Kronprinsesse Mary genplanter planeten

Genplant Planeten blev skudt i gang med manér. Kronprinsesse Mary plantede både en prinsesseeg og en hel række bøgetræer sammen med glade børn. Altsammen for at sprede budskabet at man kan gøre noget godt for klimaet ved at plante træer.

Den landsdækkende klimakampagne Genplant Planeten blev i går skudt i gang med manér, da Kronprinsesse Mary sammen med 120 børn, 4 borgmestre og en masse gæster plantede træer i den nye skov ”Prinsesselunden” på Naturcenter Herstedhøje i Albertslund. Hendes Kongelige Højhed plantede et stort egetræ – og da børnekoret og alle gæsterne havde sunget ”Vi skal plante et træ” og alle havde fået æblemost, fortsatte kronprinsessen og plantede en hel række bøgetræer sammen med en masse glade børn.

 

Kronprinsessen så også klimaværksteder, hvor børnene sved kul af pinde, plantede bittesmå træer i hjemmelavede potter, snittede og tegnede navnepinde til deres nyplantede træer og pressede æblemost. Kronprinsessen lyttede opmærksomt til, hvad børnene fortalte og prøvede selv alle aktiviteterne af.

 

Fotograf: Simon Høgsberg.

 

 

Tre taler

Skovrider Kim Søderlund fra Naturstyrelsen holdt tale for Kronprinsessen og børnene. Kim Søderlund lagde ud med et citat af Storm P.: ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”, sagde gamle Storm P. Det passer desværre ikke mere. Vi mennesker har brændt så meget olie, kul og gas af gennem de sidste 100 år, at der er kommet for meget CO2 i luften. Det betyder, at det store vejr, klimaet, er begyndt at ændre sig,” fortalte Kim Søderlund. ”Men nu begynder vi, at ændre klimaet tilbage igen.” Og så fortalte Kim Søderlund, hvorfor det at plante træer er godt for klimaet. At træer suger CO2 fra luften og bygger kulstoffet ind i stamme, grene og rødder. At træer og skove derfor er et lager for kulstof. At vi, hvis vi dyrker skoven bæredygtigt, kan fælde træer og bruge træet til huse, møbler og papir og på den måde gemme kulstoffet i træting. Og at vi til sidst kan brænde træ af, som CO2-neutral energi.

 
”Da jeg var barn, var der marker og drivhuse her,”

fortalte Albertslunds borgmester Steen Christiansen i sin tale – og pegede over på Vestskoven, der stod så smuk i efterårsfarver.

”Lige som I nu planter en ny skov, så blev Vestskoven plantet fra den bare mark. Om få år vil I kunne tage herud og se jeres skov vokse til. Og når I bliver voksne, vil I kunne tage jeres børn med herud og sidde under træerne og fortælle dem, at her plantede I træer for klimaet,”

sagde Steen Christiansen til børnene og Kronprinsessen.

 

Direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, som er største bidragyder til Genplant Planeten, fortalte i sin tale, at Genplant Planeten foregår over hele landet – og at 15.000 børn fra 200 skoler planter 33.000 træer. Han sagde, at arbejdet for klimaet er meget vigtigt og bad børnene om at give hinanden et klap på skulderen, fordi de plantede træer for et bedre klima.

 

Fotograf: Simon Høgsberg.

 

Tak

Skoven i Skolen som står bag ”Genplant Planeten” vil gerne takke HKH Kronprinsesse Mary, fordi hun med glæde, venlighed og entusiasme går foran i arbejdet med at Genplante Planeten – til stor inspiration for børn og voksne.

 

Tak også til Naturcenter Herstedhøje, Naturstyrelsen, til skoler og alle andre som bidrog til at skyde Genplant Planeten godt i gang.

 

Og tak til alle de skoler og skove som planter træer over hele landet i Genplant Planeten ugen.

 

 
 

Hvor og hvornår planter børn træer?

På Genplant Planten-kortet kan du se, hvilke skoler som planter hvor og hvornår. Vælg Genplant Planeten: Skoler eller skove i højre margin.

 

 
 

Hvorfor Genplant Planeten?

  • Genplant Planeten skal give mange børn mulighed for selv at handle aktivt for et bedre klima ved at plante træer – og arbejde innovativt og løsningsorienteret med klima.
  • Genplant Planeten skal sætte fokus på bæredygtigt skovbrug og træanvendelse som klimaløsninger.
  • Genplant Planeten skal fremme skovrejsning i Danmark.

 

 

Undervisning

  • Til Genplant Planeten er udviklet en række undervisningsforløb og aktiviteter om træplantning, klima, handling og innovation, som kan bruges før, under og efter at børnene planter træer. Materialerne findes på Skoven i Skolens hjemmeside.
  • Alle klasser får også tilsendt det nye hæfte “Genplant Planeten – Træets kredsløb og klimaet” samt børnehæftet ”Klimamaskinen”. Se også folderen for projektet.
  • De skoleskove som børnene planter på skoler landet over, vil blive brugt som grønne klasseværelser, hvor klasserne kan arbejde med udeundervisning og udeskole.
  • Klasser kan dele fotos og klimaideer på Instagram og vinde en fugleklasse.

 

 

Hvorfor er træplantning en del af løsningen på klimaforandringen?

Træer i vækst optager CO2 fra luften og bygger det ind i deres plantekroppe via fotosyntesen.

 

En af de mange løsninger på klimaproblemet er at plante træer, at dyrke skoven bæredygtigt og at bruge træ til huse, broer, papir, tømmer, hvor kulstoffet kan lagres – eller brænde det af som CO2 neutral bioenergi, der sparer kul, olie og gas.

 

 
 

Hvem står bag Genplant Planeten?

Genplant Planeten koordineres af Skoven i Skolen og gennemføres i samarbejde med:

 

15. Juni Fonden, Biologforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Danske Planteskoler, Danske Træindustrier, Dansk Skovforening, Dansk Træforening, DAPO, DONG Energy, Friluftsrådet, Grønt Flag – Grøn skole, HedeDanmark, Kommunale Park og Naturforvaltere, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Bæredygtig Udvikling, Naturvejlederforeningen, Naturstyrelsen, Nordea-fonden, NTS-centeret, Plant Et Træ , Skovdyrkerforeningerne, Træ.dk, Træ til Energi, UdeskoleNet og Undervisningsministeriet. Akkerup Planteskole, Højmoses Planteskole, Holdens Planteskole samt Frijsenborg Planteskole leverer og pakker træer.

 

Genplant Planeten er støttet økonomisk af Nordea-fonden, DONG Energy, DAPO, Friluftsrådet, Danske Planteskoler, 15. Juni Fonden.

 

 
 

Kontakt og tilmelding til startskud

Malene Bendix

Koordinator for Skoven i Skolen og Genplant Planeten.

Telefon: 2671 6382

Mail: malene@skoven-i-skolen.dk.