“Mål for skovene skal være realistiske”

Sverige og Finland har svært ved at nå de klimamål, som EU har sat for skovene i 2030. Men nu kommer kommissionsformanden dem i møde og fastslår, at målene skal være mere realistiske.

Den svenske LULUCF-sektor får svært ved at nå EU’s fastsatte 2030-klimamål. Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk

De europæiske skove skal – sammen med resten af den såkaldte LULUCF-sektor – bidrage til det europæiske klimaregnskab med i alt 310 millioner ton CO2 frem mod 2030. Det er fastsat i LULUCF-forordningen, som snart skal revideres. 

Men det har vist sig svært for EU’s skovrigeste land at leve op til sin del af forpligtigelsen. I modsætning til i Danmark er skovenes CO₂-optag i Sverige faldet de seneste ti år, blandt andet på grund af tørke og insektangreb.  

Også Finland står i en svær situation. Her har LULUCF-sektoren store CO2-udledninger fra lavbundsarealer – faktisk så store, at udledningerne næsten udligner de optag, som skovene leverer. 

De to lande har gjort EU-Kommissionens formand opmærksom på problemerne, og nu kommer Ursula von der Leyen dem i møde. Forud for et møde i Det Europæiske Råd, har hun sendt et brev til EU’s stats- og regeringschefer, hvor hun understreger, at LULUCF-forordningen skal indeholde realistiske mål, der tager højde for nationale forskelle og naturlige variationer.  

Det er i modsætning til i dag, hvor forordningen er indrettet sådan, at alle medlemsstater bidrager ud fra samme fordelingsnøgle baseret på en referenceperiode. Denne metode gør det særligt svært for lande som Sverige og Finland at indfri deres forpligtelser, da de i referenceperioden har haft høje netto-optag. De skal dermed optage endnu mere for at nå i mål. 

“LULUCF-forordningens mål om et nettooptag på 310 mio. ton CO2e i 2030 er urealistisk. Det er et politisk mål, der er sat uden nogen form for vejledning til, hvordan de enkelte medlemsstater skal indfri det. Derfor er det positivt, at der lægges op til, at målene skal sænkes og dermed gøres mere realistiske,” siger chefkonsulent i Dansk Skovforening Mathias Lykke Nygård Johansen og uddyber:  

“I Danmark har vi ikke udfordringer med at leve op til vores mål under LULUCF-forordningen, men det kommer potentielt til at betyde meget for de lande, som ikke kan indfri deres mål.”  

Anerkender klimaeffekt uden for skovene 

Brevet er sendt forud for forhandlingerne om et nyt overordnet 2040-klimamål i Det Europæiske Råd. Ursula von der Leyen opfordrer i den forbindelse også til, at EU skal bevæge sig væk fra at se skovene primært som kulstoflager og i stedet anerkende dem som en fornybar ressource, der bl.a. styrker klimaindsatsen. 

Her peger Ursula von der Leyen fx på, at træprodukter skal erstatte fossile materialer for at understøtte en fossilfri økonomi.  

Og det er godt i tråd med, at Dansk Skovforening gennem den europæiske skovejersammenslutning CEPF har arbejdet for anerkendelse af skovenes klimaeffekt også uden for skovene i kraft af den såkaldte substitutionseffekt. 

“Skovens klimaeffekt stopper ikke i skoven – den fortsætter også ind i de sektorer, der fx anvender træet til byggeri og produktion,” siger Mathias Lykke Nygård Johansen.