Kloak-syndromet

Skovpolitik er usynlig for medierne. Derfor er den ligegyldig for politikerne. Populisme er blevet stueren i dansk politik, men populisme er ikke bæredygtig. Udsigten er at politikerne først for alvor kaster sig over skovpolitik når der er lig på bordet.

Skovpolitik er usynlig for medierne.
Derfor er den ligegyldig for politikerne.

Min nabo er kloakmester. Han har altid klaget over at Danmarks kloakker over én kam bliver overset, underprioriteret og misrøgtet af politikerne fordi kloakvedligeholdelse koster penge uden at give umiddelbart synlige resultater.

Sådan er det også med skovpolitik. Den er langsigtet og usynlig for medier og politikere. I 5 år er skovenes fremtid blevet negligeret af regeringen og i nogen grad også af oppositionen. Danmark står i dag reelt uden skovpolitik og med åbenlyse selvmodsigelser og mangler på en stribe centrale skovspørgsmål.

Denne artikel spekulerer i konsekvenserne for Danmarks skove hvis kloaksyndromet, altså politikernes ligegyldighed, fortsætter.

De smukke og rigtige målsætninger fra 2002

Den nye borgerlige regering lagde ellers stærkt ud med et nationalt skovprogram i 2002 og en skovlov i 2004.

Der var bred tilslutning, både hos politikerne og i hele koret af interesseorganisationer, til skovprogrammets overordnede målsætninger for dansk skovpolitik:

1. Mere naturnær skovdrift og 10 % biodiversitetsskov i 2040.

2. Sikring af skovbruget som erhverv gennem etablering af bæredygtige økonomiske rammebetingelser.

3. Udvikling af skov som et velfærdsgode hvor befolkningen sikres muligheder for friluftsliv og naturoplevelser.

4. Øget skovareal så skovlandskaber dækker 20-25 % af Danmarks areal om 80-100 år.

5. Velfungerende kompetenceopbygning og udveksling af viden i skovsektoren.

6. Fremme af bæredygtig skovdrift globalt og regionalt.

Det var og er gode målsætninger. Men nu, 7 år og 2 miljøministre senere, har regeringen tilsyneladende glemt målsætningerne. Status for dansk skovpolitik anno 2009 er:

Manglerne og selvmodsigelserne i 2009

• Grøn Vækst, men uden skove.

Regeringens strategi for Grøn Vækst med prioriterede mål om grundvand, biodiversitet, CO2-reduktion og naturoplevelser, negligerede skovenes enorme muligheder på disse punkter.

• Et fossilfrit Danmark, men uden træ.

Danmark og hele verden skriger på klimavenligt byggeri, teknologi og energi. Men i Danmark er produktudviklingsordningen for træ fjernet fra finansloven, og der er ingen politik for at udnytte træ, verdens mest klima- og miljøvenlige råstof.

• Skovbruget har ikke bæredygtige økonomiske rammebetingelser.

Skovejerne forhindres af absurde konkurrenceregler i at kunne gennemskue træmarkedet. Og skovene beskattes uafhængigt af deres (manglende) indtægter. Alt i alt taber de private skove penge hvert år når der medregnes forrentning af gæld efter skatten på skov.

• Ingen biodiversitetsplan for skovene.

Alle er enige om at Danmark skal stoppe sit tab af biodiversitet og at skovene må spille en nøglerolle her. Men der er ingen politik for hvordan skovene skal spille den rolle. Tværtimod er tilskud til løvskove, grønne driftsplaner, aftaler om særlig drift og andre skridt til mere biodiversitet fjernet fra finansloven. Samtidig indføres en unødvendig og dyr beskyttelse af flagermus som kommer til at straffe skovejerne med udgifter og ekstraarbejde hvis de har givet flagermusene levesteder i form af gamle løvskove. Det vil tilskynde til dyrkning af nåleskov, stik imod alle skovpolitiske hensigter.

• Ingen plan for at udnytte de private skoves muligheder for friluftslivet.

Private skove (70 % af skovarealet) rummer store oplevelsesmuligheder, og der er kraftig efterspørgsel på dem i befolkningen. Men der er ingen politik for at udvikle disse muligheder.

• Faldende udveksling og udvikling af viden i skovsektoren.

Skovene får færre ansatte. Skovbrugets konsulentordning er fjernet fra finansloven. Skovbruget får stadigt ringere muligheder for at udvikle nye produkter og metoder. Og Skov- og Naturstyrelsen abonnerer ikke længere på fagbladet Skoven til sine ansatte.

• Svækket forskning i miljøvenlig produktion af juletræer.

Produktionsafgiftsfonden er fjernet fra finansloven. Det svækker forskning og udvikling i mere miljøvenlige metoder i denne eksportindustri hvor Danmark hidtil har været verdensførende.

Populismen sætter dagsordenen

Denne liste over mangler og selvmodsigelser tegner billedet af en regering der har negligeret skovpolitikken siden 2004. Hvorfor er det gået så galt? Fordi Danmark er et demokrati, heldigvis, med de vilkår der følger med:

1. Politikerne skal have vælgere og styrer derfor efter hvad der sker i medierne.

2. Medierne skal have kunder og styrer derfor efter hvad der fanger opmærksomhed og interesse hos danskerne.

Hverken regering eller opposition har tid til at beskæftige sig med problemer som ikke giver opmærksomhed, og i sidste ende vælgere, uanset at vigtige sager så bliver overset, underprioriteret og misrøgtet.

Medieomtalen sætter i større og større grad den politiske dagsorden, ikke omvendt. Alle de mest succesrige politikere accepterer at sådan er vilkårene, og de skammer sig ikke over det. De taler åbent om at synlighed ogpopularitet i medierne nødvendigvis styrer det politiske arbejde. Og journalister virker ofte stolte over denne tilstand og deres stærke position.

For eksempel har Miljøministeren meldt klart ud til de danske træindustrier: Han har ingen planer om en politik for øget udnyttelse af træ, sådan som man ellers har for klimaets og miljøets skyld i Sverige, Finland, Norge og stribevis af andre lande, senest Frankrig. I stedet opfordrer Ministeren træindustrierne til at skabe et folkeligt pres for en træpolitik – så har han en platform at lave politik på.

Man kan lide det eller lade være: Populismen er et vilkår i demokratiet. Og populismen er blevet stueren.

Skov- og Naturstyrelsen har lært lektien

Skov- og Naturstyrelsen, den fagligt ansvarlige myndighed for Danmarks skove, har dygtigt tilpasset sig den populistiske virkelighed. Styrelsens erklærede vision er:

Alle kender Skov- og Naturstyrelsen som dem der tilbyder naturoplevelser og passer på naturen.

Altså: Styrelsens topprioritet er at blive kendt i den brede befolkning. Derfor drives statsskovene som et statsejet skovtursfirma. Og firmaet skal være kendt hos skatteyderne der betaler regningen og hos vælgerne der skal vælge politikerne der skal vedtage bevillingerne.

Dét er vigtigere for Styrelsen end andre mulige mål som fx at fremme naturoplevelser og naturbeskyttelse i alle Danmarks skove og ikke kun statens egne. Eller at producere træ, verdens mest klima- og miljøvenlige råstof.

Styrelsen ser ikke noget odiøst i sin prioritering. Der ligger en nemlig rationel strategi bag: Styrelsens anser sig som et firma der som alle andre firmaer tilstræber at gøre sig kendt overfor sine kunder. Populismen er blevet stueren.

… men populismen er ikke bæredygtig

Det bliver sværere og sværere at føre bæredygtig skovpolitik i den populistiske virkelighed:

• Bæredygtigt skovbrug skal være langsigtet. Handlingerne har konsekvenser for de kommende generationer om årtier og århundreder.

• Populisme er kortsigtet og snævertsynet. Den ser ikke længere end til næste valg, og den interesserer sig kun for det populære og spektakulære.

Derfor er bæredygtig skovpolitik kronisk truet af kloaksyndromet: Der sker ingenting, og bæredygtigheden smuldrer usynligt, men sikkert. Ligesom kloakker der ikke vedligeholdes.

Miljøministeren har nu chancen for at modbevise det. I foråret 2009 lovede han at sætte et arbejde i gang til efteråret. Det var samtidig med at han erkendte at skovene var blevet glemt i Grøn Vækst. Siden er alle skovpolitiske hængepartier blevet henvist til dette kommende arbejde, men intet er sat i gang endnu, i skrivende stund.

Så vi ved endnu ikke hvad Ministeren forestiller sig. Men der hårdt brug for ændringer i lovgivning, administrativ praksis og bevillinger, så skovene kan blive bæredygtige og imødekomme samfundets forventninger og krav, både nu og i fremtiden.

Lig på bordet

Ellers er udsigten i den populistiske virkelighed at politikerne først for alvor kaster sig over skovpolitik når der er lig på bordet. Lig som kan tænde ramaskrig i medierne.

Ligesom kloakoversvømmelser pludselig kan minde politikere om at der er et problem der er blevet overset for længe.

I 2007 var det fx millimeter fra at skovene ikke var kommet med i Danmarks landdistriktsprogram. Denne politiske fadæse blev kun afværget fordi det lykkedes Folketingets venstrefløj at lave ballade i medierne sammen med Skovforeningen og miljøorganisationerne. Men siden har regeringen så sørget for at skovene i praksis er holdt ude af landdistriktsprogrammet, blandt andet ved at fjerne bevillingerne til skovene på finansloven.

I fremtiden kan ligene vælte ud af skabene på grund af de uløste problemer:

• Fortsat manglende økonomisk bæredygtighed i skovene.
• Fortsat tab af arbejdskraft i skovene.
• Fortsat tab af faglig viden i skovbruget, fx om produktion af træ, verdens mest klima- og miljøvenlige råstof.
• Manglende udvikling af samarbejde mellem skovejere og myndigheder om naturbeskyttelse og friluftsliv i private skove.

Konsekvenserne kan blive mindsket stabilitet og sundhed i skovene som følge af den mindskede dyrkning, pleje og viden.

Det vil føre til nye spektakulære stormfald, katastrofale skadedyrsangreb og mangelfuld genvækst af ny skov. Så skal der nok komme en folkelig skovdebat og politisk handling.

Lad os håbe at det ikke kommer så vidt. Lad os håbe at regeringen og Folketingets flertal løfter deres ansvar for Danmarks skove og forpligter sig reelt på regeringens eget nationale skovprogram fra 2002. Og afsætter de nødvendige ressourcer til at indfri målene om bæredygtige danske skove.