Nu kan du bestille skovskilte igen
Opdatering: Vi har oplevet en overvældende interesse for bestilling af skovskilte, og derfor har vi desværre været nødt til at lukke for bestilling allerede få dage efter offentliggørelsen af den nye bevilling, da den allerede er opbrugt. Vi arbejder fortsat på en permanent løsning.

Præcis 2200 nyproducerede skovskilte ligger netop nu klar til at blive bestilt af private skovejere.
Skiltene illustrerer de særlige adgangsregler, der gælder for skovgæster i de private skove, og opfordrer generelt til at udvise hensyn over for dyr, natur og andre skovgæster. De er produceret efter det senest opdaterede design fra 2023, der i højere grad kommunikerer adgangsreglerne visuelt med ikoner.
Den nye bevilling til skovskilte fra trepartsminister Jeppe Bruus er på 50.000 kr. og lander på et tørt sted. I en længere periode har det nemlig ikke har været muligt at bestille skilte fra den offentligt finansierede ordning, der blev oprettet af staten som modydelse for, at offentligheden fik adgang til private skove i 1969. Den foregående pulje fra 2022, der ekstraordinært var på hele 500.000 kr. for at inkludere midler til nydesign af skiltene, blev nemlig opbrugt allerede året efter på grund af stor efterspørgsel på skilte.
Derfor henvendte Dansk Skovforening sig i 2024 til Jeppe Bruus med forslag om en mere hensigtsmæssig model for finansiering af skovskiltene til private skove: I stedet for den nuværende ad hoc-praksis, bør der afsættes 150.000 kr. årligt til at dække en løbende fornyelse af skiltene, som sikrer en klar kommunikation af adgangsreglerne i privat skov.
Det er dog ikke blevet til en permanent finansieringsordning for skovskilte, men altså en ny engangsbevilling. Men selvom det er glædeligt, at der igen er skovskilte på lager, efterlyser Dansk Skovforening fortsat en varig løsning, så puljen ikke risikerer at blive tømt igen:
”Vi er naturligvis glade for, at det atter er muligt at bestille skovskilte, men det er grundlæggende ikke optimalt, at skovejere i perioder ikke kan bestille skovskilte, fordi der ikke er flere penge i puljen. Dermed kan skovejerne blive tvunget til at opsætte hjemmelavede skilte i stedet, hvilket er uhensigtsmæssigt,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.
”Derfor opfordrer vi fortsat ministeren til at vælge en løsning, der sikrer kontinuerlig levering af skovskilte med reglerne for færdsel i de private skove,” siger han.
DET ER DESVÆRRE IKKE MULIGT AT BESTILLE SKOVSKILTE I ØJEBLIKKET, DA PULJEN ER OPBRUGT.
