor, det er den forkerte vej at gå. Jeg forstår godt, hvad Socialdemokratiet mener med forslaget, og hvad tanken bag forslaget er, som jo er god nok. Men jeg tror ikke, at en formueskat vil mindske uligheden i Danmark. Tværtimod kan det desværre gøre uligheden større, hvis der er flere mennesker, der mister deres job.
Det vigtige for mig og for vores parti, er, at vi allesammen, og at vi som land, bliver rigere.”
