Ny fiskeriaftale udfordrer private lodsejeres råderet

Den nye fiskeriaftale lægger op til at forbyde erhvervsfiskeri i ferskvand til fordel for lystfiskeri. Ifølge Dansk Skovforening vil et forbud medføre flere utilsigtede konsekvenser for private lodsejere, der har søer på deres arealer.

Foto: Bert Wiklund/bwfoto.dk

Den nye fiskeriaftale En ny kurs for dansk fiskeri indeholder et forslag, som kan få betydelige konsekvenser for private lodsejere, der driver erhvervsfiskeri i ferskvand. 

I aftalens kapitel IV, afsnit 27, fremgår det, at aftaleparterne vil indføre et forbud mod erhvervsfiskeri i ferskvand, så fiskeriet fremover skal være forbeholdt lystfiskere. 

Dansk Skovforening mener, at forslaget rejser principielle spørgsmål om den private ejendomsret og lodsejernes råderet over egne arealer. Foreningen har derfor rakt ud til en række relevante ordførere med en opfordring til at genoverveje det kommende forbud. 

”Det er principielt problematisk, hvis man politisk fratager private lodsejere muligheden for at drive et eksisterende erhverv på deres egne arealer uden først at inddrage dem i beslutningen. Særligt, når begrundelsen er et ønske om at tilgodese andre borgeres rekreative interesser,” siger Frederik Falk-Sørensen, politisk konsulent i Dansk Skovforening. 

Erhvervsfiskeri og lystfiskeri kan sameksistere 

I dag eksisterer erhvervsfiskeri og lystfiskeri side om side i flere af landets ferske vande. Ifølge Dansk Skovforening har lodsejere, erhvervsfiskere og lystfiskere i flere tilfælde samarbejdet om at sikre en ansvarlig forvaltning af fiskebestandene. 

Et eksempel er den privatejede sø Tissø på Vestsjælland. Her har søejere, lystfiskerforeninger og DTU Aqua gennem flere år samarbejdet om forvaltningen af søens fiskebestande. 

Samarbejdet bygger blandt andet på frivilligt fastsatte fiskekvoter og løbende monitorering af bestandene. Målet har været at skabe stærke bestande af blandt andet sandart og gedder – til gavn for både erhvervsfiskere, lystfiskere og søejere. 

Dansk Skovforening fremhæver Tissø som et eksempel på, at erhvervsfiskeri ikke står i modsætning til gode muligheder for lystfiskeri. Tværtimod kan de to interesser indgå i en fælles forvaltning, hvor viden om fiskebestandene bruges aktivt til at sikre en bæredygtig udvikling. 

”Tissø viser meget godt, at erhvervsfiskeri og lystfiskeri ikke behøver at være modsætninger. Når lodsejere, lystfiskere og forskere samarbejder om forvaltningen, kan erhvervsfiskeriet tværtimod være med til at understøtte stærke fiskebestande og dermed også gode muligheder for lystfiskerne,” siger Frederik Falk-Sørensen. 

Beslutningen bør træffes i samarbejde med lodsejerne  

Dansk Skovforening er ikke afvisende over for, at der kan være potentiale for mere lystfiskerturisme i Danmark, men mener, at det bør være op til den enkelte lodsejer at beslutte, om et eksisterende erhverv skal omlægges, hvis der er et økonomisk grundlag for det. 

Det bør ikke være et politisk krav, at private søejere skal opgive muligheden for erhvervsfiskeri for at skabe bedre vilkår for en anden gruppe brugere af naturen. 

Samtidig peger Dansk Skovforening på, at en nedlukning af erhvervsfiskeriet kan få økonomiske konsekvenser for de berørte søejere. Muligheden for at drive erhvervsfiskeri er en del af den værdi og anvendelse, der er knyttet til de pågældende ejendomme, og et forbud kan derfor også påvirke ejendomsværdien. 

Derudover kan erhvervsfiskeriet have betydning for lokale arbejdspladser og økonomisk aktivitet i landdistrikterne. 

Derfor finder Dansk Skovforening det bekymrende, at et eksisterende erhverv, der ikke har dokumenteret skadevirkninger, kan blive lukket alene for at tilgodese rekreative interesser. 

”Vi mener grundlæggende, at det må være lodsejeren, der beslutter, hvordan de værdier og ressourcer, der findes på egen ejendom, bedst anvendes. Hvis der er et potentiale for mere lystfiskerturisme, skal lodsejerne selvfølgelig have mulighed for at gribe den mulighed. Men det bør ske gennem frivillige løsninger og samarbejde – ikke gennem et politisk indgreb i den private ejendomsret,” siger Frederik Falk-Sørensen. 

Afventer fortsat politisk behandling 

Fiskeriaftalen udmøntes i flere dele, og spørgsmålet om et forbud mod erhvervsfiskeri i ferskvand er endnu ikke endeligt politisk behandlet. 

Dansk Skovforening har via ministeriet forsøgt at få en afklaring på, hvornår forslaget forventes behandlet, men dette er fortsat uafklaret.  

Ifølge Frederik Falk-Sørensen står budskabet til politikerne klart: 

”I stedet for et forbud bør der bygges videre på de eksisterende samarbejder mellem lodsejere, lystfiskere og forskningsinstitutioner og på den ansvarlige forvaltning, som allerede finder sted i flere private søer.”