Klimaminister anerkender biomassens rolle for energiforsyning og skovrejsning
Klima- energi-, og forsyningsminister, Samira Nawa, kommer i et nyt svar på et udvalgsspørgsmål med vigtige overvejelser om klimaeffekterne ved at lade træ, der anvendes til energiformål, blive liggende i skovbunden. Det er usikkert, hvorvidt det gavner klimaet at lade træ ligge i skoven – til gengæld har det konsekvenser for både skovbrug, energiforsyning og lysten til at rejse skov, fremgår det af ministerens svar.

Foto: Colourbox
I et nyt ministersvar understreger klimaministeren, at de samlede klimaeffekter ved at lade træ, der i dag anvendes til energiformål, blive liggende i skoven, er højst usikre, og at regnestykket overser en række væsentlige konsekvenser for både energiforsyning, skovbrug og fremtidig skovrejsning.
Baggrunden er et folketingsspørgsmål fra Enhedslisten om, hvordan kulstofpuljerne i danske skove ville udvikle sig, hvis alt energitræ, herunder tyndingstræ og hugstrester, blev efterladt i skoven til naturlig nedbrydning.
Ministeriets beregning viser, at kulstofpuljen i dødt ved under denne forudsætning kan stige med 3 mio. ton CO2 i 2027 stigende til akkumuleret ca. 31 mio. ton CO2 i 2045. Isoleret set giver det dermed et større kulstoflager i skoven og en dermed en endnu højere netto-lagring i skovene. Samtidig gøres der opmærksom på, at beregningen er et isoleret regneeksempel, som ikke giver et retvisende billede af den samlede klimaeffekt.
Ingen tidsmæssig forskydning mellem optag og udledning
Grundlæggende bygger effekten på, at kulstoffet bliver liggende længere tid i skoven, før det frigives til atmosfæren. Når træet efterlades som dødt ved, opstår der en midlertidig kulstofbinding, men nedbrydningen fortsætter, og CO₂’en frigives gradvist over de følgende årtier. Klimaeffekten vil kun være permanent, hvis det bliver fast praksis ud i al evighed, at efterlade biomassefraktionen i skoven.
Den årlige klimaeffekt aftager derfor markant over tid. Ifølge ministeriets beregninger falder den potentielle yderligere CO₂-lagring fra omkring 3 mio. ton i 2027 til cirka 1 mio. ton i 2045, efterhånden som mængden af dødt ved vokser og selv begynder at afgive CO₂ gennem naturlig nedbrydning.
Det fortæller os, at dødt ved i høj grad handler om timing af udledninger frem for permanent kulstoflagring.
Samtidig er det vigtigt at huske på, at danske skove er i netto-tilvækst. Det fortæller Mathias Lykke Nygård Johansen, der er chefkonsulent i Dansk Skovforening.
”De danske skove er i netto-tilvækst, dvs. at når al udledning og hugst i skoven bliver modregnet tilvæksten, så vokser skovene samlet set. Det har de gjort siden 1990, og det vil de blive ved med at gøre jf. den seneste klimafremskrivning. Når der er netto-tilvækst i skoven, er der således ingen tidsmæssig forskydning mellem optag og udledning fra skoven og dets produkter”, siger Mathias Lykke Nygård Johansen.
Overser konsekvenser for energiforsyning og skovrejsning
I svaret fremhæver klimaministeren, at beregningerne ser bort fra de afledte effekter, som ellers er afgørende at forholde sig til, hvis man vil anvende biomassefraktionen som et klimavirkemiddel i skoven.
Når biomassen ikke længere udnyttes til energi, skal energien erstattes af andre kilder. Samtidig mister skovejere en indtægt, som i dag bidrager til økonomien i både skovbrug, tyndinger og etablering af ny skov.
Ifølge ministeren kan lavere indtjening mindske incitamentet til skovrejsning og dermed svække de politiske ambitioner om at rejse 250.000 ha ny skov frem mod 2045. Dermed kan et større kulstoflager i eksisterende skove risikere at føre til mindre skovrejsning og lavere kulstofoptag andre steder.
”Vi er et sted i klimakampen, hvor biogent kulstof har højere klimaeffekt ved at blive anvendt i andre sektorer, end at lade det ligge i skoven. Der er stadig store mængder fossile udledninger i den samlede energisektor, og om end det biogene kulstof for nuværende ikke kan substituere det hele, så spiller det en afgørende rolle i den grønne omstilling”, fortæller Mathias Lykke Nygård Johansen.
Mangler viden om store mængder dødt ved
Samtidig skriver ministeren i sit svar, at der mangler et solidt fagligt grundlag for at vurdere de potentielle klimaeffekter.
Københavns Universitet oplyser, at der i dag ikke findes en konsolideret model for store mængder ekstra dødt ved i danske skove. Historisk har det ikke været normal praksis at efterlade væsentlige mængder hugstmateriale i skoven til henfald, og datagrundlaget er derfor begrænset.
Kortsigtede klimaeffekter
Ministersvaret illustrerer dermed en central udfordring i den aktuelle debat om biomasse og skovens klimaeffekt: et større kulstoflager i skoven er ikke nødvendigvis det samme som en bedre samlet klimaindsats.
Når effekten alene opgøres som voksende mængder dødt ved i skovbunden, uden at konsekvenserne for energiforsyning, skovøkonomi og fremtidig skovrejsning regnes med, risikerer skoven at blive et opgørelsesmæssigt klimavirkemiddel frem for et reelt bidrag til den grønne omstilling.
”De danske skove er bæredygtigt forvaltet, og ved en bæredygtig forvaltning, er der overskud på kontoen. Og så længe der er overskud på kontoen, er der god grund til at overveje, hvor biomasse giver den største klimaeffekt. Er det i skoven eller ude i de andre sektorer som energi, tømmer og møbelindustrien fx. Skoven er et langsigtet klimavirkemiddel, som også bidrager positivt i klimaregnskabet her og nu. At efterlade biomassefraktionen i skoven er en kortsigtet isoleret klimaeffekt, som i dag blot efterlader problemerne i børneværelset”, siger Mathias Lykke Nygård Johansen.
På baggrund af de modsatrettede effekter kan det ikke entydigt afgøres, om det samlet set vil føre til højere eller lavere danske drivhusgasudledninger, hvis alt træ til energiformål fremover efterlades som dødt ved i skoven.
”Klimaministerens svar er vigtigt, for det er med at understrege, at diskussionen om klimaeffekten ved biomassens alternative anvendelse er mere nuanceret end som så,” tilføjer Mathias Lykke Nygård Johansen.
