Lodsejeren: Vildtforvaltningsrådets tid er ikke forbi
I takt med den stigende kamp om arealerne i Danmark, bør vi insistere på at fastholde samtalen i Vildtforvaltningsrådet. Sådan lyder det fra Peter Arnold Busck, formand i Dansk Skovforening og medlem af Vildtforvaltningsrådet, i et modsvar til et debatindlæg i Altinget af Niels Kanstrup og Hans Peter Hansen.
I Altinget fremfører to forskere, Niels Kanstrup og Hans Peter Hansen, det synspunkt, at Vildtforvaltningsrådet tid er ovre. Fra Dansk Skovforenings side kan vi godt nikke genkendende til nogle af de udfordringer, der nævnes i indlægget, men vi når bestemt ikke til samme konklusion.
Vildtforvaltningsrådet har en mangeårig praksis med at fungere som rådgivende udvalg for ministeren. Her mødes Landbrug og Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund , Dansk Naturfredningsforening og Dansk Skovforening med det formål at drøfte en hensigtsmæssig vildtforvaltning i Danmark. Det er klart, at en så bred sammensætning af organisationer også vil betyde, at der er ting, vi anskuer forskelligt og, at det indimellem byder på en karsk debat. Og godt for det. Det er jo nok derfor, at ministeren har sammensat Vildtforvaltningsrådet netop på den måde.
De to forskere anfører som et argument for, at Vildtforvaltningsrådet ikke længere har demokratisk opbakning, at der i de senere årtier er sket en koncentration af landbrugsjorden på færre hænder. Det er et lidt pudsigt argument, for Vildtforvaltningsrådets formål har aldrig været at være en demokratisk institution, men derimod et fagligt rådgivende udvalg, baseret på de hensyn, balancer og interesser, som findes blandt Vildtforvaltningsrådets medlemmer. Og ministeren har aldrig været forpligtet til at følge dette råd.
De faglige indstillinger som gives er frembragt ud fra hensyn til såvel jagt-, som natur-, økonomi-, jordforvaltnings- og dyrebeskyttelseshensyn. Og det er nok her, hvor forskerne går galt i byen. For Vildtforvaltningsrådet repræsenterer ikke kun en sektorspecifik faglighed, men også forskellige samfundsmæssige interesser. Ellers kunne man jo have sammensat et råd af forskere.
Vildtforvaltningsrådet kommer med indstillinger baseret på faglighed og grundige drøftelser, men afhængig af hvilken vægt organisationerne tillægger forskellige faktorer, så vil man jo anskue udfordringerne forskelligt. Eksempelvis vil jægere og naturfredningsorganisationer se forskelligt på, hvorvidt der bør være mulighed for at gå på jagt i strengt beskyttet natur.
Tilsvarende kan der jo også sagtens udspille sig jagt- og vildtpolitiske debatter i Folketingssalen. I fjor var der eksempelvis fremsat et beslutningsforslag om forbud mod jagt på udsat fuglevildt. Her var der et klart flertal i Folketinget for, at et sådan forbud ikke skulle gennemføres. Det er muligt, at jeg har en anden forståelse af demokrati end de to forskere, men for mig at se er det da netop udtryk for en særdeles positiv ting at interesseorganisationer mødes, meninger brydes, og politikerne vurderer efterfølgende, om de ønsker at følge indstillingen.
I takt med, at kampen om arealerne er blevet intensiveret, så er drøftelserne det også. Men det kan da umuligt være et argument for at trække sig væk fra hinanden. Det bør snarere være et argument for at vedblive at insistere på samtalen i Vildtforvaltningsrådet.