Nu bliver skovens uddannelse kortere

Ny reform forkorter bl.a. uddannelsen til skov- og landskabsingeniør. Men der bliver brug for dygtige, grønne praktikere, påpeger branchen og Skovskolen, der heller ikke får lov at bidrage til implementering af reformen.

Skovskolens uddannelse for bl.a. skov- og landskabsingeniør forkortes i ny reform. Foto: Kent Pørksen

Uddannelsen til skov- og landskabsingeniør (SLing) forkortes med 15 ECTS-point.

Det står nu sort på hvidt, efter uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i sidste uge præsenterede en reform af professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.

Reformen er baseret på en bred politisk aftale mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk, Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Det er dog ikke alle professionsbacheloruddannelser, der skal forkortes med den nye reform, der grundlæggende stiler mod højere intensitet i undervisning, mere vejledning og stærkere forankring i erhvervslivets praksis.

Studerende på uddannelser som diplomingeniør, bygningskonstruktør og maritime uddannelser får nemlig allerede intensiv undervisning, har solid praksisforankring og opnår høj gennemførelse med lav ledighed. Derfor er disse uddannelser undtaget fra reformens krav om forkortelser.

”Af samme grund kan det undre, at man ikke også har undtaget de meget få øvrige tekniske professionsuddannelser som fx skov- og landskabsingeniør og urban landskabsingeniør, der på samme vis udmærker sig ved mange undervisningstimer, praksisbaseret undervisning, meget praktik, lavt frafald og lav ledighed,” skriver forstander på Skovskolen, Rasmus Kjær, på LinkedIn.

Misser regionalt tilskud

Han undrer sig også over, at Skovskolen ikke får del i et regionalt tilskud, som ellers har til formål at holde hånden under professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser udenfor de større byer. Skovskolen er ikke berettiget til tilskuddet, da den hører under Københavns Universitet.

”Det gør det ikke lettere at prioritere arbejdet med grønne uddannelsesmiljøer ude i skoven,” skriver han videre.

Dansk Skovforening støtter Skovkolen og SLing, som er en af branchens vigtigste uddannelser.

”Praksisnær skov- og naturfaglighed bliver helt afgørende, når vi med den grønne trepart skal forøge Danmarks skovareal fra 15 til 20 procent, som herefter skal forvaltes fornuftigt sammen med de eksisterende skove. Derfor er det selvsagt ærgerligt, at uddannelsen nu bliver forkortet,” siger direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen.

Foreningen bakker også op om reformens overordnede formål om at løfte kvaliteten af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark med bl.a. højere undervisningsintensitet, mere vejledning og stærkere praksisforankring. Men som Skovskolen før har påpeget, er intensiteten på SLing allerede høj – både hvad angår undervisningstimer, vejledning og praktik. Derfor kan det blive svært at øge kvaliteten og samtidig forkorte uddannelsen.

Der er dog ikke kun dårlige nyheder i den aftalte uddannelsesreform. Skovskolen ser nemlig ud til at få del i et generelt økonomisk løft af uddannelserne via et såkaldt aktivitetstilskud, der belønner skolerne per studerende, der gennemfører en uddannelse.

”Med taxameterløftet vil vi fortsat kunne arbejde for endnu mere innovativ, forsøgsbaseret og praksisrelevant undervisning, og det skal nok give endnu et løft til et i forvejen vildt og sprudlende uddannelsesmiljø. Og det vil vi glæde os til at komme i gang med,” skriver Rasmus Kjær.

Ingen plads ved bordet

Hvad han dog ikke kommer i gang med er selve implementering af reformen. Her er Skovskolen og Københavns Universitet nemlig ikke inviteret med i de arbejdsgrupper, der skal føre reformen ud i livet. Og det er uheldigt, skriver Rasmus Kjær i et debatindlæg på Altinget:

”Hvis ikke disse mindre uddannelser inviteres ind i implementeringssporet, bliver de let glemt og klemt af, at det er kandidatreformen og de her medfølgende besparelser på universiteterne, som finansierer kvalitetsløftet på andre uddannelsesområder,” skriver han.

Forstanderen påpeger også, at selvom Skovskolen er et lille uddannelsessted, vil dens viden spille en afgørende rolle i forhold til de politiske målsætninger om mere skov og natur i Danmark.