Mød Dansk Skovforening på Naturmødet 2026!

Når Naturmødet i Hirtshals samler organisationer, forskere, politikere og virksomheder til debat om natur, klima og arealanvendelse, er Dansk Skovforening naturligvis til stede og sætter fokus på alle de værdier, skovene bidrager med til samfundet.

Fra torsdag til lørdag deltager vi på Naturmødet i Hirtshals med vores stand og i spændende debatter om fremtidens arealanvendelse, biodiversitet og skovens rolle i den grønne omstilling. 

I år er diskussionen om natur og arealer højaktuel. Aftalen om den grønne trepart og de kommende omlægninger af det danske landskab rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vi hurtigere rejser skov, skaber mere natur og biodiversitet samtidig med, at vi producerer træ til især bygge- og møbelbranchen. 

Naturmødet har allerede torsdag budt på spændende og gode oplevelser – fx afholdt vi sammen med Klimaskovfonden vores populære skov-Jeopardy, hvor blandt andre fungerende trepartsminister Jeppe Bruus quizzede i viden om skov.

Og sidst på eftermiddagen vandt Dansk Skovforening De Unge Biodiversitetsambassadørers “den Omvendte Biodiversitetspris”– en sejr, vi tog med et smil og som udtryk for en anerkendelse af vores arbejde for frit træartsvalg. Se mere på LinkedIn og Facebook!  

Sofasamtale om biodiversitet og skovdrift 

I dag fredag deltager direktør Anders Frandsen i en sofasamtale arrangeret af Biodiversitetsrådet med fokus på forholdet mellem biodiversitet og skovdrift. 

Her bliver der sat fokus på, hvordan hensynet til biodiversitet kan styrkes i de danske skove, og hvordan skovdrift samtidig kan bidrage med træ, klimaeffekter og grønne løsninger. 

Debatten om skovene bliver ofte fremstillet som et valg mellem benyttelse og beskyttelse. Men skovene spiller flere roller på én gang: De leverer levesteder til dyr og planter, optager og lagrer CO₂ og leverer træ til byggeri, møbler og biomasse, som er nødvendige i den grønne omstilling. 

Debat om de mange hensyn i det store grønne arealpuslespil  

Senere på fredagen deltager vi i en debat på Thunderdome-scenen om den store arealomlægning i Danmark i forbindelse med den grønne trepart. 

Her skal vi sammen med blandt andre professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet, Træ- og Møbelindustrien (TMI), CONCITO og Dansk Industri Fødevarer diskutere, hvordan vi håndterer de omfattende ændringer i arealanvendelsen, som vi står overfor, og hvordan vi i praksis lykkes med at realisere målet om et grønnere landskab med meget mere natur og skov. 

Debatten vil blandt andet handle om, hvordan arealændringerne vil påvirke fødevareproduktion, produktion af træ, og balancen mellem skovbrug og biodiversitet. 

Kom forbi og hils på 

Under hele Naturmødet kan du møde Dansk Skovforening i vores stand, nummer 48 og 49 i “The Village”, hvor vi står klar til en snak om skovbrug i praksis og skovens vigtige rolle i samfundet.  

Du kan blandt andet blive klogere kaskade-princippet med vores visuelle opsætning af træets mange forskellige funktions- og produktionsmuligheder, ligesom du kan prøve at sidde i en vaskeægte skovningsmaskine. 

Lidt senere på dagen afholder vi reception i vores stand kl. 15-17, hvor du kan nyde grill og en kold skovbajer. 

Vi glæder os til at møde medlemmer, samarbejdspartnere og alle andre med interesse for skov, natur og grøn omstilling – vi ses i Hirtshals!