Lovpligtig certificering er ikke løsningen
En skovplan med tvungen certificering vil ikke være en 'silverbullet', der kan løse træ- og møbelindustriens aktuelle forsyningsproblemer som følge af krig i Ukraine og udlæg af urørt skov herhjemme. Til gengæld risikerer det at fjerne incitamentet til skovrejsning, skriver Dansk Skovforening sammen med andre aktører i debatindlæg.
Indlægget er oprindeligt bragt i Klimamonitor den 29. september 2022.
Dansk Industris brancheorganisation for træ- og møbelindustri (TMI) lancerede for nylig et oplæg til en national skovplan, som blandt andet indeholder forslag om, at certificering af skov skal gennemtvinges ved lov.
Forslaget har givet anledning til en del undren i de brancher og sektorer, der beskæftiger sig med skovbrug og skovcertificering.
For det første vil en skovplan ikke være en ‘silverbullet’, der kan løse træ- og møbelindustriens problemer. For det andet risikerer forslaget at begrænse muligheden for skovrejsning i Danmark, fordi det fjerner et incitament. Og for det tredje er det stærkt overraskende, at det netop er Dansk Industri, som pludselig slår på tromme for, at certificering skal gennemtvinges ved lov, når hele ideen med certificeringsordninger netop er markedsbaseret frivillighed.
Der er nok ingen tvivl om, at den danske træ- og møbelindustri kan komme til at stå med store forsyningsproblemer, blandt andet på grund af Ruslands invasion af Ukraine og udlæg af store arealer urørt skov i højt producerende danske certificerede statsskove. En national skovplan vil imidlertid ikke kunne løse denne udfordring. De skove, der plantes i dag, vil først stå klar til at kunne levere gavntræ om 40-200 år.
Der ændrer ikke ved, at skovdrift og skovrejsning har masser af positiv effekt i forhold til klima, miljø og grundvandsbeskyttelse, ligesom vi på sigt får brug for langt mere træ, når verden gradvist omstilles til en bioøkonomi, hvor produkter laves af fornybare ressourcer.
Skader incitament
Problemet er blot, at når TMI kræver tvungen certificering, så skader de incitamentet til skovrejsning. Langt hovedparten af den skovrejsning, som finder sted de kommende år, vil ske på relativt små arealer. Eksempelvis har Landbrugsstyrelsen i år knap 400 ansøgninger til skovrejsning, og deres fremskrivning for udvidelse af skovarealet er mellem 1000 og 2000 ha for de kommende år. Der vil altså være tale om relativt små skovområder, som ikke vil kunne bære en dyr, tvungen certificering.
Skovdrift i Danmark er reguleret via Skovloven, som løbende sikrer, at driften er bæredygtig. Certificering kan være et fint supplement, men det bør ske frivilligt og ikke ved lovgivning og tvang. Certificeringsordninger er netop kendetegnet ved, at de er markedsbaserede, frivillige og stiller højere krav end lovgivningen.
Hvis Dansk Industri ønsker certificering af træ, så bør det jo afspejle sig i markedsprisen, således at skovejeren får et incitament til at lade sig certificere.
Hertil kommer, at det hæmmer nytænkning og giver bureaukratisk bøvl, hvis alle aktører er bundet til lovhjemlede certificeringsordninger. Man kan jo også overveje, om det er synderligt demokratisk, at det er private certificeringsordninger, som indirekte fastsætter lovkrav til skovdrift i Danmark. Vi foretrækker, at Folketinget beholder den kompetence.
Mange års international erfaring viser, at lovgivning og certificeringer fint kan supplere hinanden i at opnå bæredygtighedsmål, og at adgangen til certificering gøres lettere for skovejere i lande med robust lovgivning, der effektiv sikrer natur, friluftsliv og skovenes drift.
Så målet for politikere, der ønsker at fremme skovcertificering, bør være at skabe rammer for skovsektoren, der gør springet til certificering enkelt og kosteffektivt – men ikke til et lovkrav.