Nu bliver det billigere at bo i naturen!

Med regeringens finanslovsforslag fra 2026 bliver det billigere at eje natur, efter bl.a. Dansk Skovforening har anbefalet at samle landbrug, skov og natur i én kategori – men skal reglerne virke, må sagsbehandling ikke spænde ben.

 

Foto: Colourbox

Med det nye system for ejendomsvurderinger så det i første omgang ud til, at naturejendomme fremover ville blive beskattet markant hårdere, fordi de blev kategoriseret som ejerboliger.

Men med regeringens finanslovsforslag for 2026 er der nu politisk enighed om, at 13.000 flere ejendomme i landområder vil blive vurderet og beskattet lavere end ejerboliger: Fra 2027 vil naturejendomme ifølge forslaget som udgangspunkt blive vurderet på linje med landbrug.

Det er en sag, Dansk Skovforening har arbejdet for som medlem af en følgegruppe, der sidste år anbefalede den nu så godt som vedtagne beskatningsmodel. Modellen samler landbrug, skovbrug og større naturejendomme i én ejendomskategori og sikrer dermed, at vådområder, naturarealer, brakjord mv. bliver beskattet på samme vilkår som intensivt dyrket landbrugsjord.

”Hvis vi skal have mere natur i Danmark, er det selvfølgeligt klogt at sikre, at det ikke er dyrere at eje natur end at eje skov eller landbrug. Derfor er det meget positivt, at vores forslag om at samle dem i én kategori nu bliver til virkelighed,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.

Han sidder med i følgegruppen, som i 2023 blev nedsat af forligskredsen bag de nye ejendomsvurderinger. Ud over Dansk Skovforening består gruppen af Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening samt Frie Bønder – Levende Land.

Bør følge intentionen

Kategoriseringen som naturejendom kan kun ske, hvis ejendommen ikke i overvejende grad anvendes som bolig eller erhverv. Men skal forslaget have effekt er det vigtigt, at det i praksis er enkelt og gennemskueligt for lodsejere at høre ind under naturkategorien.

”Det er afgørende, at både kriterier og sagsbehandling udformes på en måde, der giver lodsejere tryghed og forudsigelighed, så vi ikke spænder ben for mere natur med unødige barrierer,” siger Anders Frandsen, der har været i dialog med Vurderingsstyrelsen.